Lystfisker turisme
Foto: 
Arkiv
Af: dennishansen 12.11.19 12:16:56

Minister ønsker bedre vilkår for lystfiskeri og lystfiskerturisme

Minister Mogens Jensen (S) har i forbindelse med en konference på Kragerup Gods udtalt, at han ønsker at forbedre og forstærke lystfiskeri og lystfiskerturisme i de kommende år.

Minister Mogens Jensen (S) talte mandag til 125 repræsentanter fra Fishing Zealand til en konference på Kragerup Gods. Konferencens udgangspunkt var visioner for fremtidens lystfiskerturisme og lystfiskeri samt Fishing Zealands bæredygtige kerneværdier, som skal gavne miljøet, det lokale erhvervsliv og den sociale indsats over for børn og unge.
I den forbindelse udtalte minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Mogens Jensen (S), at natur og miljø skal have en fremtrædende plads i regeringens arbejdsindsatser. Natur og miljø skal desuden også tages mere seriøst.
Ministeren berørte også visioner for vandmiljøet, hvor der skal sættes aktivt ind på å- og vandløb, så det kan gavne og udvikle lystfiskerturismen.

- Meget vil og skal lykkes, men vi må også erkende, at vi måske ikke har penge til alle de projekter, vi gerne vil have op at stå, her og nu, sagde Mogens Jensen til SN.
Efter oplægget fra ministeren blev der sat tid af til at stille spørgsmål, som blandt andet gik på et af de centrale problemer, de ulovlige net. Her var udmeldingen fra ministeren, at det er et område, han og regeringen vil se på.

Fishing Zealand – et bæredygtigt projekt
Fishing Zealand er et projekt bestående af forskellige samarbejdspartnere herunder Danmarks Sportsfiskerforbund, adskillige kommuner på Sjælland og Øerne samt frivillige lystfiskere.

Formålet med projektet er i samarbejde med lokale virksomheder og turistorganisationer at udvikle en bæredygtig lystfiskerturisme og at forbedre fiskemulighederne i hele regionen til fordel for lystfiskerturismen, lokal erhvervsvækst, miljøet og lystfiskerne.
Lystfiskeri og lystfiskerturisme generer ifølge Mogens Jensen en omsætning på cirka en milliard kroner om året i Danmark.

Konferencen på Kragerup Gods bestod af tre oplæg og to workshop-runder, som havde til formål at ruste virksomheder, lystfiskere, politikere, turistråd og andre interessenter til at deltage i udviklingen af bæredygtigt lystfiskeri i de kommende år.

Kommentar