Foto: 
Thomas Søbirk
Af: Redaktør 16.10.14 10:03:00

Forbuddet mod levende agn: Når vi alle bliver tabere

Lige nu står mange sjællandske foreninger og Danmarks Sportsfisker Forbund muligvis længere fra hinanden end nogensinde. Det skyldes Fødevareministerens forslag om forbud mod levende agn, som Danmarks Sportsfisker Forbund (DSF) har valgt at bakke op omkring. Det har affødt stærke protester fra blandt andet Lystfiskeriforeningen (LF), der i et åbent brev til Fødevareministeren påpeger at DSF – med et begrænset medlemstal i forhold til den samlede mængde af danske lystfiskere – maksimalt repræsenterer 10% af disse. Og da slet ikke er repræsentative for de sjællandske lystfiskere.

Som medlem af DSF’s bestyrelse gennem knap otte måneder, som medlem af Lystfiskeriforeningen i over 25 år og sidst men ikke mindst som sjællandsk søfisker gennem det meste af mit liv, er det frustrerende at betragte den form for mudderkastning, der til en vis grad foregår lige nu. Ikke mindst fordi jeg med et ben i begge lejre i høj grad har forståelse for begge parters synspunkter. Det er drøn ærgerligt, at man ikke kan vælge at stå sammen om vores fælles interesser frem for at splitte dansk lystfiskeri, men det er desværre hvad der sker lige nu.

Sagens udgangspunkt
Det Dyreetiske Råd kom i september 2013 med en ”Udtalelse om Lystfiskeri”. Rådet anbefaler en række forbud, hvoraf et par stykker vil have – i mine øjne – katastrofale følger for dansk lystfiskeri: Det drejer sig om et forbud mod put and take fiskeri og et forbud mod visse former for catch & release fiskeri. Desuden foreslår man et forbud mod brugen af levende agnfisk.

Et forbud mod put and take fiskeri vil ganske vist ikke ramme mig ret hårdt personligt, for jeg kan ikke lige huske hvornår jeg sidst har fisket i en dansk put and take sø. Det vil til gengæld ramme tusinder af andre, der dyrker dette fiskeri med stor fornøjelse. Put and take søerne tager, efter min mening, et stort pres fra de mere sårbare vilde fiskebestande og de er i stor stil med til at skabe nye lystfiskere. Put and take er kommet for at blive, og det skal have lov at blive.

Forbuddet mod visse former for catch & release fiskeri er i mine øjne den helt store potentielle bombe under dansk lystfiskeri. Rådet ønsker at forbyde det fiskeri, hvor catch & release er et bærende element; vi snakker således stort set alt moderne gedde-, aborre- og sandartfiskeri, karpefiskeri og andet medefiskeri – selv skallefiskeri med ens børn! Hvor vil vi ende, hvis hver en gedde, sandart, aborre eller fredfisk over mindstemålet (i det tilfælde at der overhoved er et mindstemål) straks skulle aflives efter fangst? På afgrundens rand, hvis du spørger mig!

Forbuddet mod levende agn synes jeg personligt er noget pjat, og jeg forstår de fleste af kritikernes argumenter: Er det ikke meget værre med garnfiskeri, trawl, grisetransporter og burhøns? Jo meget, meget værre. I politik er det bare svært at vinde en argumentation med, at andre er større skurke end en selv. Men jeg synes da det er noget fis, hvis jeg ikke længere kan fiske med levende agn på fx Furesøen de par gange om året, jeg kan tage mig sammen til at fange skallerne. En gang var jeg langt mere flittig med de levende agnfisk. Jeg har i mine mere end 25 år som geddefisker søsat tusindsvis af skaller med kroge i hoved, ryg og andre steder – og har haft fantastiske fiskeoplevelser som følge heraf. Faktisk nok nogle af de bedste i mit fiskerliv.

Jeg må overfor modstanderne af fiskeri med levende agn medgive, at det nok har været mere end en smule stressende at være skalle i mit fiskeri; i hvert fald når man blev kastet 30 meter og ramte overfladen med et smæld, blev tygget igennem af en rovfisk, der dog spyttede i tide, så man fik en tur mere under flåddet eller blev slynget fri af taklet med smadret overlæbe og hul i ryggen til følge, når en gedde eller sandart ruskede hovedet vildt i overfladen. Men heldigvis tror jeg ikke på, at fisk føler smerte på samme vis som os andre – og hvis min samvittighed kan holde til fiskeri med levende agn, kan jeg så i øvrigt ikke selv få lov at afregne den sag, når jeg – som min kone engang sagde da mit agnfiskeri var på sit højeste – ”sikkert alligevel ender i Skallehelvede”? (Et helvede der i øvrigt må være knap så hedt som svineopdrætterens, burhønseavlerens eller trawlfiskerens, for blot at nævne nogle af de andre – endnu værre – syndere).

