bogreol_vintersysler

Specimenfiskerens vintersysler

Sneen ligger i store, hvide bunker overalt, frosten bider, så snart du vover dig udenfor, og det er umuligt at finde vand, der ikke allerede er stift. Heldigvis er der mange andre projekter at kaste sig over, når vejret indbyder til iglobygning frem for lystfiskeri. Her fortæller vi lidt om, hvad vi får tiden til at gå med i de kolde måneder.



Binde rigs og forfang
Forfang til rovfisk og fredfisk kan med fordel produceres om vinteren. Fredfiskesæsonen er overstået, og det er tid til at gøre status over året, der er gået. Hvordan har dine rigs virket? Hvilke forbedringer har du overvejet? At tage dig tid til at nørkle med dine rigs er en god måde at forbedre dit fiskeri på, fordi du er tvunget til at tage stilling til den måde, du plejer at gøre tingene på. Dette gælder både rigs til rovfisk og fredfisk. Er der mulighed for at binde rigs sammen med andre lystfiskere, så slå til. Vi gør alle tingene på forskellige måder, og at se andre lystfiskeres tilgang til rigbinding kan berige både dig selv og dem. Og da det meste af arbejdet foregår med hænderne, er der jo masser af tid til at fortælle lystfiskerhistorier imens.

Bøger og DVD’er
Læs fiskelitteratur og se fiskefilm. Dette kan være sidste udvej mod sindssyge, hvis der har været is på vandene i for lang tid, og du føler dig indespærret og begrænset af vinteren. Af og til kan det være skægt at udvide sin horisont ved at læse bøger og se film, der ikke handler om det fiskeri, du normalt dyrker. Tit kan andre fiskeformer åbne for nogle perspektiver i dit fiskeri, som du ikke har tænkt over før. Fx havde vi stor glæde af Lars Lenths bog ”Samme flod”, som på trods af fluefiskeri og norske ørreder fængede os fra start til slut. 

Finpudsning og vedligeholdelse af grej
Alt bør være klar, når højsæsonen for alvor starter. Fiskegrej bør vedligeholdes for at kunne fungere optimalt. Så rens hjulene, puds polbrillerne, fjern snavs fra banksticks, netskafter og rodpod, rengør foderspanden, tjek batterierne i bidmeldere, pandelampe og lommelygte, smør tænger og sakse, ryd op i de forskellige bokse og klip linerester væk, vask fisketøjet (selvom den dejlige duft forsvinder) og vask og imprægner støvler og andet fodtøj. Dine liner skal granskes kritisk: Er du det mindste i tvivl om deres beskaffenhed, skal de skiftes. Intet er værre end at miste den første forårsfisk, grundet en dårlig line. 

Læs hele artiklen i Fiske Avisens december-udgave, som kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller her på siden.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse