Marc Skovby og Carsten Staal
Af: Redaktør 02.11.11 14:42:00

Pighvar på flue – Fly Madness i brændingen…

Skridtene er tunge i det løse sand, som dækker den sidste klit, der blokerer udsynet til vandet. Lyden fra den jyske vestkysts brusende brænding afslører dog, at vi er tæt på nu.

Efter at have hørt om gode fangster af pighvarrer på vestkysten på traditionelt grej, havde snakken længe gået omkring et pighvarsats med fluegrejet. Historierne om specielt tyske turister, der på faldende vand kunne gå i vand til knæene og ”samle” hvarrerne op, bevidnede, at fiskene var inden for rækkevidde med fluegearet. Både med hensyn til afstand fra kysten samt dybden, de befandt sig på. Spørgsmålet var så bare, om vi kunne få dem til at spise kroge klædt i fjer, hår og flash.

Få døgn inden var det koralsandet i Den Mexicanske Golf, der var under fødderne, og efter 14 dage på den anden side af Atlanten var eventyrlysten ustyrlig og hungrende i sin søgen efter nye hjemlige jagtmarker for flugrejet. Jeg var dog langt fra forberedt på det syn, der mødte os, da vi nåede toppen af klitten og fik frit skue udover vestkystens enorme vandmasser. De flere meter høje bølger, der hamrede mod revlerne og som piskede vandet til skum i en sky af sand og bølgesprøjt, fik meget hurtigt lagt en dæmper på mine hvar-drømme. Det er svært at sige, hvad jeg havde forestillet mig. Men som fluefisker, der er opvokset på østkysten, virkede dette miljø ikke særligt ”flue-egnet”, og hvor nødigt jeg end vil indrømme det, så stak vi stængerne mellem benene og vendte snuden hjemad uden overhovedet at have lagt et eneste kast ud.

Der skulle gå endnu et år, før Carsten igen fik mig overbevist om, at vi skulle aflægge et visit på vestkysten igen. Om det var fordommene, der var vokset siden sidste besøg, eller om forholdene bare var mildere, skal stå i det uvisse, men denne gang virkede den brusende brænding knap så voldsom. Da vi træder ud i vandet, mærker vi med det samme den stærke understrøm, der langsomt flytter sandet under vores fødder. Vi mærker tydeligt bølgernes kræfter mod vores ben, og det turbulente vand gør det nærmest umuligt at holde kontakten til fluen. I løbet af de næste par timer bliver der eksperimenteret på kryds og tværs med fluer og diverse affiskningsteknikker, og vi finder efterhånden ud af at udnytte forholdene i stedet for at kæmpe imod dem.

De næste par timer fisker vi brændingsområdet tyndt uden at se eller mærke nogen form for liv. Men troen var der stadig eller måske nærmere håbet. Troen på os selv var i hvert fald betydelig større end hos de mange strandgæsters nysgerrige og nærmest overbærende blikke. Fluefiskere ved vestkysten var bestemt ikke noget, de var vant til at se. Længere henne ad kysten kom to spinnefiskere gående med et bundt hvarrer. Deres overbærende træk på smilebåndet, da de så fluegrejet, gav os endnu et hint om, at vi her var på udebane. De skæve smil blev dog hurtigt fjernet, da Carsten i det samme sætter krogen i en fisk på det lave brusende vand. Det hele står et øjeblik stille, og med små bølgende bevægelser afslører en pighvar sig, inden den igen slipper sit tag.

Stemningen er et øjeblik euforisk, men samtidig præget af en følelse at ærgrelse. Så tæt på og så alligevel ikke. Nederlaget var dog ikke større, end at det gav yderligere tro på vores sag. Og inden for ganske få minutter ser vi flere fisk, der flygter mellem benene på os, når vi går gennem det lave klare vand. Troen på vores projekt har nu aldrig været større. Endelig strammer linen op, og krogen sættes. En anderledes fight, som er domineret af små hidsige bølgende bevægelser og lange pauser, hvor fisken bare ligger og suger sig til bunden, begynder. Med konstant og hårdt pres får jeg sammen med bølgerne kanet fisken på det tørre. Vi kigger kort på hinanden, og ingen siger et ord – det er den utalte indforståethed, som vi lystfiskere kender alt for godt. Vores første fluefangede pighvar på den jyske vestkyst er en realitet!

Kystfiskeri på den jyske vestkyst efter pighvar er ikke noget nyt. Det er dog et fiskeri, der kun har været dyrket af få indtil for et par år siden, hvor det for alvor begyndte at blive nævnt i sportsfiskepressen. Siden da er fiskeriet opblomstret, og mange har lagt vejen forbi de mægtige jyske sandsletter i jagten på en af de potentielt største rovfisk langs vores kyster.

Fiskeriet starter i begyndelsen af maj, afhængigt af vind og temperatur. Her søger fiskene ind bag brændingen på det lave vand, som på trods af den store vandudskiftning først på sæsonen tager fint imod solens varme. Her kan de ligge i baghold og vente på bytte, der bliver fanget i brændingen, og som bliver skyllet lige ind i hovedet på dem.

Her bliver de liggende, hvis forholdene ellers tillader det, til slutningen af september, hvor temperaturen atter falder, og fiskene igen søger mod dybere vand. Pighvarrernes tilstedeværelse på det lave vand – og dermed også fiskeriet – får dog et ophold i en 3-5ugers periode midt på sommeren, hvor fiskene trækker mod dybere vand. Formentlig for at gyde og sikre næste generation.

Et spisekammer
Umiddelbart virker det kystnære vand ved første øjekast som en gold og død sandørken uden liv. De konstant rejsende bølger, der smadrer mod revlerne, gør det umuligt for vegetationen at finde fæste i det løse sand. Den hårde understrøm, der til tider får trækket i enhver dansk å til at minde om en stillestående kanal, gør det usikkert og ikke særligt ”økonomisk” for fisk og krebsdyr at færdes der. Sandheden er dog en helt anden, hvilket også er grunden til, at pighvarrerne har fundet sig til rette på de turbulente sandsletter. Den dominerende pålandsvind fører en masse næring ind til kysten, som bliver hvirvlet op hen over revlerne. Dette trækker krabber, rejer og småfisk som tobis, silding, brisling og kutling ind nær brændingen. Her lever de et farligt liv i evig flugt fra de patruljerende havfugle foroven og den konstant truende brænding, der nemt skiller en stime småfisk og slår dem mere eller mindre bevidstløse. De omtågede småfisk føres nemt med bølgerne ind over revlen og ind til de mange ventende hvarrer, der ligger i baghold i det lettere turbulente bagvand fra brændingen.

Vind, vejr og hvor
Den konstante og meget ofte hårde pålandsvind samt de store dønninger fra det åbne hav i Nordsøen er med til at skabe et unikt miljø langs vestkysten. Et miljø, som vi ikke finder andre steder herhjemme. Den dybe horisont, hvor himmel og hav smelter sammen. De store sandsletter, der er i konstant forandring og som uafbrudt formes af vinden og bølgerne. Disse overvældende omgivelser og vidder kan i første omgang virke uoverskuelige, da det hele ved første øjekast ligner hinanden. Kigger man derimod nærmere på kystlinjen samt på strømforholdene, vil man hurtigt opdage variationer som ”badekar”, små sandbanker og tidevandskanaler/hestehuller. Selv bundforholdene skifter fra hårdt til løst sand og fra fint til groft grus. Disse variationer gør det pludselig muligt at skelne strækkene og pladserne fra hinanden.

Det bedste fiskeri og den største koncentration af fisk har vi oplevet omkring vandskiftet ved højvande. Specielt pladser med faldende vand, hvor vandet trækker sig tilbage gennem tidevandskanalerne, kan holde fisk. Her fører vandet en masse føde med sig, som bliver klemt ud gennem disse huller og kanaler, hvor revlerne brydes. Af bundtyper vil porøst sand ofte være det mest produktive i forhold til grus eller hårdt kittet, bølgende sand. Store flade sandbanker med porøst sand, der strækker sig ud fra kysten, er ofte sikre pladser, som hvarrerne ynder at ligge i baghold på.

Som rettesnor foregår fiskeriet på ca. 30 cm til 80 cm vand. Men fiskene kan også sagtens findes på lavere vand. At gå i vand til midt på skinnebenet og kaste parallelt med eller skråt ind mod kysten kan kræve lidt overvindelse og virke håbløst i starten. Specielt når al ens naturlige fornuft skriger på at sende fluen mod horisonten. Faktum er dog, at det er herinde, de fleste fisk ligger. Vi har sågar oplevet fisk blive mere eller mindre efterladt af bølgerne oppe på stranden. En god indikator for, om pladsen holder fisk, er at holde godt øje, når man flytter sig. Er fiskene der i et interessant antal, vil man ofte se fiskene flygte eller sågarkomme til at træde på fisk, der har gravet sig ned i sandet. Ser eller mærker du flere fisk inden for samme område, kan det sagtens betale sig at fiske det af endnu engang. Er der en hvarre, er der ofte flere!

