bluefin_tuna_noaa_550

Er tunen tilbage i Øresund?

TUN I ØRESUND: Under en marsvinesafaritur i sidste uge observerede havbiologer flere steder nord for Helsingør flygtende og skræmte hornfisk, som man så det tilbage i 40’erne og 60’erne, hvor de mægtige atlantiske tun Thunnus thynnus huserede under overfladen i Øresund.

”Meget har jeg set i min tid på havet, men dette tog kegler – Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne” udtaler marinbiolog Jens P. Jeppesen fra Øresundsakvariet, Københavns Universitet. ”En hel flok af store hornfisk skød fri af vandet et stykke væk fra båden og fløj over og på vandoverfladen ligesom flyvefisk 10-30 m væk, som var de jaget af et monster under vandoverfladen. Længere oppe langs kysten på de samme 11-17 m vand gentog seancen sig 2 gange – flokke af hornfisk røg fri af vandet i panisk flugt. Vi tænkte, at det muligvis var marsvin, sæler eller sågar delfiner, der jagede hornfiskene op, også selvom de sjældent jager fiskene på den måde. Men selvom vi lå længe i området, var der ikke skyggen af hverken marsvin, sæler eller delfiner! Oppe ved marsvinehabitatet foran Hornbæk Plantage begyndte vi at se masser af marsvin, og pludselig skød der en stor mørk fiskeskikkelse gennem overfladen ca. 200 m ude, og en masse byttefisk flygtede for livet. Denne observation tydede på, selvom det var langt væk, at der kunne være tale om en stor fisk på ca. 40-50 kg, og måske var det en tun” udtaler Jens P. Jeppesen.

Vel inde på land ringede personalet på Øresundsakvariet rundt til diverse fiskere og bådfolk langs Øresundskysten, og sandelig om ikke især småbådsfiskerne havde oplevet lignende usædvanlige fænomener med springende stimer af hornfisk ved bla. Nordvestrevet, nord om Kronborg og så langt væk som ved indsejlingen til Roskilde Fjord. Faktisk viste rundspørgen, at der var blevet fanget en mindre tun i Øresund for snart en måned siden. Erhvervskutteren H222 ved skipper Jesper Holk Petersen og makkeren Peter Birk kunne bekræfte nogle vedholdende Øresundsrygter om, at de faktisk havde fanget en lille tunart på 2-3 kg, måske af arten Bugstribet bonnit Katsuwonus pelamis at dømme efter beskrivelse af fisken. De havde desværre ikke fået taget noget billede af den lille tun og har desuden aldrig tidligere, i de 40 år de har fisket i Øresund, fanget en sådanne fisk.

Efter at have set fænomenet med de springende hornfisk med egne øjne er marinbiolog på Øresundsakvariet Jens P. Jeppesen ikke i tvivl! Han udtaler: ”Nogle arter af tun og måske også den atlantiske tun, er helt sikkert inde i Øresund i øjeblikket, lokket hertil af de kolossale mængder af store makreller og hornfisk, som lige nu huserer i Sundet og som har givet specielt fritids- og erhvervsfiskerne store fangster af kæmpemakreller. Det er altså mere sandsynligt, at tunene er kommet grundet gode fødemuligheder i Sundet, end grundet så mange andre faktorer f.eks. den globale opvarmning. I de gode tunår i 40’erne og 60’erne var vandet således noget koldere, end det er nu. Man mente i øvrigt, at årsagen til at den atlantiske tun forsvandt fra Øresund i slutningen af 60’erne, var overfiskning af tunene ved og omkring deres ynglepladser i Middelhavet og omkring Gibraltar kombineret med overfiskning af deres byttedyr såsom makrel, sild og hornfisk i de nordlige have. Det vil være en stor triumf for alle os, der lever ved og ånder for Øresund, hvis tunene en dag kom tilbage i stor stil, men det kræver, at vi bliver bedre til at forvalte havets begrænsede ressourcer, end vi har gjort hidtil” slutter Jens P. Jeppesen.

Øresundsakvariet vil meget gerne have offentligheden til at indberette lignende observationer af jagende tun og springende hornfisk og meget gerne med fotos og positioner. Oplysningerne kan gives på tlf. 35321970 eller på vagttelefon 28751970 eller på mail til oresundsakvariet@bio.ku.dk. Endelig kan man indberette fiskeobservationer eller fænomener til Zoologisk Museum, Københavns Universitet, på tlf. 35321124 eller info@fiskeatlas.dk vedr. museets igangværende kortlægningsprojekt af fiskearter i danske farvande 2009-2013. Se også hjemmesiden www.fiskeatlas.dk 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse