vintermede_artikel_brdr_hojrup

Vintermede

En forsinket julegave
Det er i slutningen af december, og vi står en kølig, men smuk og solskinsrig morgen og kigger ud over åens strømmende vandmasser. De sidste par dage er foregået i en lun stue med julehygge og god mad, men meldinger om, at en stor stime brakvandsskaller har samlet sig ved åens nedre stræk, har fået os til at forlade sofaen og varmen for i en stund at tage på skallejagt.
Der er bid i luften, og det damper fra vores ånde, men vinden er svag. Vi er pakket godt ind og har to store termokander med varmt vand liggende i tasken, så vi er klar til en hel dags fiskeri. Allerede på vej hen til den første plads ser vi de første skaller springe i overfladen – et godt tegn, for med brakvandsskaller er det ofte, at der enten er mange fisk eller ingen fisk.

De to matchstænger bliver hevet frem og rigget til med splinterny 0,18 mm Drennan Float Fish Line. Inden linen køres gennem stængernes øjer, bliver den sprøjtet med en ”floating spray”, der hjælper til med at holde linen flydende og dermed linekontrollen optimal. Tilgangen er simpel: Vi vil trotte med majs, så vi monterer et 5 AAA Crystal Avon med hele blybelastningen samlet omtrent ¾ nede af linen. Krogen er en Kamasan Wide Gape str. 10.

De første kast bliver lagt omtrent midt i åen, hvor strømmen tydeligvis er stærkest. Linebuen bliver med det samme fjernet i en flydende, nærmest modhugsagtig bevægelse med højre hånd. Herefter hæves stangen med bøjlen slået over, og flåddet får lov til stille og roligt at tage line af hjulet, mens en finger en gang imellem lægges på spolen for at holde linen stram og kontrollen optimal. Indimellem standses flåddet helt, så agnen svæver lokkende op i vandsøjlen for derefter at falde mod bunden igen.

Øjnene følger flåddets vuggende bevægelser med strømmen, og pludselig kommer der et nøk i flåddet, som kort efter bliver efterfulgt af endnu et nøk, inden flåddet forsvinder. Straks slås bøjlen over, og jeg spoler hurtigt line ind på hjulet, indtil jeg kan mærke, at jeg får kontakt med flåddet. Et lille modhug gives, og de herlige dunk i den anden ende af linen forsikrer mig om, at en skalle er kroget. Kort efter kan jeg se Jeppe lave en lignende bevægelse, og så står vi pludselig begge to med fisk. God start!

Brakvandsskallerne fighter forrygende i det kolde vand, og det er en nydelse at stå med en spændt matchstang i hånden, mens skallerne bruger strømmen så godt, de kan, og gang på gang accelererer mod bunden. Til sidst må de begge dog give op, og vi kan beundre dagens første, sølvskinnende vinterskaller. To fine fisk på lige under halvkiloet.

Det lader til, at der står en kæmpe stime skaller i det kolde vand, og vi fisker på livet løs velvidende om, at det bare gælder om at fange løs, indtil vi støder på en større fisk. Efter et par timer sætter jeg endelig krogen i en bedre fisk og når kun lige at bede om assistance med nettet, før Jeppe også selv kroger en fin fisk. Jeg får nettet min først, og kort efter er Jeppes skalle også klar til landing, så med en hurtig bevægelse sikres den også. Og så ligger der pludselig to fine skaller og spræller i pandenettet. Fiskene vejer 650 gram og 725 gram, og det luner endelig at få nogle af de større individer.

Fiskeriet fortsætter med enkelte døde perioder, og vi fisker, indtil vi ikke kan se flåddene mere. Godt trætte, men tilfredse kan vi se tilbage på en succesrig tur, der bød på omkring 150 skaller i alt med 10 fisk over halvkiloet. En velkonditioneret og hårdtfightende PR på 39 cm og 895 gram til mig blev dagens bedste fisk. En fantastisk måde at slutte fiskeåret af på!

Få endnu flere tips i artiklen, som er trykt i vores december-udgave. Du kan købe Fiske Avisen hos landets førende grejhandlere, bladkiosker eller i abonnement her på siden.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse