pilkefisker

Trawlfisker gået over til pilkning

En fiskeskipper i Hirtshals har skiftet trawlet ud med pilke og det har givet en bedre pris og en bedre kvalitet, skriver P4 Nordjylland.


– Udbyttet af en sej, som er fanget med trawl er 43-44 procent, mens udbyttet når op på 50-53 procent, når der pilkes. Så man får mere ud af selvsamme fisk ved at bruge den fangstmetode, siger Karsten B. Pedersen, der er auktionsmester ved Hirtshals Fiskeauktion.

Ved normalt trawlfiskeri slæbes fisken i vandet i et par timer inden den tages om bord. Ved pilkning tages fisken op af vandet med det samme, og det betyder, at fisken er mere frisk og mindre udsat for slag, hvilket giver den en højere kvalitet. En anden fordel ved pilkning er, at denne form for fiskeri er mere miljøvenlig, idet der bruges et minimum af brændstof, og samtidig er der færre udgifter til udstyr.

Jan Woller, der ejer af HG 236 ”Milton”, fortæller selv om den nye fangstmetode:

– I starten var folk lidt skeptiske over det, men det har vist sig at være en stor succes, og de pilkede sej har efterhånden skabt sit eget lille marked på Hirtshals Fiskeauktion. For øjeblikket kører vi med 3 pilkemaskiner, men vi satser på at komme op på 4 maskiner.

Den nordjyske fiskers resultater har givet genklang hos andre erhvervsfiskere i både indland og udland.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse