find forsikring
havorredfinn_ana

Sønderjyske havørredfangster sættes under lup

Rigtig mange kystfiskere har oplevet en væsentlig nedgang i fangstresultaterne af havørred de senere år og vil sandsynligvis også komme til det de kommende år. Hvor længe ved man ikke noget om. Men i Sønderjylland har miljø- og vandplejesamarbejdet A.N.A. besluttet, at der skal gøres noget ved fænomenet, som mange opfatter som et decideret problem.

Vi husker alle sammen fiskeriet i ”gamle dage” som værende meget bedre, end det er nu. Og mange har undret sig over, hvorfor det er sådan. Der er sandsynligvis flere faktorer, der øver indflydelse på det forhold. At skulle pege på en enkelt faktor er selvfølgelig nemt, men giver nok ikke det sande billede af, hvorfor vi oplever færre og mindre havørreder ved vore kyster.
Miljø- og vandplejesamarbejdet A.N.A. har derfor valgt at igangsætte en undersøgelse af havørredfangsterne, som gøres ved de sydøstsønderjyske kyststrækninger. Det drejer sig om alle kyststrækninger fra Skomagerhus i bunden af Flensborg Fjord, kysten rundt om Als og op til Varnæs Hoved, hvor Aabenraa Fjord har sin sydlige afgrænsning. Også fangster af havørred inde i de små fjorde og vige, som der findes en del af på den lange strækning, skal gerne med i undersøgelsen.

Rudi Haupt, der er en af A.N.A.s ildsjæle, fortæller til Fiske Avisen, at formålet med undersøgelsen bl.a. er at få mere viden om overlevelsesgraden af de smoltudsætninger, som man foretager hvert år. På den måde kan der tages beslutning om de forskellige tiltag til forbedringer af det fremadrettede kystfiskeri på et noget højere kvalitativt niveau.

Rudi forklarer videre, at de smolt (ca. 30.000 stk.), som udsættes i de årlige mundingsudsætninger, er avlsmateriale fra vildfisk, som A.N.A. fanger under det årlige el-fiskeri i en eller et par af de lokale åer og bække. De indfangede moderfisk bliver bragt til klækkeriet i Sønderborg, hvor de stryges. Æggene bliver herefter lagt i specielle klækkebakker, hvor de over en tid og under dagligt tilsyn udvikler sig til øjenæg.

De befrugtede øjenæg bliver efterfølgende sendt til Elsesminde/Fyns Laksefisk, hvor de klækkes og opfodres i ca. 1 år. Fiskene går sammen i store bassiner indtil de kommer i smoltstadiet, hvilket vil sige en størrelse på ca. 15 cm. Fiskene bliver herefter mundingsudsat i forskellige bække og åer i vores område, forklarer Rudi Haupt.

Under selve opvæksten, hvor så mange rovfisk går så tæt på hinanden hele tiden, kan det ikke undgås, at fiskene kan få – og naturligvis får – synlige skader. Man ser typisk skaderne som deforme brystfinner (afbidte, knuder) eller i visse tilfælde helt forsvundne brystfinner. De gror i de fleste tilfælde ud igen, men ikke uden synlige spor. Se billede 1 og 2.

På vilde fisk, der har haft hele deres opvækst i naturen, finder man ikke de samme deformationer. Her er brystfinnerne hele. Se billede 3.
Undersøgelsen kører som et indrapporteringsprojekt, hvor man på en hjemmeside blot skal besvare nogle ganske få spørgsmål om den eller de fangster, man har gjort i området.

– Vi vil være meget taknemlige, hvis du også vil deltage i undersøgelsen ved at indrapportere alle dine havørredfangster – både hjemtagne, genudsatte, undermålere og nedgængere med eller uden deformationer på brystfinnerne. Det er frivilligt, om du vil angive, hvor du har fanget fiskene, men det kan hjælpe os meget, hvis du vil opgive så mange informationer som muligt. Du bedes derfor venligst indrapportere efter hver fangst, opfordrer Rudi Haupt.

Du kan indrapportere dine fangster ad flere veje. Du kan bl.a. gøre det ved at gå ind på www.vandplejen-ana.dk. Her er der et ”Dannebrogs-ikon”, som du kan klikke på, og så er du straks inde på indrapporteringssiden. Du kan også gøre det ved at gå ind på en af de lokale sportsfiskerforeningers hjemmesider.

Alle indrapporteringer bliver samlet et sted. Der kan indrapporteres løbende hele året. Sidste indrapporteringsdag er 31. december 2012.

På A.N.A.s hjemmeside er der også et tysk flag, som linker til en tysk indrapporteringsside, idet der er en hel del tyske lystfiskere, der gæster de sønderjyske kyster og fisker efter havørred. Disse indrapporteringer er lige så værdifulde for undersøgelsen, og vil naturligvis indgå i den samlede registrering.

– Vandplejen A.N.A. siger på forhånd tak for dine bidrag. Det er vigtigt for os, at vi modtager så mange indrapporteringer som overhovedet muligt. Jo flere indrapporteringer, jo mere og bedre viden får vi om vore smoltudsætninger, og jo bedre kan vi planlægge fremtidige udsætninger, slutter Rudi Haupt.

Fortæl gerne dine venner om undersøgelsen og bed dem om også at deltage. Det koster dig ikke noget, og du har en hel masse at vinde i form af flere og bedre fangster fremover.

Resultatet af undersøgelsen vil blive offentliggjort i begyndelsen af 2013.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, så henvend dig til Rudi Haupt på telefon +45 21 42 25 85 eller e-mail rudi.haupt@fritid.tele.dk

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse