flyvsandet_martin-med-multe

Ny lystfiskerlærer på Efterskolen Flyvesandet

Få hundrede meter fra den nordfynske Kattegatkyst ligger Efterskolen Flyvesandet, der har taget naturen, jagt og fiskeri til sig.


Hvis man er interesseret i lystfiskeri, og har tænkt at tage på efterskole, så vil Efterskolen Flyvesandet, der ligger få hundrede meter fra den nordfynske Kattegatkyst, være et rigtigt godt bud. Når skoleåret starter op igen efter sommerferien, starter der også en ny lærer på skolen. Det er Martin Dannevang, der blandt andet skal være liniefagslærer på skolens lystfiskerlinie.

Tidligere har efterskolen haft linietilbudet Jagt & fiskeri, men på grund af den store tilslutning, kunne man dele holdet op og lave en ren jagtlinie og en ren lystfiskerlinie.

Drømmejob
Martin Dannevang har i flere år arbejdet som fysik- og matematiklærer, men tanken om at kunne komme til at undervise i lystfiskeri var så god, at han valgte at skifte arbejdsplads.

– Lystfiskeri har altid været min store hobby. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er i berøring med fiskeri på den ene eller anden måde, siger Martin Dannevang og fortsætter:
– Jeg elsker at undervise og arbejde med unge mennesker, jeg elsker at fiske, og dele ud af min viden, og når det så kan kombineres som nu, må jeg nok erkende, at jeg er havnet i mit drømmejob.

En skole i naturen
Efterskolen Flyvesandet er en skole i naturen. Den ligger på toppen af Fyn, tæt ved godset Egebjerggård, omkrandset af skov og marker, kun og få hundrede meter fra Kattegatkysten, hvor blandt andet havørrederne stortrives. Dette er selvfølgelig en af faktorerne for, at Efterskolen
Flyvesandet har en lystfiskerlinie.

– Det gælder jo om at få så meget udbytte af den unikke beliggenhed skolen har, og når vi så samtidig kan inddrage det i undervisningen, er det en win-win situation for skole og elever, siger Martin Dannevang, der har planer om, at eleverne også skal være med i et genopretningsprojekt af et nærliggende vandløb.

I øvrigt et projekt Fiskeklubben Nordfyn også deltager i. Fiskeklubben, der låner et lokale på skolen til deres klubaftener, har et godt samarbejde med efterskolen.

De fiskeinteresserede elever er ofte med ved klubaftnerne og med fiskeklubben på tur. Martin Dannevang ser samarbejdet med den lokale fiskeklub, som et kæmpe plus for skolens elever, idet mange af eleverne kommer med på flere fisketure, end dem skolen ellers tilbyder.

– På skolen har vi vores eget lokale, hvor vi binder fluer, laver blink, vedligeholder vores udstyr og fortæller gode lystfiskerhistorier, men ellers så foregår det ude i naturen, fortæller Martin Dannevang, mens han kniber øjnene sammen og ligner en, der allerede er på fisketur.
– Når vejret er til det, og det er det jo ofte, pakker vi vores grej og tager på fisketur, enten ved kysten eller i en af de nærliggende søer.

Lystfiskeri er som liniefag skemalagt, men det sker meget ofte også spontant. Det er Martin Dannevangs håb, at eleverne bliver inspireret og engageret så meget, at de gerne tager af sted på egen hånd.

Efterskolen Flyvesandet har elever fra 8. – 10. klassetrin og plads til 68 elever. Udover lystfiskeri har skolen også en jagtlinie samt linierne Vildt Science og Vildt mad. Der undervises selvfølgelig også i de almene skolefag.

Der er stadig få ledige pladser i 8. – 9. og 10. klasse i skoleåret 2013/2014. Tilmeldingen til skoleåret 2014/2015 er i fuld gang.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse