dsf_logo_new

DSF: Giv særstatus til værdifulde sportsfisk

Der er godt med penge i sportsfiskeriet og derfor skal havørreden og flere andre fiskearter have særstatus af "sportsfisk", mener Danmarks Sportsfiskerforbund.


Danmarks Sportsfiskerforbund ønsker, at fiskearter som laks, havørred, sandart, gedde og aborre tildeles særstatus som "sportsfiske-arter".

Det rekreative fiskeri omsætter for omkring 3 milliarder kroner årligt. Det er større end den omsætning golfsporten i Danmark præsterer. Derfor udgør sportsfiskeriet også et stort samfundsmæssigt potentiale.

Det er især arter som laks, havørred, sandart, gedde og aborre, der tiltrækker sig størst opmærksomhed blandt lystfiskerne, og dermed er med til at generere flest kroner til samfundet.

– Vi kan se, at det er en meget bedre ressourceudnyttelse, hvis disse fiskearter kan fiskes bæredygtigt i det rekreative fiskeri, fremfor at der erhvervsfiskes på dem, siger Verner W. Hansen, der formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

Det betyder i praksis, at der skal indføres et totalt omsætningsforbud for arterne, og at de derfor ikke kan sælges af erhvervs- og bierhvervsfiskere. Endvidere skal der tages specielt hensyn til sportsfiske-arterne i forvaltningen af fiskeriet, som det eksempelvis er sket i Odense Fjord. Her har man med en ny bekendtgørelse netop forbudt bierhvervsfiskeriet for at beskytte den værdifulde havørred.

Stort potentiale
I dag er fiskebestandene med laks, havørred, aborre, gedde og sandart langt fra potentialet.

– Ser vi eksempelvis på vores absolut mest populære sportsfisk havørreden, regner vi med at den vilde bestand højst udgør 33% af det potentiale, der ligger i Danmark, fortæller Kaare M Ebert, fiskebiolog i DSF, og fortsætter:

– Kan vi fjerne garnfiskeriet i flaskehalsområder og steder, hvor vores laksefisk vandrer, vil vi hurtigt se en vækst i nogle af de sårbare bestande.

Også bestandene af gedder, aborrer og sandart er presset af overfiskeri i søer og kystnære områder, hvor der fiskes intensivt med garn.

– Både i vores søer og i lavvandede brakvandsområder er det relativt let at nedfiske sårbare bestande med rovfisk. Rovfiskene er vigtige for balancen i vandmiljøet, men de udgør også en stor økonomisk værdi som sportsfisk, siger Kaare M Ebert.

Undersøgelser omkring geddefiskeriet i Sydsjælland viser, at en fanget gedde kan indbringe 1.200 kr / kg – også selvom den bliver genudsat.

Penge til Vandkantsdanmark
Lyst- og sportsfiskeriet er mere bæredygtigt, da man kan fiske selektivt på arter, og det er samtidigt muligt at lave en fiskeriforvaltning, hvor man både kan genudsætte små og store eksemplarer. Derfor kan man med fordel betragte sports- og lystfiskeri som økoturisme, der sikrer et godt miljø og samtidigt genererer masser af kroner til samfundet.

Og med fokus på kystturismen i Danmark, udgør det rekreative fiskeri et kæmpe potentiale for økonomisk sårbare yderområder.

– En særlig indsats omkring gedde, sandart, aborre, laks og havørreder kan virkelig booste fremtidens sportsfiskeri og sikre en bæredygtig økonomisk udvikling i "Vandkantsdanmark", siger Verner W. Hansen, der ser store udviklingsmuligheder for det, man lidet flatterende kalder Udkantsdanmark.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse