pacu_tand_fiskeatlas

Fiskeatlas: Piratfisk-panik i Øresund

– Det bliver spændende, grænsende til det uhyggelige, at se om fisken var en enlig svale, eller om det er en art, vi kommer til at se mere til. Det er første gang arten fanges i havet i Europa, siger fiskeekspert Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Udtalelsen falder efter at fritidsfisker Einar Lindgreen d. 4. august tømte sine åleruser nord for Saltholm i Øresund. Blandt ål og aborrer lå en 21,5 cm lang fisk med rød bug og store tænder og sprællede. I havnen vakte fisken en del postyr, idet flere mente, at der måtte være tale om en piratfisk. Fisken blev heldigvis sendt videre til Statens Naturhistoriske Museum, hvor Peter Rask Møller og hans kollega, fiskeeksperten Henrik Carl, studerede fangsten. De kan nu berolige de danske badegæster med, at fisken ikke er en piratfisk, men en nær slægtning – en såkaldt pacu.

Mysterium: hvor kommer den fra?
Ligesom piratfisken hører pacuen hjemme i Sydamerika, men er via akvarier og dambrug spredt til andre områder på kloden. Den betragtes nu som en invasiv art i store dele af USA og i Asien. Den kan veje op til 25 kg og er en populær spise- og opdrætsfisk. Men hvordan i alverden ender en Sydamerikansk ferskvandsfisk i Øresund?

Den tanke, at fisken må være undsluppet fra Den Blå Planet, er nærliggende, eftersom akvariet jo ligger ud til lige netop Øresund. Men det er simpelthen umuligt, lyder det fra Lars Skou Olsen, der er kurator og afdelingsleder på Danmarks Akvarium, Den Blå Planet:

– Vi har pacuer udstillet i vores store Amazonas-område, men de er meget større, og selvom der kun er få meter mellem vores fisk og Øresund, så er der vandtætte skotter og sofistikerede filtersystemer i mellem. Så det er altså ikke en af vores, der er sluppet ud!

De sædvanlige mistænkte
– Akvarister og dambrugere er ”the usual suspects”, når vi møder usædvanlige fisk på steder, hvor de ikke hører hjemme, fortæller Peter Rask Møller.

– Det er muligt, at nogen har tømt deres akvarium i en nærliggende å inden ferien, og at pacuen så er fortsat ud i Øresunds brakke vand. Vi kender ikke til kommercielt opdræt af pacuer i Europa, men fisken kan ligesom piratfisk opdrættes af amatører.

Kun en enkelt gang tidligere er der blevet fanget en pacu i Europa. Det var i 2002, hvor en lystfisker fik en på krogen nær et kraftværk ved Odra-floden i Polen.

– Odra har faktisk sit udløb i Østersøen, ret tæt på Danmark, siger Peter Rask Møller.

Pas på fingrene … og nødderne!

Pacuen er kendt som piratfiskens fredelige slægtning, idet den overvejende er vegetar. Det voldsomme tandsæt er ikke så skarpt som piratfiskens, men den kan sagtens bide fiskeliner og fingre over.

– For at være 100 % sikre på artsbestemmelsen vil vi nu lave nogle genetiske undersøgelser. Der findes nemlig flere arter af pacuer, som ligner hinanden meget som små. I akvakultur-branchen produceres der tilmed hybrider mellem arterne, forklarer Peter Rask Møller.

Tænderne bruges overvejende til at knuse nødder og anden frugt, men pacuen æder også fisk og smådyr. Dens forkærlighed for nødder har dog haft fatale følger. I Papua Ny Guinea, hvor arten også er udsat, har den ved flere tilfælde taget fejl af nødder og mandlige svømmeres ædlere dele. Så behold endelig badebukserne på, hvis du bader i Øresund i disse dage – måske er der flere derude!

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse