Efter at laksesæsonen i Storåen var slut for mit vedkommende med en laks på 8,9 kg og 94 cm, skulle der ske noget andet. Lidt hornfisk i Limfjorden blev der fanget til agnfiskeri efter pighvar, og bukken blev skudt af min søn Frederik den 17. maj. Men så kom østenvinden med muligheden for noget pighvarfiskeri på den jyske vestkyst.
Planen var at tage ned til et kendt pighvarområde, som jeg har besøgt et par gange, men uden held, bortset fra et par gode skrubber, taget af svigerfar og mig selv. Men da min søn og jeg kom ned til pladsen lørdag midnat, lå der en mindre båd inden for første revle og en større lige udenfor, og de lå og trawlede op langs kysten, hvor vi havde planer om at fiske. Jeg kørte ned til vandet og lyste ud på den nærmeste båd og blinkede. Kort tid efter fik de travlt med at pakke grejerne sammen, og begge både sejlede med fuld skrue op nordpå. Ærgerligt at se sådan et par både inde i det område, som man har planer om at fiske på de kommende timer.
Højvande er kl. 03.00, så vi aftaler at tage en kop kaffe i bilen og få sovet et par timer, så vi er klar til fiskeriet, når det bliver lidt mere lyst. Kl. 3 er grejet rigget til, og vi begynder fiskeriet sydover. Efter en time har Frederik fat i noget tungt, som har stoppet hans agnede cirkelkrog. Og da det er første gang, han prøver pighvarfiskeriet, beder jeg ham om at lægge et forsigtigt pres på fisken, som ligger på 30 cm vand 35 meter fra os.
Efter lidt venten uden udløb går jeg hen til stedet, hvor linen går ned i vandet, for at se, hvad der sker. Krogen har sat sig fast i håndtaget på en bigbag, som sidder fast i sandet. Surt! Forventningen til en af de store flade var ellers helt i top med sådan et ”hug”.
Vi fisker videre, og efter kun 10 minutter er det min tur til at sidde fast, og min erfaring med ormefiskeri efter havørred i Karup Å gør, at jeg altid lægger min finger på linen for at mærke, hvad der sker ved agnen. Og jeg kan mærke små stød i linen, der indikerer fast fisk. Stangen løftes til modhug, og det eneste, der sker, er, at klingen bøjer sammen som min søns fiskestang. Var det ikke en fisk, som pillede ved agnen? Tvivlen kommer, men bliver snart fjernet, da pighvarren piler ud mod de salte bølger i Vesterhavet med store ringe i det lave vand, som kommer fra halen, når den svømmer. 30-40 meter ude får jeg stoppet fisken, og den begynder at følge med ind til stangen, mens den får den lette kyststang til at flekse helt ned i korkhåndtaget, når den laver sine efterhånden kortere udløb.
Læs hele Kennet Brasks beretning i Fiske Avisens juni-udgave, som kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller som abonnement her på siden.
