Af Lasse og Jeppe Højrup
Af: Redaktør 07.08.16 16:23:37

Sø Torup Sø

Introduktion
Sø Torup Sø er en 70 hektar stor sø mellem Bregentved og Gisselfeld sydøst for Haslev. Selve søen er et regelmæssigt dødishul med lange skråninger helt ned til 20-23 meters dybde. Søen tilhører Gisselfeld Kloster, som udlejer fiskeretten til interesserede lystfiskere. I den forbindelse blev vi spurgt, om vi havde lyst til at komme ned at fiske i søen i løbet af efteråret.

Sø Torup Sø
Efter at have fået tilbuddet om at prøvefiske Sø Torup Sø for Gisselfeld Kloster besluttede vi at slå til. Søen virkede lidt svær, og det var derudover svært at finde information om fiskeriet og fiskemulighederne i søen. Vi fandt dog frem til lidt rygter om nogle gode sandarter, som vi ellers aldrig har dyrket så meget.
Vores store anke mod at fiske søen var vores manglende erfaring med så dybe søer, men vi kunne heldigvis koble os op med Rasmus Ingemann fra www.everythingwithteeth.dk, der var frisk på en tur til søen. Rasmus er mere hjemmevant med bådfiskeri og ved, hvordan man skaber resultater på store søer med store dybder. Og så er det jo altid spændende at komme ud og mødes med andre dygtige lystfiskere.

Selve turen
I dagene op til turen gjorde Lasse en stor indsats for at klargøre grej og få pakket til turen. Søndag meget tidlig morgen kørte jeg af sted og ankom hos Lasse i Valby klokken 5.40. Bilen blev parkeret, og vi kunne køre af sted sydpå i Lasses allerede pakkede bil. På vejen derned talte vi om, at vi ikke vidste, hvad vi skulle forvente af dagens fiskeri.
Da vi ankom en time senere, var Rasmus allerede kommet og stod og ventede på os foran kæden, der afgrænsede adgangen til søen. Vi skulle stadig vente på skytten, Peder, der skulle låse op for kæden og give os adgang til det forjættede land. Efter lidt ventetid besluttede vi at ringe til Peder, og det viste sig, at vi havde misforstået hinanden med hensyn til ankomsttidspunktet. Derfor gik der lige en halv time, før Peder kunne låse os ind, og vi kunne køre bilerne helt ned til vendepladsen ved bådebroen.
I mellemtiden havde vi fået snakket lidt med Rasmus, rigget stænger til med flåd til agnfiskeri og slæbt båden i vandet nede ved bådehuset. Båden var udlånt af Gisselfeld, og det var en ordentlig skude, der var rimelig tung at slæbe i vandet, selvom vi var 3 mand. Til gengæld var der plads til alle vores ting.
Efter at have sagt godmorgen til Peder og fået en hyggelig snak var vi klar til at stikke til søs. Vi begyndte at gøre klar i båden, og det viste sig, at vi alligevel havde en del grej med, der skulle gøres plads til. Rasmus havde medbragt ekkolod, som skulle monteres, og det samme skulle elmotor og benzinmotoren.
Under klargøringen så vi et par gedder jage lige ud for bådebroen, så forholdene så fine ud. Vejret var også lækkert med høj efterårssol og næsten ingen vind. Faktisk var det for varmt til de heldragter, både Lasse og jeg havde iført os. En lang, stillesiddende dag i båden om efteråret plejer ellers at betyde, at heldragterne skal frem, men ikke i efteråret 2014 – det har simpelthen været for lunt!
Et blik på vandet afslørede en smuk blank overflade og klart vand, hvor en større stime mindre skaller havde samlet sig tæt ved broen. Det tegnede meget godt.

Endelig var motorerne blevet monteret, grej, tøj og madpakker var nogenlunde organiseret i båden, og stængerne rigget til. Vi var klar til at stævne ud. De jagende fisk tæt ved bådebroen virkede fristende, men omvendt ville vi også gerne ud at udforske søen, så muligheder havde vi nok af. Vi skulle dog hurtigt få andre ting at tænke på.

Uheld på uheld
Ude i båden fik vi startet den medbragte benzinmotor, men den gik hurtigt død. Normalt ville vi have ekstern benzintilslutning til denne motor, men da slangen var gået i stykker dagen før, ville vi bare hælde benzin direkte på motoren. Det var den dog ikke glad for, og efter kort at have været i gang besluttede den sig for, at den ikke ville samarbejde mere den dag.
Da vi dernæst skulle koble elmotoren til i stedet, var der ingen af Rasmus’ medbragte batterier, der virkede. Lasse havde dog yderligere tre batterier med, men kombinationen af en stor båd, stor sø, vind i vejrudsigten og ingen årer syntes vi, det var lige satset nok at tage ud på søen med. Rasmus foreslog, at han kunne køre hjem at hente sin benzinmotor, og vi blev enige om, at det nok var den bedste ide. Da vi steg i land inde ved broen, kunne vi konstatere, at en del af vores agnskaller var døde. En fantastisk afrunding på en lettere kaotisk første time.
Rasmus kørte af sted efter en ny motor, og imens prøvede vi at redde agnfiskene ved at have dem gående i geddenettet, der var sænket ud over broen. I ventetiden kunne vi lige så godt fiske lidt fra broen, da vi jo havde set jagende fisk tidligere. Vi lagde to stænger ud med levende agn på hver sin side af broen. Lasse ville derefter lede efter nogle årer i bådehuset og gik ind for at rode efter dem.

Kort efter kom han dog spurtende ud på broen igen. Det ene flåd var gået under, og det var ham, der skulle starte med at tage hug. Han fik strammet op på fisken, der dog aldrig blev kroget. Ærgerligt!

Kort efter gik flåddet dog under igen, og denne gang sad gedden fast. Vi kunne hurtigt lande en mindre gedde, og det var trods alt dejligt, at vi nu kunne sige, at vi havde fanget en fisk på trods af alle besværlighederne.
Vi nåede faktisk at få to hug mere på den første times fiskeri fra bådebroen. Endnu en blev kroget, og denne gang var det min tur til at hæve en mindre gedde. Trods alt et fint plaster på såret ovenpå alle uheldene.

Endelig fisketid
Efter en times tid var Rasmus tilbage, og vi kunne påmontere den nye motor. Vi blev enige om at droppe agnstængerne og starte med at dørge med kunstagn, da tiden var blevet knap med alle de forhindringer, vi havde mødt. Efter at have sejlet 100 meter kom Rasmus i tanker om, at woblerkassen lå i bilen, så vi måtte lige en tur forbi land igen.
Da vi efterfølgende atter skulle ud på søen, stoppede motoren et par gange, men den kunne vi heldigvis fikse ved med jævne mellemrum at pumpe benzin ind i motoren. Alt andet havde heller ikke været til at bære!
Med ekkoloddet søgte vi op langs kanterne på søen for at skabe os et indtryk af forholdene samt for at se, hvad ekkoloddet kunne afsløre om eventuelle fisk. Vejret var stadig lækkert, og det var virkelig overkill at have heldragterne på, som på det meste af turen hang nede omkring benene. Rasmus havde lugtet lunten i forhold til vejret og var mere passende påklædt.
Det meste af dagen fiskede vi over 10-18 meter vand. Det var noget anderledes, end vi plejer, og rigtig interessant at prøve!
Rasmus virkede som om, at han troede fint på projektet, og han var rigtig hyggelig at være ude med, så det var en fin dag. Efterhånden begyndte vi at få et hug på stængerne. Vi fiskede to stænger med Savage Gears lip sculls og død skalle, mens Rasmus skiftede mellem forskellige woblere og swimbaits. Hver gang vi fik et hug, plottede Rasmus det ind på GPS-en, og det gjorde, at vi kunne krydse henover områder, hvor vi havde fået fisk. På den måde fik vi i løbet af formiddagen fanget 5 gedder – dog alle i den mindre størrelse. Men det var positivt, at vi kunne mærke aktivitet, for ifølge Rasmus var det småt med bananer og byttefisk på ekkoloddet.

Vi brugte resten af dagen på at søge rundt på søen. Ekkoloddet viste stadig meget få bananer og byttefisk, så vi måtte bare sejle nogle kilometer og se, om vi kunne støve nogle fisk op via hårdt arbejde. Det virkede som om, fiskene foretrak den ægte vare i forhold til agn, så vi forsatte med lip sculls, og Rasmus skiftede til agn med mere naturlige farver. I løbet af dagen kom der tre både mere på vandet, så det var interessant at se, at søen trods alt blev benyttet.

Vejret forholdt sig til den positive side hele dagen, og vi fik en fisk i ny og næ. Vi nåede dog aldrig at få noget over 3,5 kilo, men endte samlet på 11 gedder i båden. 5 til Rasmus og 3 til hver af os. Det var dog tydeligt at mærke, at vi ikke har grejet til denne form for fiskeri, da vi missede en del hug på grund af lidt for bløde stænger.
Det var dog interessant at studere Rasmus’ tilgang, at fiske med paravaner og høre lidt mere om Rasmus’ erfaringer og fangster af store fisk. Og så var det imponerende at se, hvordan Rasmus havde styr på både stænger, båd, motor og fight af fisk, når en fisk huggede.

Solen sank i horisonten, og vi følte egentlig, at vi havde fisket det meste af søen af, selvom der helt sikkert var nogle dybder, vi ikke havde været på med vores agn. Vi var egentlig fint tilfredse med dagens resultat. En stor fisk på første tur ville have krævet en smule begynderheld, men samtidig ville vi godt have præsenteret en fisk på +5 kg for Fiske Avisens læsere. Den omgang må vi skylde.
Klokken 16.15 sejlede vi på land igen, hvor vi fik en hyggelig snak med fiskerne fra de andre både, der havde været på vandet denne dag. Ingen af de andre havde fundet byttefisk i større koncentrationer, og den høje vandtemperatur på 12 grader udgjorde nok en stor del af forklaringen på dette. En af de andre fiskere var flink og hjalp os med at få den tunge båd hevet på land igen. Efter en ordentlig gang nedpakning satte vi kursen mod København igen.

Vil du fiske her?
I øjeblikket er der ledige bådpladser til leje ved Sø Torup Sø. Lejeaftalen fungerer således, at man lejer adgang til fiskeriet i perioden 1. maj til 30. april året efter, og man medbringer selv båd. Denne kan lægges fast ved søen eller sættes i med trailer efter behov. Der er desuden adgang til at benytte et fælles bådehus, hvor man kan opbevare forskellige ting. Ligeledes er vejen til søen låst af med nøgle, som kun konsortiemedlemmerne har adgang til.
I alt er der 14 bådpladser, hvoraf to af pladserne er Gisselfelds egne, som bruges ved særlige lejligheder – fx når Fiske Avisen kommer forbi. Derfor er der rigeligt med plads at boltre sig på ved søen, og man vil sjældent føle sig klemt. Da vi lå på søen, var der tre andre både ude, og der var rigeligt med plads til alle. Ligesom de andre vande, vi har besøgt ved Gisselfeld, må vi igen nævne de naturskønne omgivelser, man sejler rundt i. Grønne områder i form af skov og mark så langt øjet rækker, og det specielle bakkede landskab, der dominerer i dette område, giver naturnydelsen endnu en tak.

Vil du vide mere om mulighederne for lystfiskeri ved Sø Torup Sø, kan du enten søge mere viden på hjemmesiden www.gisselfeld-kloster.dk eller ringe til vildtforvalter Peder Top på tlf. 29 40 16 94.

Kommentar