havlampret-suger-blod-paa-torsk_oresundsakvariet

Vampyrfisk og marineaktiviteter på Øresundsakvariet i Kr. Himmelsfartsferien

I Kristi Himmelsferien har du med Øresundsakvariets naturguider mulighed for at deltage i fiskeri på Kronborgstranden. I den lille bugt, der ligger mellem lystbådehavnen og Kronborg, finder man et utroligt dyreliv, dels fordi der her er mange forskellige levesteder lige fra sandbund til stenreve og fordi der er kraftig, livgivende strøm lige foran bugten altsammen ting der traditionelt lokker en masse havdyr til. Akvariets dyrepassere tager publikum med ned til stranden og sammen trækker vi det store håndvod igennem det lave vand tæt på stranden og ser på den spændende fangst som bl.a. på denne tid af året består af rødspætteunger som lige nu kommer tæt på kysten. Hvis det er rigtigt dårligt vejr tages fangsten med tilbage til akvariets vådrum hvor dyrepasserne fortæller om fangsten. Vodtrækningerne foregår d. 18., 19. og 20. maj kl. 13.25-14.15.  
 
Kom og rør ved havdyrene!
Ud over fiskeriet på Kronborgstranden vil du også kunne komme med om bag akvarierne til et stort vådbord hvor akvariets guider vil underholde med en masse spændende historier om dyrene i Øresund og der vil bliver lejlighed til at røre ved dem alle hvis man tør ! Der er 2 seancer hver dag fra torsdag – søndag kl. 11.25-12.00 samt fra 14.25-15.00. Skriv dig på listen ved billetsalget når du kommer.

Udover de nævnte aktiviteter kan man som rosinen i pølseenden opleve at havdyrene bliver fodret hver time dagen igennem i udvalgte akvarier, så alle publikummer skulle nu have muligheden for at se de spændende scenerier, når fisk og de andre havdyr får stillet sulten. Efter fodringerne vil dyrepasserne og havbiologerne stå til rådighed for nysgerrige spørgsmål om vores spændende danske havdyr.

I øjeblikket kan man under et besøg på akvariet opleve den danske ”Vampyrfisk”, havlampretten Petromyzon marinus. Havlampretten lever, som en af meget få arter af fisk, som blodsuger. Den svømmer hen og sætter sig fast på fisk, navnlig torsk, sej, makrel og hornfisk, men undertiden også på hajer. Ved hjælp af en uhyggelig tungerasper, der bevæger sig ud og ind som et maskinstempel, rasper den hul på offerets hud og udskiller et sekret i såret, der dels opløser en del af muskulaturen, dels forhindrer værtens blod i at koagulere. Den sidder derefter passivt fastsuget og ernærer sig af blodet. Normalt vil havlampretten ikke slå sit offer ihjel men slipper simpelthen sit tag når den er blevet mæt og kun meget små værter dør. Hvert år i februar-april får Øresundsakvariet mange henvendelser fra erhvervs- og lystfiskere som har fanget en fisk (tit en torsk) som har en lampret siddende på sig og i år har der været specielt mange henvendelser hvilket kunne tyde på at lampretterne har fået bedre kår herhjemme og på den svenske side af Øresund. Havlampretten går op i åerne for at gyde sine æg faktisk ligesom laksen og da den faktisk gyder mange af de samme steder som laksen nyder den højst sandsynligt godt af de senere års mange vandløbsrestaureringer som er foretaget bl.a. for at få laksen tilbage til de danske åer.

Havlampretten kan opleves på Øresundsakvariet i et specielt indrettet akvarium hvor en enkelt havlampret i øjeblikket (d. 16. maj) faktisk er i færd med at suge blod på en torsk.
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse