forside_marts_2012

Marts-udgaven af Fiske Avisen på gaden

Fiske Avisen nr. 3 2012 er netop sendt på gaden. I det aktuelle nummer kan du bl.a. læse om følgende.

Forbundsflugt
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), hjertet i lystfiskernes foreningsarbejde, er sat til debat. Det knager i fugerne, foreningsopbakningen smuldrer, og nogle foreninger har meldt sig ud. Hvad diskuteres, og hvad er problemet? Fiske Avisen har sat et par af påstandene under lup og ladet forbundet svare på et par af kritikpunkterne.

Læs Poul Jeppesens artikel i det nye nummer.

Dansk laksefiskeri – en ny tid
2012 bliver et år, hvor laksefiskeriet bliver ændret i de vestvendte å-systemer. Grej, metoder og tider skal revurderes, og det bliver aldrig det samme, som dengang Dinesen fangede sin berømte laks.

Vi skruer lige tiden tilbage til december måned, hvor sammenslutningerne og enkelte foreninger ved de otte vestvendte lakseåer fik en invitation af NaturErhvervsstyrelsen til et møde angående fælles lakseregler. Mødet skulle meget passende afholdes på Dansk Center for Vildlaks i Skjern. Dette gjorde så også, at der, grundet pladsmangel, kun var indbudt to repræsentanter fra hvert å-system. Interessen fra de lystfiskere, der ville blive berørt af disse nye tiltag, havde dog været stor op til mødet, og der er ingen tvivl om, at en mere passende ramme for mødet, dømt ud fra den viste offentlige interesse, ville have været Herning Messecenter.

Læs hele Claus Julius Blomgreens artikel i Fiske Avisens martsudgave.

Kolding Å
Et godt alternativ til geddesøerne i de kolde vintermåneder kunne være at blive medlem af Kolding Sportsfiskerforening. Fiskeriet starter for medlemmer den 16. januar og slutter den 31. oktober.

Som lystfisker i Vestjylland kan det være en prøvelse ikke at kunne komme til åen i seks måneder. Som bekendt starter fiskeriet her først den 16. april og slutter den 15. oktober. Lang ventetid, når man nu elsker fisketurene ved åen.

For 7-8 år siden blev jeg valgt ind i bestyrelsen i Sydvestjydsk Sportsfiskerforening. Som bestyrelsesmedlem fik vi udleveret et ”byttekort” fra de samarbejdende foreninger og dermed også til Kolding Sportsfiskerforening. Allerede den første vinter havde jeg et par ture til Kolding Å. På den første tur fangede jeg en super flot ”overspringer” på 74 cm og 4,6 kg.

Jens Lygum skriver mere om Kolding Å i marts-udgaven.

”Flammen” – et must for kystfiskeren!
Det var helt mørkt, morgenen var fortsat et par timer fra at lade solen stå op over Mariager Fjord. Vi stod på land og kastede vores fluer ud på det lave vand, mindre end 30 cm dybt. Vandet eksploderede – ”Flammen” blev taget voldsomt af havørrederne. Senere på dagen oplevede vi at være to mand blandt otte kystfiskere, som var de eneste, der fik hug af havørrederne, da de huggede på ophængerfluen – igen var det ”Flammen”.

Kystfiskeren – både til flue og til spin
Ovenstående ”teaser” til denne lille artikel er ikke en enestående oplevelse med superfluen. Ofte har vi i såvel Limfjorden, Mariager Fjord som på Samsø oplevet, at denne flue gjorde udslaget og ikke mindst forskellen. Ikke mindst, at det at bruge en ophængerflue generelt kan gøre den store forskel for en spinnefisker på kysten. At man så bruger ”Flammen” som ophængerflue, gør ofte en endnu større forskel. En flue, havørrederne ikke kan stå for.

Få hele Finn Nielsens opskrift på Flammen i den nye udgave af Fiske AVisen.

Fiske Krogen
Store gedder og aborrer kickstarter Predator Cuppen. Det milde vejr er på vej!

Fra den ene dag til den anden blev Danmark lagt i dybfryseren, og med det ekstreme vejr gik der ikke lang tid, før der var låg på søerne. Vi nåede selv en enkelt resultatløs aborretur, inden kulden også lagde låg på åerne. Siden da har vi derfor koncentreret os om at gøre klar til den nye sæson med, hvad dertil hører af grejindkøb, småreparationer og planlægning. På grejfronten har vi fået købt os et nyt kamera – et Canon 550d, da det gamle pludselig døde. Derudover har vi fået investeret i nogle nye medehjul fra Drennan, som vi er spændte på at få prøvet. Tiden er også blevet brugt på at mødes med andre fiskegale personer, og det er altid rart, når fiskesnakken er i gang. Så føles foråret pludselig ikke så langt væk.

Læs alt om Westin Predator Cup og Sport Dres Specimen Cup og få tips til et rimterig i Fiske Avisen.

Gudenåen
Bjerringbro- og Langå-strækningerne
Geddefiskerne har ikke haft det let. Først var der for meget vand, og nu har der været for meget frost. Der er indrapporteret nogle få gedder på Bjerringbro Sportsfiskerforenings hjemmeside men ingen efter den 22. januar. Ligeledes har det også været helt dødt på Randers Sportsfisker Klubs stykke ved Ulstrup.

Lige nu venter alle vist på en gang tøvejr, så åen igen kan blive fiskebar. I skrivende stund er frostvejret endelig afløst af tøvejr, så mon ikke de første fangstrapporter venter lige om hjørnet.

Jan Hyllested beretter fra Gudenåen, Randers Fjord og Allingåen.

I hælene på KYSTFISKEREN
Gislövshammar, Björnebodanabben, Vik samt Knäbäckshusen
Med en vind fra sydvest drejende til syd og senere tilbage til sydvest og med en vindstyrke på op til 14-16 m/sek. i løbet af dagen samt masser af regn over middag var det om at finde en fiskeplads med mulighed for at flytte. Derfor tog vi chancen og valgte Gislövshammar og Björnebodanabben syd for Simrishamn. Under sådanne forhold lå Björnebodanabben lidt i læ af Gislövshammar, men muligheden på Gislövshammar lå på nordsiden af de flade klipper. Det benyttede Aage og Kristoffer sig af, medens Lars, Allan og jeg valgte at fiske bugten igennem hen til Björnebodanabben.

Læs om det blev til fisk i Fiske Avisens marts-udgave.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse