Fiskeri efter havørred bornholm
Foto: 
Mikkel Altmann
Af: dennishansen 03.01.20 09:01:29

Fiskeri efter blanke Havørred på Bornholm

Fiskeriet efter havørreder er for mit vedkommende noget der hovedsageligt foregår i løbet af de koldere måneder. Især efterår og forår er der hvor jeg investerer min tid i jagten på drømmefisken med løse skæl. Jeg vil på ingen måde kalde mig selv en havørrede-connoisseur og den tid jeg bruger på at fiske efter dem kvalificerer mig næppe til titlen som en fuldblodskystfisker. Samtidig vil jeg dog mene at glæden og spændingen når først hugget falder, er noget vi alle kan være fælles om ligemeget om vi bruger 10 eller 100 dage på kysten om året.
Fiskeri bornholm
 

Hvornår fanger man Havørred?

For mit vedkommende, så begynder tankerne stille og roligt at omhandle løse skæl og blanke fisk i takt med at temperaturen daler gennem efteråret. Samtidig er jeg i den heldige situation at min gode kammerat har adgang til et hyggeligt sommerhus på Bornholm. Det er derfor hurtigt blevet en fast tradition at rive 3-4 dage ud af kalenderen for at besøge denne magiske klippeø som mest af alt minder om et helt andet land. At der samtidig svømmer et stort antal flotte havørreder rundt langs øens meget varierede kyst gør det bestemt ikke værre. Alt afhængig af temperaturen kan tiden for turen variere, men som tommelfingerregel sigter vi efter vandtemperaturer mellem 5-10 grader. Hvis vandet er alt for koldt kan fiskeriet være temmelig vanskeligt, og er vandet for varmt og kommer man for langt hen på foråret så er chancen for nedfaldsfisk markant større. Hvis man jagter de blanke overspringere gælder det derfor om at forsøge at ramme perioden hvor de fisk der viderefører arten er oppe i åerne for at gyde. Der er garanteret ligeså mange teorier om præcis hvornår det rigtige tidspunkt er, men fra slutningen af November til slutningen af Februar er et godt bud på fantastisk fiskeri efter blanke havørreder. havørred fiskeri bornholm
 

Grejet til Havørred fiskeri

Grejet til dette havørred fiskeri anbefales at være i den lidt kraftigere kaliber. Dette skyldes to ting. For det første er der en god chance for at komme i kontakt med fisk af en større kaliber og i den situation vil jeg personligt hellere være på den sikre side. For det andet så er det også rart at kunne anvende større blink på 20-35g. Ved flere pladser er det rart at kunne kaste igennem for at komme godt ud bag ved brændingen og fiske kanten af revet. Netop dette oplevede vi på årets netop overståede tur, hvor fiskene hovedsageligt huggede HELT ude i kastet bag ved de store bølger der rejste sig på kanten af revet.

Som altid er der mange meninger om hvilke farver der fungerer bedst når du fisker efter havørred, men personligt bruger jeg gerne brunlige/mørke blink i mørkt overskyet vejr og mere kradse farver samt noget der glimter når solen er fremme. Lige meget hvilke farver der anvendes så syntes blink med meget bevægelse at virke bedst når vandtemperaturen er lidt højere. Ved lavere vandtemperature bruger jeg hellere blink med en mere rolig gang.  vejret bornholm
 

Vejret på bornholm

Vejret på Bornholm kan til tider variere meget. Det gode ved at fiske på Bornholm er at det altid er muligt at finde en plads som er mulig at fiske lige meget vejrforholdene. Som tommelfingerregel gælder dog at pålandsvind og let grumset vand typisk betyder gode chancer for fisk. Det er vigtigt at huske på at kysten omkring bornholm kan byde på meget varierede bundforhold og nogle pladser har dybe skrænter, hvor et forkert skridt kan resultere i en dukkert i det kolde vand. Det anbefales derfor at fiske minimum to personer sammen hvis vejret er til den hidsige side. Jeg har flere gange set mig slået og været en tur i baljen grundet store bølger og pludselig skiftende bundforhold - det kan ikke anbefales… Derudover er det vigtigt med den rette påklædning. Svedtransporterende skiundertøj inderst, et varmt mellemlag og en god vadejakke yderst kan gøre en stor forskel mellem en god tur og en ubehagelig tur. Selvfølgelig anbefales også et par tætte waders da det på ingen måde er rart med kolde våde ben, og igen taler jeg på baggrund af bitter erfaring.

Havørred i net

Fiskerejse til Danmark

Som så mange andre så har jeg en trang til at udforske nye steder og pladser, og “græsset er altid grønnere på den anden side”-mentaliteten resulterer derfor i rejser til mange spændende lande og destinationer i jagten på nye oplevelser og store fisk. Netop derfor er Bornholm en yndet destination, da omgivelserne variere ufatteligt meget fra plads til plads. Den ene plads kan minde om sjællands nordkyst med granskov i baggrunden, medens den næste minder om Møn med store skrænter og dybt vand under land.

Som nævnt så besøger vi min kammerats sommerhus når turen går til Bornholm. Stemningen i det lille skæve hus på Østkysten af øen er altid i top når vi er der, og snakken handler altid om det samme: Havørreder. Til lyden af brændeovnens knitren bliver der rodet med grej og kigget vejrudsigter til den helt store guldmedalje. Som en fast tradition bliver der også lavet pandekager og dresscoden gennem hele turen er skiundertøj og tykke uldsokker. Alt i alt en helt anden oplevelse en dagligdagens strabadser og helt klart nok til at kvalificere turen som en indlands fiskerejse. Jeg kan ikke andet end at opfordre alle andre med hang til hyttehygge til at booke et sommerhus på solskinsøen med en eller flere venner og få gang i jeres egen tradition - i vil ikke fortryde det!

Havørred
Havørred

 

Kommentar