tun

Flere tun fanget i Skagen

I dag er en stor dag på Nordsøen Oceanarium. Mange års drøm om at kunne vise tunfisk i oceanariet er nu en realitet. Tunfiskene er fanget af Poul Tvilling ved Skagen. Efter et par timers nænsomt arbejde, er det lykkedes at få fiskene fri af bundgarnet, og de er de nu transporteret til Nordsøen Oceanarium, hvor de svømmer rundt blandt stimefisk, hajer og klumpfisk.

Dermed kan Nordsøen Oceanarium, som et af meget få akvarier i verden, fremvise tunfisk for oceanariets gæster. Så vidt vides, er det ikke lykkedes for andre akvarier i Nordeuropa at holde tunfisk, oplyser Nordsø Oceanarium på hjemmesiden.

 Der findes flere arter af tunfisk – denne er arten rygstribet pelamide, der er en forholdsvis lille art. Den bliver maksimalt ca. 1 meter lang, og  kan opnå en vægt på seks kilo.

 Poul Tvilling og hans besætning har aldrig tidligere fanget de små tun i deres bundgarn, og selv om den rygstribede pelamide er fanget i enkelte eksemplarer i danske farvande, er det ikke almindeligt at man ser dem i større antal. Den lille tun lever normalt i sydligere farvande, især i Middelhavet, hvor den også gyder.

Lige nu svømmer de meget livligt rundt, men der er stadig en udfordring i at få dem til at overleve. Det er altid de første dage efter fangsten, der er de mest kritiske. Fangst og transport i et lukket kar stresser fiskene så meget, at de kan dø af det. Akvariepersonalet er meget fortrøstningsfulde – det ser rigtig godt ud.
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse