Christen Stenild
Af: Redaktør 19.06.12 10:58:00

Teknik: Optimer dit bombardafiskeri

Brug bombardaflåd og flue
Næsten alle mine kystfiskekammerater fisker med en massiv 15 grams glasklar intermediate bombarda med et kort forfang, og de benytter en meget hurtig indspinningsteknik. Hjulet, jeg bruger, er et over 46 år gammelt fransk Mitchell 300. Linen er en 0,12 mm flettet FireLine, Spiderwire eller Sufix samt vekslende monofilt forfangsmateriale fra 0,23 til 0,30 mm i tykkelse. Forfanget er altid stangens længde, beregnet fra topøjet og ned til enden af håndtaget. Aldrig mindre. Undtagen i stærk blæst, hvor du kan gå ned til en forfangslængde på 9 fod.

Hvis du følger mine instruktioner i denne artikel til punkt og prikke, vil du hurtigt få flere bid samt større effektivitet og målrettethed i dit fiskeri. Korrekt anvendt er fiskeri med bombarda en sjov, udfordrende og meget spændende fiskemetode fuldt på højde med det klassiske kystfluefiskeri og spinnefiskeri. Desuden vil du snart forfalde til kun at benytte denne metode, fordi du opdager, at dine fangster stiger betydeligt i forhold til, da du benyttede andre metoder såsom spin med blink eller wobler eller traditionelt fiskeri med fluestang.

Sludder og vrøvl
Der er blevet skrevet og sagt meget forkert om fiskeri med bombarda. Jeg har fisket med bobleflåd/bombarda og flue i 21 år nu, uden at jeg føler mig udlært i metoden. Hele tiden dukker der nye facetter op: teknik, anderledes udformede flåd, nye forfangsmaterialer, kasteliner, nye materialer til stænger, fluemønstre, osv. Når sæsonen er forbi, har mine fiskekammerater og jeg taget lige så mange havørreder på bombarda og flue som spinnefiskerne og fluefiskerne. Ja, flere endda!

Det er dog lige på nær i månederne maj-august og primo september, hvor havørreden selektivt går efter sild, brisling og tobis, når disse befinder sig tæt under land for at gyde. Der vil spinne- og woblerfiskerne ofte opleve kronede dage, mens vi andre ofte går tomhændede hjem.

Det er så sjovt
Jeg vil gerne pointere den vigtigste grund til, at jeg kun bruger bombarda på kysten. Jeg morer mig særdeles storartet, mens jeg gør det. Jeg har ofte talt med lystfiskere, som en enkelt gang eller to lidt halvhjertet har prøvet at montere et tilfældigt købt bombardaflåd med et alt for langt forfang og med den forkerte flue bundet på med det resultat, at fiskene ikke ville bide.
Efter at have fisket med metoden i kort tid, har de forkastet metoden og fundet den uegnet til at fange havørreder med. Enten fordi de ikke fangede noget, eller fordi de på grund af det alt for lange forfang på 4-6 meter måske havde mistet en god fisk i landingsfasen, fordi de ikke kunne nå den med deres net. Eller måske gik det bare for langsomt med at trække ind, så det i længden blev for kedeligt at udføre.

Af denne grund er mange lystfiskere gået glip af en særdeles effektiv, spændende og behagelig metode til at fange flere havørreder med på kysten, såfremt den bliver brugt rigtigt og på de rigtige tidspunkter.

Stangen/hjulet/linen/nettet
På markedet findes der et meget stort udvalg af mere eller mindre velegnede fiskestænger til fiskeri med bombarda og flue. Mange af mine fiskekammerater og jeg selv bruger en håndbygget kulfiberstang, gerne en ombygget flueklinge i AFTM 7-9 på 9,5-10,5 fod som en udmærket løsning. Kastevægten skal ligge på 5-20 gram og ikke mere. Dette fordi den bombarda, du skal bruge, vejer ca. 15 gram, og da er stænger med kastevægt fra 5-20 gram perfekte.

Om stangen skal have en hurtig eller langsom aktion er et smags- og temperamentsspørgsmål. Det vigtige er, at stangen har den såkaldte progressive aktion eller helaktion, så du ikke mister fisk på kort line. Jeg har gennem årene vænnet mig til den ”bløde” stang med progressiv aktion.
Det giver dog visse indlysende fordele at benytte en blødere stang frem for en stivere. Hvis stangen er for stiv, vil du tit miste fisken, når den hugger på kort line og derefter eksploderer, når den mærker bunden kilde sig under bugen. En blød stang vil desuden afbøde slagene fra fisken, og du har mulighed for at kontrollere situationen. Endelig er der risiko for, at du knalder linen i kastet, hvis stangen er for stiv.

Hjulet
Der findes et stort antal forskellige typer af fastspolehjul på markedet. Stort set alle typer af highspeed hjul kan benyttes. Dog skal hjulets vægt afstemmes med stangen. Det, du skal tænke på, når du trækker bombardaen ind, hvad enten den er flydende eller synkende, er at holde små pauser i din indspinning i forhold til, hvis du brugte et blink, spinner eller en wobler.

Slaglinen
Mellem den flettede hovedline og den ovale springring binder du et stykke halvanden meter langt 0,28-0,30 mm monofilline, som bombardaen kan glide på. Dette fordi du så ikke risikerer at knække fletlinen efter 4-500 kast.

Springringen
Glem alt om almindelige svirvler og runde springringe. Springringen skal være af den ovale karpetype i størrelse 10, da du så undgår, at knuden vrider sig og forårsager eventuelt linekludder i kastet. En lille detalje, som du kan grine af, men som er en ganske væsentlig årsag til, at du får et problemfrit fiskeri med bombardaen, selv i blæsevejr.

Kastelinen
Jeg anvender 2 forskellige typer kasteliner til mit fiskeri: Fra sæsonen, som for mit vedkommende begynder i marts-april og varer til hen i november-december måned, anvender jeg den uelastiske fletline i 0,12 mm i gul eller sort. Der findes mange forskellige typer, men især FireLine, Spiderwire og Sufix har jeg gode erfaringer med.

Kontant afregning
Den nye fremragende, højteknologiske og flettede fiskeline har flere fordele, som giver længere og mere præcise kast. Du får også mere direkte og kontant afregning, når en havørred hugger på lang line. Fiskene bliver kroget bedre på lang afstand med denne line, da linen er fuldstændig uelastisk. Og du får bedre mulighed for at drive fluekrogen ind i kæften på fisken, end du har med den gamle elastiske nylonline.

Den anden type line, som jeg anvender, er en ganske almindelig elastisk nylonline på ca. 0,23 mm. Denne line bruger jeg, når det bliver koldere end 4-5 grader og i frostvejr, fordi den ikke fryser eller klumper på spolen. Den meget tyndere fletline har en stor tendens til at lave ulykker ved temperaturer under 50 C, fordi den suger fugt til sig og derfor nemt laver fuglereder i kastet.

Synkende/flydende bombarda
Efter at de hurtigtsynkende eller intermediate bombarda- eller bobleflådstyper er kommet på markedet, er kystfluefiskernes succesrate steget betydeligt. Men der er stadig mange lystfiskere, som tror, de kun kan bruge synkende bombarda i put & take-vande, eller når vandet er meget koldt, og fisken derfor står dybere. Eller hvis alt andet er prøvet og ikke har virket.

Fakta er, at bombardaflådsfiskeri med en intermediate synkende bombarda og en lille flue på kysten efter havørreder er alle andre fiskemetoder overlegen!

Hvis vi sammenligner en bombardafiskers muligheder med en, der fisker med fluestang på kysten efter havørreder, så vil der være bestemte vejrforhold, som gør det umuligt for fluefiskeren at fiske i. Det kan være hårdt vejr som for meget vind og en forkert vindretning i forhold til kasteretningen eller for megen bølgegang eller strøm, som gør, at fluelinen bliver trukket eller blæst væk, eller at fluen ikke når ned til fisken.
Bombardafiskeren derimod vil kun i meget begrænset omfang blive berørt af vejr og vind. Med et intermediate bombardaflåd på 15 gram blank og et forfang på stangens længde vil lystfiskeren kunne fiske upåvirket af selv store bølger eller vind på den forkerte skulder.

Jo hurtigere, jo bedre
Så snart bombardaen er sunket ned og har trukket forfanget og fluen ned under overfladespændingen, kan du begynde at spinne den ind med hurtige omdrejninger kun brudt af kortere spinstop. Det er faktisk ligesom, når du fisker med en wobler eller et kystblink. Den eneste forskel er pauserne. Mange tror, at man skal spinne ultra langsomt ind med et bombardaflåd, afbrudt af lange pauser hele tiden. Det er ikke rigtigt.

Jo hurtigere du kan spinne fluen ind, uden at denne kæntrer i vandet eller kaner rundt i overfladen, jo større muligheder har du for, at havørrederne bider på krogen.

Hvorfor så det?
Af de tyve mest eftertragtede byttedyr for havørreden på kysten som for eksempel, kutling, rejer, mysider, tobis, sild, tanglopper og så videre, er der kun ganske få af disse, som bevæger sig normalt eller langsomt. Resten af havørredens primære byttedyr bevæger sig hurtigt eller endda meget hurtigt med rykvise bevægelser enten henover bunden eller i det frie vand. Dette faktum burde give stof til eftertanke, når man står derude og spinner bombardaen ind mod land.

Med et Mitchell fastspolehjul af den gamle type 300 eller 308 fra tresserne eller halvfjerdserne kan du ikke komme til at kæntre fluen, fordi du ikke kan opnå en særlig stor hastighed i omdrejningerne.

How to do it
Der er stor forskel på, hvordan du fisker med en synkende bombarda i forhold til en flydende. Den flydende bombarda har de fleste kystfiskere prøvet at anvende med mere eller mindre succes. Den lille succesrate skyldes sikkert, at folk har brugt den i al slags vejr, hvilket er helt forkert. Der er kun en slags rigtigt vejr til at benytte flydende bombarda, og det er særdeles stille vejr med en klar og rolig vandoverflade eller om natten, hvor fiskene går højt efter byttedyr, som stiger til vandoverfladen.

En tidlig morgen i april, maj eller juni måned, hvor havørrederne er på vej ud efter at have fourageret tæt under kysten om natten, er en langsomt trukket flydende bombarda et godt valg, suppleret med et forfang på minimum stangens længde. Grunden til, at en flydende bombarda er det helt rigtige at anvende under disse, normalt for spinnefiskerne håbløse, forhold er, at havørrederne befinder sig ganske tæt under overfladen - endda nogle gange helt oppe i overfladen.

En højt fisket flue vil streame i overfladespændingen, og havørrederne vil tro, det er børsteorm eller andre fødeemner, som endnu ikke er begyndt neddykningen til koldere vandlag efter nattens vilde jagter.

Under alle andre vejrforhold vil en intermediate bombarda være det rigtige valg.

På grejmarkedet findes der mange forskellige bombardatyper
Her vil jeg kun omtale den vigtigste type, som med fordel kan benyttes til at fiske på kysten med. Bombardaflåddet eller antenneflåddet giver nogle helt nye muligheder for bobleflådsfiskeren. Det er ovalt udformet og fungerer som et gennemløbsflåd. Den store og positive forskel er, at bombarda-flåddet har en massiv plastic krop. Og desuden er der indstøbt en lang, fast plastantenne, som fungerer som styrepind, så du dermed opnår længere og mere præcise kast.

Den massive krop på bombardaflåddet bevirker, at flåddet synker ganske hurtigt ned gennem vandsøjlen og trækker forfangslinen med fluen efter sig. Jo længere forfanget er, jo langsommere synker fluen.

Når du sørger for, at forfanget ikke er længere end din spinnestang, vil fluen hurtigt nå den rette dybde og fiske effektivt fra starten af indtagningen. Den lange antenne er nogle gange mere til besvær end til gavn, fordi havørrederne går efter antennen i stedet for fluen. Dette kan afhjælpes ved at klippe ca. 25 % af antennen og ikke mere.

Fluerne
Til mit bombardafiskeri med flue benytter jeg mig stort set kun af 4 mønstre. Fluerne er kendetegnet ved at være bundet sparsomt og typisk på en størrelse 8 eller 10 dobbeltkrog af typen Partridge Double Low Water. Eller TMC.

Silver Wonder
Silver Wonder er et effektivt mønster til det tidlige forårsfiskeri efter havørrederne, når isen lige er brudt, og vandet er koldt. Især i vigene og i fjordene har denne farvestrålende flue vist sig at være godt fangende. Hornfisk er vilde med Silver Wonder, når de lige er ankommet. Fisk den hurtigt og varieret igennem ”koget” på en flydende bombarda.
Krog: Partridge Double Low Water størrelse 8 - 10 - 12.
Hale: Orangefarvet egern + 3 stråler tynd pearl tinsel.
Krop: Flad sølvtinsel.
Fronthackel: Orange hane med korte stråler.
Hoved: Orange.

White Wonder
Denne flue er en blæksprutteimitation og en rigtig efterårs-, vinter- og tidlig forårsflue, som kan fange havørreder, når alt andet i æsken ikke dur. Prøv den især også, mens det endnu er mørkt. Min største havørred på White Wonder fangede jeg en sen aftentime i januar måned i 2 graders frost og snevejr ved Den Permanente Badeanstalt i Risskov. Den vejede 3,5 kilo.
White Wonder er også en god flue til sejer, når disse befinder sig tæt under land om efteråret. Fisk den hurtigt og streamende i overfladen.
Krog: Partridge Double Low Water størrelse 8.
Hale: Hvid egern/isbjørn og 3 stråler tynd pearl tinsel.
Krop: Hvid uld eller dubbing.
Kropshackle: Hvid hane.
Rib: Oval guldtinsel.
Fronthackle: Orange hane.
Hoved: Sort.

Den Sorte
Mit eget favoritmønster. Jakob Skot-Hansen er opfinderen af denne vidunderligt simple og særdeles effektive flue.
Fluen er en ren imitation af sort kutling. Denne lille hurtige fisk er et meget vigtigt fødeemne for havørreden. Især om sommeren på lavt vand, når kutlingen gyder, men fluen kan benyttes hele året rundt, når det er overskyet og tungt vejr. Fluen kan dog også benyttes, når der er børsteormsklækning af den lille frynseorm, Nereis diversicolor inde i vigene i det tidlige forår.
”Den Sorte” er samtidig den bedste torskeflue, jeg endnu har prøvet at fiske med på et bombardaflåd. Når torskene kom ind i skumringen, og ”Den Sorte” krydsede deres plaskende og suttende vej et stykke ude, bed de på den uden tøven.

I november og december måned kan du med fordel benytte ”Den Sorte” på en synkende bombarda efter de store gydetorsk, som – hvis du er heldig og ihærdig og opsøgende – stadig kan lokkes på krogen langs Djurslands kyster. Især på lokaliteter som Lille Fornæs, Esby, Sangstrup og Karleby Klint. Midt på formiddagen er et godt tidspunkt at prøve at fange en stor madam direkte fra kysten.

”Den Sorte” kan varieres i det uendelige med forskelligt farvet fronthackle, forskellige rib, haler, materialer, dubbingkrop og så videre. Min mest benyttede variation ser ud som vist i det efterfølgende:
Krog: Partridge Double Low Water størrelse 8-10.
Hale: Sort egern og 3 stråler tynd pearl tinsel.
Krop: Sort sæluld dubbing. Bugen ribbes op med en nål, så den får fylde.
Rib: Lilla tinsel eller oval guldtinsel.
Kropshackle: Sort hane.
Fronthackle: Orange eller sort hane eller begge dele.
Hoved: Sort eller orange.