DSF’s holdning
I Danmarks Sportsfisker Forbund har man den holdning, at man søger indflydelse gennem dialog. Man vælger altså ikke at opponere mod alting til enhver tid, set fra et lystfiskermæssigt synspunkt, men vælger sine kampe for at blive taget alvorligt som politisk samarbejdspartner. Derved kan man andre gange drage nytte af den indflydelse, man har opnået. Jeg antager at DSF er kommet til den erkendelse, at det koster dyrt på indflydelsen at være totalt kompromisløs – og det mener man i DSF naturligvis ikke gavner dansk lystfiskeri på den lange bane. Ja, det er et politisk spil – og ja, jeg mener overordnet set, at DSF er dygtige til at spille det.

DSF er stærkt imod Det Dyreetiske Råds forslag om et forbud mod put and take fiskeri og et forbud mod visse former for catch & release. Hvad angår sidstnævnte, er det værd at bemærke, at Det Dyreetiske Råd faktisk ”blåstempler” det catch & release fiskeri, der foregår efter vestjyske laks (det er blot at læse rapporten i sin fulde længde for at få bekræftet dette), så der er altså ikke tale om, at DSF (som de jo så ofte bliver beskyldt for) blot ønsker at beskytte jyske interesser. Tværtimod. Det forbud mod visse former for catch & release som rådet foreslår, vil ramme os sjællandske søfiskere langt hårdere end lystfiskerne vest for Storebælt.

Når DSF derimod vælger at bakke op om ministerens forslag om et forbud mod levende agn, på baggrund af udtalelsen fra Det Dyreetiske Råd, skyldes det:

At DSF har en etisk grundholdning til lystfiskeri der hedder, at ”fangede fisk skal aflives øjeblikkeligt eller nænsomt genudsættes”. I DSF-regi tænker man meget over, hvordan omverdenen opfatter os lystfiskere, og hvordan vi bedst kan bevare friheden til at dyrke vores hobby. DSF mener, at man simpelthen ikke har argumenterne til at forsvare fiskeri med levende agn i en tid, hvor der findes udmærkede alternativer. Forsvarer DSF derimod fiskeriet med levende agn i offentligheden, frygter DSF at miste for stor troværdighed generelt. Derfor har man i DSF’s bestyrelse (længe før min indtræden, vil jeg gerne tilføje) vedtaget, at kommer der et politisk forslag til et forbud mod levende agn, vælger man at bakke op omkring dette. For gør man ikke det, har man så indflydelsen og anseelsen til totalt at afvise et forbud mod fx catch & release, som i sidste ende kan blive en bombe under vores moderne lystfiskeri? Og hvad bliver det næste som de naturforskrækkede skrivebordsnussere finder på – at alt lystfiskeri skal forbydes?

Har vi allerede tabt yderligere?
Man kan være enig eller uenig i DFS’s politik, men det er sådan den er. Om det er en rigtig eller forkert politik må være op til den enkelte at vurdere – men at tro, at der er tale om manglende engagement eller indsigt fra DSF’s side er i hvert fald forkert.

Man kan som sagt frygte, og det gør mange, at et forbud mod levende agn er det første skridt mod yderligere begrænsninger i vores lystfiskeri, men DSF’s vurdering er altså stik modsat: Ved at bakke op om Fødevareministerens forslag mod brug af levende agn, havde man en stærk formodning (den er siden blevet bekræftet) om, at ministeren afviser forslagene om de øvrige forbud, fx omkring catch & release og put and take fiskeri.

DSF havde formentlig også håbet, at opbakningen til ministeren kunne resultere i, at der blev set positivt på de forslag, som DSF har stillet omkring brakvandsgedderne, omsætningsforbud på de vigtigste sportsfiskerarter og et forbud mod erhvervsfiskeri i ferskvand. Man kan desværre frygte, at ministeren nu er noget ”skræmt” over den polemik det foreslåede levende agn forbud har givet, og ikke orker at rode mere i lystfiskeriet. Det håber jeg sandelig ikke, så har vi for alvor tabt på sagen!

Der er desværre ikke mange sjællandske lystfiskerforeninger, der er medlem af DSF i disse år, og det er en farlig og frustrerende, men til dels forståelig, tendens. Et medlemskab koster penge, og foreningerne har svært nok ved at rekruttere medlemmer med deres nuværende kontingent. DSF er dog den eneste lystfiskerorganisation med reel politisk indflydelse, så den eneste måde vi lystfiskere kan få mere indflydelse på, er at stå sammen.

Jeg blev selv ”head huntet” til DSF’s bestyrelse, fordi DSF netop ønsker at styrke deres position på Sjælland. Og jeg endte med at sige ja, fordi jeg tror på visionen om det størst mulige forbund med mest mulig indflydelse – og fordi jeg gerne vil kæmpe for sjællandske sager, såsom bedre vilkår for den unikke bestand af brakvandsgedder omkring Sydsjælland (i praksis har vi fra DSF’s side bl. a. stillet forslag om et fem årigt forbud mod hjemtagning af gedder), et totalt forbud mod erhvervsfiskeri på søerne og et omsætningsforbud på aborre, gedde og sandart. Alle disse tre punkter indgår i DSF’s nye femårs strategi, og jeg glæder mig over, at have haft en hel del indflydelse på dette. Der er ingen der siger, at vi opnår politisk opbakning hertil, men jeg er nu ret sikker på, at kommer det ikke fra DSF, får det i hvert fald ingen gang på jord.

Jeg glæder mig derimod ikke over, at DSF på grund af den nuværende levende agn problematik formentlig står svagere end længe på Sjælland. Eller over at de historisk set generelt har været så dårlige til at sikre sig en stærkere opbakning i min del af landet. Nu er viljen der ganske vist, men med sager som den nuværende er timingen næppe.

Jeg glæder mig heller ikke over, at Lystfiskeriforeningen, som jeg trofast er medlem af på 26. år i et åbent brev til Fødevareministeren nævner adskillige fejlagtige ”fakta”(*se nederst) omkring DSF, ligesom LF argumenterer for, at det vil være alt for dyrt for foreningen at være medlem af DSF: Pengene kan ”anvendes meget mere fornuftigt i vore medlemmers og fiskeretsejeres nærmiljø”. Ja, det kan de måske nok på den korte bane. Men når en af lodsejere på Tissø (der ironisk nok har opnået status som landets bedste storgeddevand efter at være kommet sig over omkring 100 års erhvervsfiskeri) overvejer igen at tage en erhvervsfisker ind (som der ifølge rygterne pågår forhandlinger omkring), eller når LF-medlemmer stævner ud fra båden i Stege Nor, så ville det alligevel lune hos os LF’ere, hvis DSF var kommet igennem med et forbud mod erhvervsfiskeri på søerne eller et tilsvarende omsætningsforbud mod gedder fra brakvand. Og jo flere medlemmer, jo stærkere kan DSF kæmpe for disse sager. Vi sjællændere kan så glæde os over, at DSF ikke ser på det på samme måde som LF, for fordelte DSF kræfterne efter hvor medlemmerne var flest, så blev der ikke taget mange kampe for sjællændernes sager.

Ingen vindere, kun tabere
Jeg vil afslutningsvis understrege, at formålet med dette skriv hverken er at genere nogen eller tækkes andre. Formålet er alene forsøge at fremme forståelsen af den verserende sag.

Bruger vi lystfiskere kræfterne på at strides, kaste med mudder og i visse tilfælde bare misforstå hinanden, skader vi desværre dansk lystfiskeris udvikling væsentligt undervejs. Og det endda, når vi helt sikkert alle sagtens kan blive enige om, at vi i bund og grund bare gerne vil have det bedst mulige fiskeri for flest mulige lystfiskeri.

I den nuværende situation er der dog ingen vindere, kun tabere.

Thomas Søbirk,
Lystfisker

For god ordens skyld – de nævnte ”fejlagtige fakta”:

* LF skriver:”…DSF’s primære målsætning om at fordoble fisketegnsafgiften og alene bruge ekstraindtægten til et omløbsstryg ved Tangeværket”.

Fakta: Det er korrekt, at DSF ønsker at hæve fisketegnsafgiften, men ud af ekstraindtægten var 4 millioner øremærket til yderligere fiskepleje på Sjælland, i øvrigt ikke en tidsbegrænset øremærkning – mens udgifterne til omløbsstryg ved Tangeværket ville være dækket efter fire til fem år.

Citeret fra DSF’s Forslag til medfinansiering af passageløsning ved Tangeværket
samt en særlig fiskeplejeindsats på Sjælland via Fiskeplejen:

En holdbar passageløsning ved Tangeværket vil have meget stor positiv betydning for fiskebestandene i hele Gudenåsystemet og dermed også for grundlaget for det
rekreative fiskeri i den jyske og fynske del af landet. Anvendelsen af ressourcerne i
Fiskeplejen skal imidlertid være bredt afbalancerede, herunder også geografisk. En
medfinansiering af en passageløsning ved Tangeværket forudsætter derfor, at der
samtidig afsættes et betydeligt beløb til en særlig fiskeplejeindsats på Sjælland og
Øerne.

*LF skriver:  Under den nyligt afholdte konference om rekreativt fiskeri (6/9/14) ”lægger DSF op til yderligere reguleringer af lystfiskeri igen primært på de danske søer; med indførelse af et maximummål på hjemtagne fisk.

Fakta: Det har DSF aldrig foreslået, hverken på den nævnte konference eller andre steder. Fishing Zealand har foreslået dette overfor en række sjællandske foreninger, men det står for Fishing Zealands egen regning. (Personligt synes jeg, at det er en udmærket tanke med såkaldte maksimum mål på visse arter, men det er en anden diskussion til en anden dag).

Kommentar