joergen_skovboe_nak_og_aed_en_gedde

Nak og Æd – en gedde eller en brasen!

I en af udsendelserne må fiskestangen frem af tasken, da jagten går efter gedder.

De to værter har i den forbindelse allieret sig med Gordon P. Henriksen, der på trods af at være inkarneret C&R-geddefisker alligevel takkede ja til at være med i programmet.

– Da Jørgen Skouboe fra DR2-programmet, Nak & Æd, ringede og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham og Nikolaj Kirk med at ”nakke og æde” en gedde, var jeg først en anelse skeptisk. Jeg plejer jo at sætte mine gedder ud, selvom jeg godt kan lide en god fiskefrikadelle i ny og næ, fortæller Gordon om deltagelsen i programmet og fortsætter:

– Jørgen var til gengæld meget interesseret i begrebet bæredygtigt lystfiskeri, og vi fandt hurtigt ud af, at vi sagtens kunne lave et fedt program, hvor formålet er at fange en gedde og ”nakke” den, men hvor vi samtidig tager en snak om de mange gode grunde til at genudsætte de store gedder. Jeg stillede således også et krav, at vi ikke nakkede en gedde, hvis den var over 80 centimeter og at den selvsagt skulle overholde mindstemålet på 40 centimeter.

Fiske Avisen har talt med Jørgen Skouboe om forskellen på at skyde et dyr og så fange en fisk.

– Jagt og fiskeri er for mig to forskellige oplevelser, men som begge har ” jagten på øjeblikket” som fællesnævner. Jeg elsker begge dele, men under jagten bruger jeg mine sanser mere, end når jeg fisker, og når kuglen er sluppet, er dyret dødt. Jeg jager og fisker kun til gryde. Tanken om at skyde et dyr eller fange en fisk blot for ”sportens” skyld ligger mig fjernt. Jeg vil meget hellere nøjes med at nedlægge få stykker vildt på en bæredygtig jagt end at skyde mange stykker vildt, der er opdrættet. Det handler for mig om at kunne huske hvert skud, så skydelysten får jeg stillet på skydebanen. Forskellen på jagt og fiskeri er, at du selv kan bestemme, om dyret skal dø, eller det skal have lov at leve videre. Sådan er det langtfra, når jeg fisker. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har fanget en lille bækørred eller torsk, som er kroget så dybt, at den ikke er til at redde.   

Synes du, det er i orden at genudsætte sin fangst og bare fiske for fornøjelsens skyld?
 
– Jeg er ikke selv med på C&R-bølgen, dels fordi jeg ikke fisker mere end måske 4-5 gange om året, og dels fordi jeg har det fint med at stoppe dagen, når jeg har fanget det, jeg mener, jeg kan nå at spise, inden det bliver for gammelt i fryseren. Jeg ved godt, der er god samfundsøkonomi i C&R, men tanken tiltaler mig ikke. Tænk hvis jeg som jæger fik den ide, at råbukken skulle skydes med en bedøvelsespil, blot for at jeg kunne få fyldt min krop med dopamin!

Hvornår kommer udsendelsen?
Onsdag den 13. kl. 20.00.

Nak & Æd sendes hver tirsdag på DR2 frem til 18. dec.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse