Af: Redaktør 11.02.10 20:03:00

Miljømærkede fisk på vej til forbrugerne

 
Dansk fiskeri går den miljørigtige vej og arbejder på at få danske fiskearter certificeret til at bære det internationalt anerkendte MSC-mærke. MSC står for Marine Stewardship Council og er et blåt mærke, som bæredygtige fiskerier kan sætte på det færdige produkt.

Det er allerede lykkedes at få certificeret danske fiskerier efter makrel, muslinger og sild. Og nu forventes det også, at udvalgte fiskerier efter de tre populære spisefisk torsk, rødspætte og mørksej kan få MSC-mærket i løbet af 2010.

Fødevareministeriet har støttet Danske Fiskeres Producent Organisation i arbejdet med miljømærkning til gavn for fiskeriet og forbrugerne. Organisationen har fået over to millioner kroner i støtte til blandt andet forundersøgelser om MSC-certificering af torsk, rødspætte og mørksej.
”Miljømærkning giver forbrugerne en bedre information om fiskeriet og giver fiskerne et ekstra incitament til at passe på naturen, når de fisker. Danmark er et af verdens største eksportlande af fisk, og derfor er det helt rigtigt, at dansk fiskeri satser på en international anerkendt mærkningsordning”, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.

I alt er 61 fiskerier MSC-certificeret på verdensplan i dag. Heraf er fire fiskerier som nævnt danske – og tre yderligere er altså nu på vej.

Fakta
Marine Stewardship Council(MSC) er en privat uafhængig mærkningsordning for miljøvenligt og bæredygtigt fi-skeri, der blev etableret i 1997. MSC belønner bæredygtige fiskerier ved at give dem lov til at sætte det blå MSC-logo på det færdige produkt.
MSC bygger på tre kriterier.
- Fiskeriet skal udføres på en måde, der ikke fører til overfiskeri og nedfiskning.
- Fiskeriet skal udføres på en måde, der bevarer havets økosystem.
- Fiskeriet er underlagt et effektivt forvaltningssystem, der respekterer lokale, regionale og internationale love.

Kommentar