Den Grå
Endnu et af mine favoritmønstre inden for rejeimitationer. Den Grå er en variant af de godt fangende ”Frede” og ”Magnus”, som de fleste havørredfluefiskere på kysten kender. Den Grå er en god flue i lyst og solrigt vejr både forår, sommer og sen efterår.
Krog: Partridge Double Low Water størrelse 8-10.
Hale: 3 stråler pearl tinsel.
Krop: Grå dubbing mix, sæluld eller efter eget valg.
Rib: Lilla tinsel eller oval guldtinsel eller ingen.
Kropshackle: Grizzly hane.
Fronthackle: Grizzly hane.
Hoved: Sort eller rød.
Fisketeknik med bombardaflåd

Tilslaget – fighten – landingen
Selvom havørreden tager fluen på forskellige måder alt efter årstid og vindens påvirkning af vandet, så er det vandrette sidelæns tilslag at foretrække. Med det vandrette tilslag er du sikker på, at bombardaen ikke virker som en ”dødvægt”, som kan betyde tabt fisk, allerede inden du har fået den på krogen.

At fighte en havørred med et bombardaflåd og flue er ikke meget anderledes end at fighte én på blink eller fluestang.

Voldtag ikke fisken
Det gælder om ikke at holde fisken for hårdt i starten, og når du så har fået fuld kontrol over fisken og fundet ud af, hvor stor den er, kan du langsomt stramme grebet og først lige inden landingen slække lidt på bremsen igen, så havørreden ikke river linen over i et pludseligt sidste forsøg på at undslippe.

57 centimeter
Landingsfasen er det ømme punkt for mange kystfiskere. Enten er nettet for lille, eller også har de glemt det hjemme, eller også ligger det oppe i bilen, for det var jo ikke lige i dag, vi havde forventet at få den store havørred på.
Mit eget landingsnet måler syvoghalvtreds, ja, du læste rigtigt – syvoghalvtreds centimeter i diameter på netrammen.

På en aftentur i bunden af Knebel Vig på Mols i april måned for en del år siden blev jeg vidne til et forfærdeligt drama et godt stykke længere inde i vigen. Et par ældre lystfiskere havde tumlet rundt i længere tid, og da høje råb nåede mit øre, kiggede jeg op og kunne med kikkert se den ene af lystfiskerne danse fortvivlet rundt inde i strandkanten, mens en havørred på ikke under 5 kilo dansede ligeså desperat på halen et stykke ude i vandet.
Der fandtes åbenbart ikke et net eller en fangstkrog i nærheden. Jeg var for langt borte til at kunne hjælpe i tide, og der gik da heller ikke lang tid, før den store havørred, som hårdt presset sprang igen og igen på ganske kort line, knækkede hele skidtet og forsvandt, da den ”uheldige lystfisker” gjorde et sidste forgæves forsøg på at kane fisken i land og derfor havde blokket hjulet. Det var ikke så få eder og forbandelser, som føg igennem den forårsklare luft i Knebel Vig den aften.

Senere hørte jeg, at lystfiskeren havde fisket med en flydende bombarda og et 4 meter langt forfang. Havørreden havde været godt kroget, og lystfiskeren kunne have gået med den til dommedag, hvis ikke det lige var fordi, han havde mistet besindelsen, og hvis han eller makkeren i stedet havde tænkt sig om og ”klædt sig ordentlig på” inden fisketuren.

Mine kystfiskekammerater og jeg selv kunne ikke drømme om at gå på fisketur langs kysten uden et stort landingsnet. Vi kunne heller ikke drømme om at gøre det mere vanskeligt for os selv i landingsøjeblikket end højst nødvendigt. Derfor er vores forfang aldrig mere end stangens længde, det vil sige 9,5-10 fod.

I får den lige én gang til: Forfanget må ALDRIG være længere end stangens længde! Hvis forfanget afkortes til foran hjulholderen på grund af flueskift, så skal du skifte forfanget.

Kommentar