havorredhan_odsherred

Odsherred: Ørredbestanden er i god vækst i flere vandløb

Havørrederne er tilbage i tre af vandløbene i Odsherred Kommune, nemlig Gærde Å med udløb i Sejerø Bugt, Møllebæk ved Sidinge og en bæk i Grevinge Skov. I mere end 4,4 km vandløb er registreret gydebanker og ørredyngel i vinteren 2012/2013 i en undersøgelse ved Fishing Zealand og Odsherreds Sportsfiskerforening på foranledning af Natur, Miljø og Trafik.

Kan tredobles
Bestanden blev optalt til 82 havørreder, men det vurderes som realistisk, at antallet næsten kan tredobles til 218 ved at restaurere vandløb og udsætte ørredyngel. Den nuværende gydebestand udgør således kun cirka 38 % af potentialet, hedder det i undersøgelsen.

– Det er meget positivt, at ørrederne nu er tilbage efter mange år, hvor ørrederne enten var helt væk eller i tilbagetog som følge af industrialiseringen, udretningen af vandløb, opgravning af bundene i mange vandløb og forurening, siger projektleder for Fishing Zealand, Gordon P. Henriksen.

Forbedrer vandløbskvalitet
Fag- og personaleleder i Natur, Miljø og Trafik i Odsherred Kommune, Michael K. Bay supplerer, at afdelingen nu vil overveje at følge de anbefalinger, der er givet i rapporten om at højne vandløbskvaliteten i den fremtidige vandløbspleje.

Oprindelig skulle rapporten have omfattet ni mindre vandløb, det blev dog kun til seks vandløb, der blev gennemgået. Udover de førnævnte var det også Højby Sørende, Paje Sørende og Annebjerg Sørende, hvor der ingen af stederne blev fundet spor af ørredbestande eller – yngel.

Vandløbene på Sjælland rummede store bestande af havørreder indtil omkring midten af 1900-tallet. Samfundsudviklingen især efter anden verdenskrig betød, at forholdene for de miljøfølsomme ørreder gradvist blev så dårlige, at bestandene forsvandt, og de fleste var helt forsvundet i 1960. I de sidste 20 år er der gjort meget for at rette op på fortidens synder.

– Men vi mangler viden om vandløbenes fysiske forhold, om spærringer og om, hvorvidt de hidtil udførte tiltag har ført til gode miljøforhold og bestande af gydende havørreder, siger Michael K. Bay.

Blandt de indsatser, kommunen kan gøre for at øge den naturlige bestand af de ynglende ørreder er at øge arealet med gydeegnet bund, reducere sandtransporten og udføre grødeskæring miljøvenligt. Endvidere ved at skabe skjul og opvækstområder for yngelen, sikre bæredygtigt fiskeri og udsætte ørreder af vild oprindelse.

Fishing Zealand er et partnerskab mellem flere kommuner og turistorganisationer, deriblandt Odsherred og Danmarks Sportsfiskerforbund om at udvikle bæredygtig lystfiskerturisme.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse