ul-fiskestang

UL Fiskeri – Det nye sort

Bag forkortelsen ”UL” gemmer der sig ordene ”ultra” og ”let” samt noget af det sjoveste og måske mest intense fiskeri jeg kender til. UL fiskeri kan, alt efter hvem man spørger, betyde flere forskellige ting. Nogle mener at et setup bestående af en 7’ stang med et størrelse 2500 fastspolehjul passer fint på betegnelsen, men de fleste vil mene, at vi skal en del længere ned i størrelse og vægt. 

Det er på mange måder en smagssag, og derfor jeg vil beskrive mit yndlingsfiskeri og mit eget UL setup for jer. Så kan I helt selv bedømme om det lyder sjovt eller ej.

Aborre ul fiskeri

UL Fiskeri udfordring og tålmodighed

Forestil jer en stille sommeraften ved den lokale å. Vi er i starten af juli måned, og temperaturen er ved at dykke i takt med at solen så småt er begyndt at trække ud mod vest. Der er nu ro, og tid til at jage åens rovfisk. I hånden har du en fiskestang på 6,1’ monteret med et størrelse 1000 hjul påspolet en meget fin og letkastende 0,06 fletline. Hele sættet vejer under 270 gram så det er ikke dér du bliver holdt tilbage.
Du kæmper dig igennem brændenælder, myg og hvepse og endda væltede træer og sammenstyrtet åbrink. Det er lidt ligesom en forhindringsbane. Ja, faktisk meget som en forhindringsbane… med ild i! Nå, du er ikke kommet herud for at pibe, men for at prøve dit nye spinnesæt.
UL FISKERI skulle være rigtig sjovt, har du fået fortalt, og det er lige om lidt du finder ud af om det passer.
Du stopper op og betragter vandet. Der er ikke mange lyde helt herude, men du kan høre bondemandens kvæg bag dig. ’Hegnet er din ven’ tænker du idet du ser vandet koge lige før svinget. Du tænker hurtigt men handler endnu hurtigere og sender din størrelse 2 Blue Fox opstrøms. Den lander lige hvor du så en fisk hvirvle vandet op. BID!

Bækørred ulfiskeri

UL Fiskeri, har du valgt det rigtige grej?

Du giver tilslag, og idet krogen sætter sig, bukker stangen, som har en kastevægt på 1,5 til 4,5 gram, sig nærmest helt sammen, og du tror du har fanget en god havørred. Nej, du har fanget en strømskalle på 700 gram, og tillykke, for du har fanget din første fisk på en UL FISKESTANG… og det var vanvittigt sjovt!
Den aften fanger du yderligere to skaller, to bækørreder og din første stalling nogensinde. Det føles bare helt vildt levende at fange små fisk på den måde, og du ved nu, at du er bidt af UL fiskeri.
Sådan startede det for mig, og sådan kan det starte for dig. Om du er til mikroblink, helt små spinnere eller forsigtige Rapala’er, det er lige meget. Små fisk fanget på så let grej føles langt større, og det er altid en fornøjelse at fighte dem.

UL Fiskestangen, hvilken skal man vælge?

Der findes en type UL fiskere, der mener man skal helt ned i 5’ stænger og størrelse 500 hjul, men som sagt tidligere mener andre at et hjul i størrelse 2500 er lige så sjovt. Mit bedste tip til dig er, at finde det, du synes er sjovt. Så blæse være med hvad din fiskemakker synes. Det grej der giver mest mening for dig, er det grej der får mest fisketid, og derfor det du fanger flest fisk på, så ud og find din UL Fiskestang.

UL Fiskeri – Sjovt når den sidder i skabet

Når du har været afsted med UL Fiskestangen et par gange, er du garanteret blevet helt fortrolig med dit setup, og dine kast er både hurtige og præcise. Et let baghåndskast sender din spinner ud under det overhængende træ, du lader den synke et sekunds tid og du begynder din indspinning. Du småbe’r til du er heldig nok til at have ramt en bækørreds standplads, og bedst som du står og drømmer, bliver din stang nærmest revet ud af hånden på dig. Du hører bremsen klikke løs mens fisken tager udløb. Du tjekker bremsen, men den er ikke for løs. Du får fightet fisken ind, og du indser, du har fanget åens måske allerflotteste stalling.
Stalling

Den første fangst på en UL Fiskestang

Når man har fanget sin første stalling eller en smuk bækørred med fedtfinne og blodrøde prikker, er man ikke til at skyde igennem. Nu skal der fiskes opstrøms og nedstrøms, der skal fiskes med små woblere, der skal fiskes højt og hurtigt, men også dybt og langsomt – for man må jo ikke glemme aborren!

Rammer du en af de større modeller, får du altså kamp til stregen, for den holder først op med at ruske i linen når den er på land.

Apropos aborren må vi ikke glemme regnormen, for den kan være dit hemmelige våben på de varme dage hvor intet andet virker.

Pak et par små ormekroge, en æske klemmebly og en pakke pilotkugler og tag ned til åen eller den lille lokale sø.

Et simpelt rig med krog, en let blybelastning og en pilotkugle eller lillebitte prop, det er det eneste du har brug for. Find den rette dybde ved at prøve dig frem, og forsøg dig så med hele eller halve regnorm.

Det hurtige tilslag modvirker dybe krogninger, og det lette grej er altid garant for en sjov fight. Er du dristig, så prøv dig frem med regnorm på bunden, fisket med stram line – Det kan være hernede, de store fisk står.

UL Fiskeri i Put and Take

Hvis de ordnede forhold omkring en Put & Take sø tiltaler dig mere end den barske natur gør, så frygt ej. Her er UL fiskeri “det nye sort”. Fisk endelig med akkurat samme endegrej, som du ville gøre i åen eller i andedammen, eller prøv dig frem med helt små gummidyr monteret med tungstenperler på enkeltkroge.

Tommelfingerreglen siger, at ægte UL fiskeri skal være med endegrej under 7 gram, men husk at du er herre over dit eget fiskeri. Find den kombination af stang, hjul og endegrej der gør dig glad, for så får du de bedste oplevelser.

Har du vind og vejr med dig, kan du bruge en hel dag på at sight-fiske efter regnbuerne. Hvis du finder opskriften, der får dem i tale, kommer du til at opleve noget helt ubeskriveligt sjovt fiskeri med lilleputgrej og kæmpefisk.
Find din favorit Put and Take sø på Putandtakefiskeri.dk
Knæk og Bræk
En lystfisker beretning af Bjarke Røschmann

 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse