Flere medier har skrevet om stenbideren de seneste dage. Ud fra dækningen kunne man få den fejlagtige opfattelse, at WWF mener, at den danske stenbider er truet, og derfor opfordrer til boykot af dansk stenbider og stenbiderrogn. Dette er ikke korrekt, skriver WWF i en pressemeddelelse.
I DR’s madmagasin Bitz og Frisk 4/2 udtalte WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg, at WWF fra april vil sætte stenbideren på den røde liste i WWF’s Fiskeguide. Det var dog ikke frisk, dansk stenbider der blev refereret til, men stenbider fra Nordøstatlanten, som danske forbrugere typisk kan finde på glas i supermarkedet. I udsendelsen medvirkede også WWF Tyskland, der på deres seneste Fiskeguide har stenbider fra Nordøstatlanten (fanget med trawl) på den røde liste. Og det er denne vurdering, som vi i WWF Verdensnaturfonden har forholdt os til indtil videre.
Når en art kommer på WWF’s røde liste, er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at arten er truet. Det er et udtryk for en samlet bæredygtighedsvurdering, udarbejdet af eksterne fageksperter, der bygger på 1) hvordan den enkelte art og bestand har det, 2) hvordan og hvor arten er fanget – herunder hvilke konsekvenser fiskeriet/opdrættet har for det samlede økosystem (fx bifangst, udsmid, påvirkning af havbund m.v.) og 3) hvordan fiskeriet/opdrættet forvaltes.
Det er et generelt problem, at forskerne stort set intet ved om stenbiderens biologi, dens reproduktion og de forskellige bestande. Forskerne ved heller ikke meget om fiskeriets konsekvenser for andre arter og økosystemet som helhed, selvom der i nogle stenbiderfiskerier har været – og muligvis stadig er – problemer med udsmid. Derudover er der i mange tilfælde tale om en yderst mangelfuld forvaltning og regulering, hvor der for eksempel ikke er nogle former for kvoter.
Det betyder, at WWF – ud fra et forsigtighedsprincip – anbefaler forbrugere, der vil være sikre på at handle bæredygtigt og forsvarligt, at undlade at købe stenbider fra Nordøstatlanten, indtil der findes mere sikker, videnskabelig dokumentation og en mere gennemgribende forvaltning.
I WWF har vi endnu kun forholdt os til de (mangelfulde) data, der foreligger om stenbider i Nordøstatlanten og har endnu ikke specifikt vurderet stenbideren i danske farvande i vores Fiskeguide. Dermed ikke sagt, at det danske stenbiderfiskeri er uden problemer – for også i Danmark er der udpræget mangel på viden om stenbideren og videnskabelige data om fiskeriets påvirkning af havbund, økosystemer m.v. Det er nødvendigt, hvis man skal være sikker på, at fiskeri efter stenbider er bæredygtigt.
Vi har en fælles interesse med både fiskere, producenter og industri i, at der i fremtiden findes et sundt og levende hav og et bæredygtigt fiskeri efter stenbidere – og vil hermed opfordre til en konstruktiv dialog med aktører i både Danmark og Grønland om, hvordan vi i samarbejde kan nå dette mål.