Grej og gear og teknikker
Grejet til vestkysten minder, når vi snakker stang og hjul, meget om grejet til havørrederne. Liner, fluer og forfang er derimod en helt anden snak. Saltvandsmonterede stænger i # 6-8 med en kraftfuld bunddel egner sig fint til fiskeriet efter de flade og til forholdene på vestkysten. Hvarrerne har en fantastisk evne til suge sig fast til bunden, og her kræver det et stykke kraftfuldt kulfiber at løfte fisken, hvis den bare har lidt størrelse.  Vinden spiller også en rolle på disse kanter, og der er som regel nok af den, så her kommer en klinge med lidt krudt i bunddelen også til sin ret.

På trods af den lave dybde, vi fisker på, foregår det med synkeliner. Understrømmen er ofte hård, og turbulensen fra bølgerne gør det umuligt at fiske effektivt med flydeliner. Helsynkende WF-liner i synke 3-5 er derimod, hvad der skal til. Disse liner har ofte en tynd diameter og lægger sig på trods af strømmen fint på bunden og så langt væk som muligt fra bølgernes turbulens. Man kan måske føle sig fristet til at fiske med hurtigere synkeliner som f.eks. grainsliner. Men på grund af turbulensen i vandet er de øverste centimeter af sandbunden ofte i konstant bevægelse, hvilket resulterer i, at linen arbejder sig ned i sandet.

Kortklumpede liner med en kort fronttapering er også klart at foretrække. Kastene bør sjældent være lange, da det går ud over kontakten til fluen i bølgerne. Det sat sammen med de blæsende forhold gør den kortklumpede line særdeles egnet. Den korte fronttapering kommer til sin ret, når de store og tunge fluer skal vendes op mod vinden. Af samme grund bør forfanget være kort og i den kraftige ende f.eks. 3 fod 0,50 mm + 4 fod 0,40 mm. Fiskene jager hovedsageligt ved hjælp af synet under disse forhold, og en ophængerflue vil i mange tilfælde øge kontakterne, da sigtbarheden ofte kan være begrænset i det oprørte vand. Her bindes 0,40 mm-delen sammen med 0,50 mm-delen med en kirurgknude, hvor en tafs på ca. 1 fod lades stikke ud fra knuden. På hovedlinen monteres en belastet flue og i tafsen en ubelastet. Den ubelastede flue giver den mest naturlige præsentation for fiskene, da den flakser rundt i vandet som en skadet fisk, der er fanget i turbulensen. Den bagerste tunge flues ”ankereffekt” er dog en nødvendighed for at holde fluen nede ved fiskene. Fiskes der kun med en flue, er det kun med den belastede for enden af forfanget.

Fluerne er primært fiskeimitationer, men også rejefluer i størrelse XL virker. Pighvarren er en rovfisk af værste skuffe, og i maveindholdet har vi bl.a. fundet tobis, brisling, silding, kutling, rejer, krabber og fladfisk. Fluer mellem 8 cm og 12 cm, bundet på kraftige saltvandskroge størrelse 1-1/0, er at foretrække. De kraftige kroge er ikke så meget på grund af fiskens styrke, men derimod på grund af dens mund. I siderne af munden er skindet meget tyndt og sprødt, og med en krog af tynd wire skærer krogen sig simpelthen igennem skindet, når man lægger pres på fisken. De kraftige kroge derimod fordeler presset på et større område og resulterer i færre mistede fisk. Fluerne er bundet med udgangspunkt i synlighed. Masser af flash og farven pink har vist sig særdeles effektiv under de fleste forhold. Vi har sjældent oplevet hvarrerne være selektive på bestemte farver eller mønstre, så mulighederne er mange. Bare de er bundet med synlighed som den primære prioritering.

Vi binder som nævnt fluerne i både belastede og ubelastede versioner. De belastede minder rent bindeteknisk hovedsageligt om store crazy charlie´s med tunge twin- eller dazzle eyes og bundet ”up side down”. De ubelastede er primært ganske almindelige ”Baitfish fluer” enten bundet ”high&low tie”, som skaber en flad, men høj profil og giver en flaksende gang i bølgerne eller bundet med skaftet som center, hvilket giver en rund og ligeligt fordelt silhuet fra alle sider. Hovederne kan med fordel dækkes af epoxy, da livet i brændingen kan være hårdt for blottet bindetråd.

Pighvarfiskeriet på vestkysten giver fluefiskeren nye udfordringer i et nyt miljø. Et miljø, som kun ligger til grund for fluefiskeri meget få andre steder i verden. De mange unikke elementer ved fiskeriet og dets unikke omgivelser åbner dørene for et helt nyt aspekt i det danske kystfluefiskeri. Et aspekt, som indeholder både muligheder og en snert af eventyr.

 

Kommentar