find forsikring
laks_als_jan_andersen

Laks på 12,5 fra Sønderjylland

Sportsfiskerklubben Alsiske Kystfiskere under Sydanske Lystfiskere har i weekenden afholdt deres traditionsrige Forårskonkurrence i et flot vejr med masser af sol og let til frisk vind. Alt sammen forhold, der burde befordre et givtigt fiskeri for de omkring 150 – 160 deltagere i konkurrencen, men som desværre efterlod konkurrencen med det ringeste resultat nogensinde. Sidst på dagen kom der dog lidt af en overraskelse.



Kun to små havørreder kunne lokkes til at tage de mange forskellige agn, der måtte være kastet ud til dem. Vinder af konkurrencen blev Carsten Schütter fra Ærø med en havørred på 1,372 kilo og 49,5 cm fanget i Vemmingbund. På andenpladsen kom Benny Christensen fra Als med en havørred på 1,084 kilo og 47,5 cm fanget i Mjels Vig.

Såvel arrangører som mange af deltagerne giver den lave vandtemperatur skylden for det ringe resultat, men hos de lokale er man ikke i tvivl om, at stoppet i kystudsætninger, som trådte i kraft for efterhånden en del år siden, nu er ved at vise sig i fangstresultaterne. Mange ønsker dem tilbage, men man ved bare ikke, hvordan og under hvilke former, det skal foregå. Et udsætningsprojekt a la det på Fyn ser mange som løsningen, men det kræver deltagelse af andre parter end lige netop lystfiskerne selv.

Under indvejningen søndag eftermiddag på Sønderborg Vandrerhjem kom der dog en usædvanlig flot fisk ind, som dog ikke kunne deltage i selve konkurrencen – mest af alt fordi fangeren ikke havde løst deltagerkort til konkurrencen.

Men han havde under reparation af en bådebro ved Vemmingbund fået øje på en stor fisk, der stille og roligt svømmede rundt mellem resterne af den gamle bådebro, og sammen med en kammerat ville de forsøge at fange den i et fangstnet.

Så bevæbnet med to ældre fangstnet vadede de ud i vandet og nærmede sig fisken. Da den så den ene af de to vendte den om og svømmede direkte over mod den anden. Og her var Jan Andersen klar med nettet og kunne stille og roligt løfte fisken op.

Med fisken vel inde i nettet nærmest løb han langt op på land, hvor fisken så blev aflivet. Med målebånd og vægt kunne de konstatere, at de havde fanget en havørred (eller laks) på hele 12,5 kilo og 102 cm lang!

Om der er tale om en laks eller en havørred skal skælprøver senere vise.
Havde han nu løst deltagerkort til konkurrencen, så havde han været næsten 100 % sikker på at vinde førstepræmien. Det er ikke hver dag en lystfisker kan præstere en sådan fangst.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse