Susanne Worm har været tidligt oppe og jagten multerne i Limfjorden – læs her hvordan det gik!
Vækkeuret ringede tidligt denne morgen, eller skulle man sige nat.? Klokken var 02.40, da lyden af en rappende and vækkede mig. Hans Jørgen havde aftenen forinden gjort alt klart. Det eneste vi skulle var at blive vågne, trække i tøjet og trykke på knappen til kaffemaskinen. Efter ganske kort tid var vi på vej mod vest til Vesterhavet. Vinden var svag fra en sydlig retning, så der var absolut muligheder.
Vandet var fint og klart, men desværre uden de helt store fangster. Der var en utrolig mængde hornfisk og de var særdeles bidelystne. Ingen makrel eller andre skønne fisk som havbars eller havørred. Så dog en enkelt stor ørred springehelt fri af vandet.
Ved hjemkomsten var en god formiddagslur på sin plads. Eftermiddagskaffen blev nydt i haven og udsigten ned over markerne og ud over fjorden var fantastisk. Lun sommerluft og stadig lærkesang i ørene. Markerne med de gyldne farver der inden længe ville forsvinde for kortvarigt at blive sorte og dernæst grønne igen. Nogle dage forinden havde vi udsat et ”multe kig” til fjorden på grund af min tilbagevendende migræne. Nu var det tid til kigget igen.!
Vi var lige kommet til stedet, da vi efter ganske få sekunder spottede multer i overfladen. Flere steder kunne vi følge dem, mens de lavede trykbølger og plask i det riflede vand. Det skulle jo bare være et kig, så derfor var det kun Hans Jørgen, der havde fluestangen med, da han havde haft den med til havet. En uhelbredelig multe feber af den værste slags ramte med lynets hast og jeg måtte køre tilbage og hente mit fluegrej. Fluestang, fluer, vest og linekurv. Vandet var utrolig varmt, så fiskeriet foregik i plastic træsko og shorts.
Spændt på det kommende fiskeri gjorde jeg igen Hans Jørgen selvskab. Han fiskede på livet løs, men havde intet mærket. Multerne var ind imellem meget tæt på land. Faktisk kun et par meter der fra. Med multefeber i blodet samlede jeg fluestangen og lagde linen ud. Første kast gik ikke godt, da jeg i spænding havde glemt at få linen igennem et af øjerne. Vadede stille ud og ventede på multerne. De kom imod mig fra flere retninger og det var til tider svært at bestemme sig for hvilken side, der skulle kastes til. Det var fantastisk at stå blandt dem så tæt på og kunne følge deres retning. Til tider kunne man se rygfinnen i overfladen og det mindede om en scene fra Dødens Gab.! Nogle svømmede hurtigt, nærmest jagende og lavede brutale vendinger i overfladen, der frembragte plask, der indikerede, at der var tale om ganske store fisk.!
Jeg kastede til adskillige og skiftede i desperation flue flere gange. Imens kæmpede jeg en stille kamp med krabberne, der kravlede hen over de hullede plastic træsko og forsøgte at ”undersøge” mine fødder. Til sidst satte jeg den flue på igen, som jeg startede med. En grøn marabouflue i størrelse 10 a la ”Den Grønne Hævner”.
Nu kunne det være nok.! Ville på land og skylle ganen med en kølig cola. Hans Jørgen stod på stranden tæt på og gjorde opmærksom på en lille flok multer, der havde kurs mod mig helt tæt på land i kanten af et grøde bælte. Nå ja, kunne da også lige kaste til dem. Nærmest henslængt og uden forventning men alligevel med fingeren spændt på linen. Nåede kun ganske få træk. Netop da skete det.!!! En multe havde taget fluen og trak hurtigt og med stor kraft fra land. Den trak løslinen med og fik stangen til at give nogle voldsomme ryk.! Jeg måtte holde stangen mod højre armhule for at bevare kontrollen over det tunge ”godstog” jeg nu havde for enden af linen.! Den var ikke, som en havørred, fri af vandet med spring men plaskede tungt i overfladen. Til gengæld var der ufattelig kraft bag og den kæmpede en brav kamp. Med de voldsomme rusk i stangen bad jeg til, at den ikke måtte slippe krogen. Tænkte hver gang, nu mister jeg den.! Men det blev mig, der trak det længste strå. Efterhånden blev den træt og den kom tættere og tættere på land. Til sidst kunne jeg kane den ind i vandkanten, hvor den strandede og blev sendt til de evige fiskevande. Glædes jubel og lykke afsluttede denne herlige og nervepirrende fight, der kom, da jeg mindst ventede det. Hvilken fisk.! Stor, tyk, bred over ryggen og med flotte striber langs siden. Et rigtigt muskelbundt.! NU var det virkelig tiltrængt med en cola og ikke mindst et stykke chokolade…
Hans Jørgen havde kun en enkelt følger og efter min multe stoppede vi. Multen havde kun, hvad der lignede grøn slimagtig sammen klemt mos i maven og vejede hele 2,5 kilo og målte 54 cm.! Hvilken skøn afslutning på denne dag.
