Citater fra bogen ”Grünwalds greatest” i kursiv. Gengivet med tilladelse af forfatteren.
Inspireret af især den danske lystfiskeforfatter og journalist Jan Grünwalds bøger om laksefiskeri i Norge drog jeg af sted til Norge for at prøve lykken som amatør laksefluefisker. Første stop var Bjøraelven, som løber ud i Namsen ved byen af samme navn. Efter 2 dages resultatløst fiskeri, hvor jeg dog havde kontakt med en stor laks, blev jeg syg og fik så dårlig mave, at jeg lå indebrændt i teltet uden mulighed for at fiske mere.
Da jeg kom lidt til hægterne igen, besluttede jeg at pakke teltet ned og køre til Stjørdalselven, hvor rygtet sagde, at forholdene var blevet perfekte til flydelinefiskeri med små dobbeltkrogede rørfluer.
– Den lakseførende del af Stjørdalselven er ca. 50 kilometer lang, og ovenfor tilløbet Forra er strømmen ikke bredere, end at en habil fisker kan dække alle pladser med en fluestang. Pools, stryg og sving veksler mellem glidende passager og mindre fald, inden elven får tyngde og bredde på de sidste kilometer af Hegra og til Trondheimsfjorden.
Denne store afveksling i strømmens løb har givet Stjørdalselven status som en af Norges bedste flueelve, og fra Flornes og op til Meråker er det sjældent at se andet end fluefiskere i aktion langs bredderne.
Et stort lavtryk var ved at bygge sig op over Nord Trøndelag, og et voldsomt torden- og regnvejr følger mig på næsten hele turen nedover til Stjørdalen og kulminerer, da jeg kører over broen ved Hembre Gård.
Efter et lille hvil og en hyggelig snak med Inger Hembre, som desværre havde alt udsolgt på Hembres vald, kører jeg op ad grusvejen langs Stjørdalselvens sydlige side op mod Daugårds vald, der ligger ret ovenfor Einangstykket.
Jan Daugård havde netop taget imod et nyt hold laksefiskere, da jeg holder ind på hans gårdsplads, og jeg kommer tydeligvis til ulejlighed. Jan Daugaard, som på det tidspunkt havde drevet sin lakseskole i næsten 20 år, kigger mistænksomt og lidt forundret på min faldefærdige bil og vagabondagtige påklædning, mens han gør miner til at smide mig ud af gårdspladsen.
– Ved du, hvor jeg kan fiske laks med flue her i Stjørdalselven og bo billigt i et telt? spørger jeg hurtigt og lidt forsigtigt.
Jan Daugaard slapper nu af ved lyden af mit jyske syngeri og svarer beredvilligt …
– Du kan køre ned til Hembre Gård ved byen Hegra og slå dit telt op på campingpladsen, eller du kan køre op til Midtkil eller Øverkil Camping eller Flornes. Men hvis jeg var dig, så ville jeg lige nu, hvor regnen kommer, tage op til byen Meråker og slå dit telt op bagved Fagerlia Kro. Jeg har set indtil flere 10 kilos laks gå forbi her, men vi kan ikke få dem til at bide, og de er helt sikkert nået derop nu.
Da jeg senere på dagen når op til Renåstykket, regner det kraftigt, men jeg ser alligevel ud af øjenkrogen en fisker stå i et sving af elven med bøjet fluestang på den modsatte side. Jeg smider straks bilen ind til siden og farer ud for at skyde et par billeder af den heldige. Efter en stund får laksefiskeren kontrol over fisken, og klepperen tager laksen i et kæmpe net og svinger den ind over land. Det viser sig senere at være en nystegen blanklaks på 12 kg!
– Som med Norges andre kendte elve var det englænderne, der først opdagede Stjørdalelvens muligheder. Ganske vist blev elven regnet for andenklasses i forhold til Namsen, Rauma og Driva, men omkring 1850 lejede Henry Pottinger, der var én af tidens berømte og berejste udendørs sportsmænd, den øverste lakseførende del af Stjørdalselven. Fiskeretten omfattede 8 mil og gik fra Hegras grænse op til Nustadfossen i Meråker, hvor laksen bliver stoppet af et stort fald og ikke kan komme videre.
I de følgende 80-90 år kom en jævn strøm af den engelske overklasses laksefiskere til Stjørdalselven og fiskede på Flornes og Meråkerstykket, hvor gården og familien Renå blev midtpunkt.
Vel ankommet til Meråker slår jeg mit lille telt op på pladsen bagved kroen, bikser hurtig noget sammenkogt aftensmad på min primus i en pause i regnvejret og falder derefter straks i søvn med kæmpelaks dansende foran min nethinde og med lyden af de overflyvende skovsneppers tjui-thui nærmest hviskende i mine ører.
Tranedans og laksefeber
Næste dag bruger jeg til at gå på opdagelse langs elven og prøver på at finde de stykker, hvor jeg vil koncentrere mine anstrengelser. Et hurtigt besøg på det lokale turistkontor åbenbarer det temmelig nedslående faktum, at der ikke er blevet taget én eneste laks på de ca. 7 kilometer laksevand, som hører under Meråker i de sidste 3 dage.
Da jeg kommer forbi en stor mark, hvor der netop er spiret kålrabi frem, spotter jeg en lille flok traner, som fouragerer der. Åndeløst listende på tå får jeg nogle fine skud af disse yndefulde fugle.
Et spontant besøg ved elven lige nedenfor hængebroen, hvor en lokal gammel laksefisker står lidt ude elven og kaster med en lang fluestang, giver det resultat, at jeg nu ved hvilken flue, jeg skal sætte på mit forfang.
Fluer med dobbeltkrog i str. 6-8 og med sølvkrop og brune eller gråvingede nuancer samt blåt fronthackle som for eksempel Midtgaard eller Silver Ranger eller Rusty Rat er gode til sommer-/sensommerfiskeriet i Stjørdalslelven, når det er dagfiskeri og solen skinner, eller det er lyst i vejret. Men så snart det vælter ned med regn over Storlien, og skyerne buldrer gennem Stjørdalen, er det på tide at finde de mere mørktfarvede fluemønstre frem af æsken som fx Gary, Sunray Shadow, Monroe Killer, Olafluen, Thunder&Lightning, Black Shank eller andre mønstre i orange, sorte og grønlige farver.
Det er dog med lidt bange anelser, jeg først på aftenen sidder nede ved elven og spiser min mad, imens en lettere overrislet svensk laksefisker underholder mig med alle de store laks, han har taget for næsen af de lokale i den seneste uge og fået sneget med tilbage til campingvognen på Fagerlia uden at blive opdaget.
Jeg forholder mig skeptisk til hans udgydelser og lytter kun med et halvt øre, mens mit blik scanner den store pool nedenfor hængebroen. Da jeg træder af på naturens vegne og går om bagved læskuret et øjeblik, benytter svenskeren lejligheden at forsvinde op i buskadset på skråningen over elven på den modsatte side.
Efter et stykke tid følger jeg efter svenskeren for at se, hvor han er blevet af. Og da jeg når ud på hængebroen, ser jeg ham komme gående ud af buskadset ca. 100 meter væk og op langs elven på det lange stykke, som de lokale laksefiskere kalder for Motorvejen. I det øjeblik tager jeg min beslutning. Aftenens fiskeri skal foregå på Motorvejen.
Motorvejen er et ca. 600 meter langt stykke med en utroligt varieret elv, der på de første 400 meter opstrøms hængebroen umiddelbart virker lige, retløbende og gabende kedelig, men jeg skulle senere erfare, at dette var helt forkert. De næste 200 meter opstrøms efter det skarpe sving, hvor elven bliver mere end dobbelt så bred, løber den vildt og voldsomt med malende høler og dybe, sugende strømhvirvler nedover fra en stor skovbeklædt ø, langs stejle skovskrænter og ned til fosnakkken, der markerer svinget og indsnævringen af elven.
Herefter falder elven langsomt til ro og fortsætter sit tunge, dybe løb ned mod et stridt, lavt strømfald og snævrer sig så drastisk ind, drejende skarpt ned de næste 400 næsten snorlige meter mod broen.
Drømmevand for en amatørlaksefisker! Dog er de øverste 200 meter svære at affiske, hvis ikke man kan Spey caste, så jeg fik mine problemer med at nå ud til laksepladserne på det stykke.
Vandstanden i Stjørdalselven er konstant stigende hele perioden på grund af det voldsomme regnvejr.
– Lige som mange andre lakseelve i Norge blev Stjørdalselven udbygget med et kraftværk i midten af 90’erne. Det har betydet, at strømmen til dels er blevet tæmmet og toppen taget af de store flomme om foråret – men også at strømmen ikke bliver så lav under en tørke. Middeltemperaturen i elven er sunket med ca. 2 grader, og det lette sommerfiskeri med flydeliner og små fluer, som Stjørdalselven førhen var berømt for, findes der mindre af. Kraftværket er placeret langt oppe i de øverste løb ved Meråker, og der er skrappe bestemmelser for hvordan og hvor meget, det skal køre.
If you can dream it you can do it
Efter at jeg har forsikret mig selv om, at min nye ”fiskeven” er i sikker afstand, så jeg ikke generer hans fiskeri, når jeg hen til det skarpe sving nedenfor en lille fosnakke. Svenskeren er nu ude af syne.
Vejret er lunt, og regnen siler ned. Jeg stiller mig ved bredden og tørrer regnvandet væk fra ansigtet, mens jeg forsøger at få styr på min puls. Knotten er overalt, men jeg forsøger at abstrahere fra de små sataner og puster litervis af tobaksrøg ud mod angriberne.
Med et kort overhåndskast lægger jeg min flydeline ud over Stjørdalselven for allerførste gang. 4 kast senere hugger en laks!
– Når vandet er blevet varmet op over 10 grader i slutningen af juni måned, er der sjældent brug for andet end en flydende line og en mindre flue på et par meter forfang.
Den oprindelige stamme af Stjørdalslaks er korte, brede og kraftfulde fisk, der foretager lange vandringer i Atlanterhavet. Laks med 3 år i havet ligger på omkring 8-14 kilo alt efter, hvor gode opvækstmuligheder den har fundet på sin færd.
Stillingskrig
Laksen bider hårdt 2 gange, inden den endelig tredje gang, jeg lægger fluen ud i strømmen, tager fluen med et smæk. Så farer laksen ud af hullet, hvor den har stået og hvilet, og nedad elven med uimodståelig kraft, hvorefter den vender som lyn og torden og svømmer tilbage til hullet bare et par meter nedenfor mine fødder.
Klokken er tyve minutter over syv om aftenen. Regnen driver gennem dalen, og jeg står nu tøjret til min første laks i Stjørdalselven. Fluelinen er spændt totalt op, dirrende og synger sin egen vilde sang i regndisen over elven.
Næsten en time går, uden noget sker. Efterhånden mærker jeg, at min højre arm er ved at syre til, så jeg skifter hånd og ryster den lidt.
Svenskeren er nu nået så tæt på mig, at han opdager min stærkt bøjede stang. Han ruller hurtigt sin flueline ind og sætter i en kluntet galop ned over rullestenene mod mig.
– Er den stor? spørger han lidt forpustet.
Jeg svarer ham, stirrende ufravendt på stedet, hvor laksen står og hviler.
– Ved det ikke, men 5 kilo skal den nok være!
Efter en stund beslutter laksen sig for at svømme lidt nedad elven med mig og svensken halsende bagefter. Så stopper den igen op og returnerer til hullet, hvor den tilsyneladende godt kan lide at være.
– Fy fan for en fisk. Den er f….. mindst over 8 kilo!, udbryder svensken nu tydeligt ophidset.
Fighten – eller tovtrækkeriet, skal man snarere kalde det – har snart varet halvanden time. Kun fluelinens syngen i luften og fornemmelsen af liv for enden af den indikerer, at jeg har kontakt med en laks og ikke bunden. Efterhånden er jeg gennemblødt af både regn og sved, har røget en hel pakke smøger og er ved at være temmelig slidt. Da sparker svensken i irritation over sit eget ”ødelagte” fiskeri en stor sten ud i elven lige ved siden af, hvor laksen står, og jeg er tæt på at sparke idioten ud i vandet efter den af bar arrigskab. Men … det virker!
8 kilo+?
Laksen tager et par tunge, korte udløb i forsøget på at nå ud i hovedstrømmen, og jeg kan mærke fiskens kræfter er ved at svinde. Så pludselig dukker en enorm hale op i overfladen. Fisken står nærmest lodret i vandet, og svensken knæler ned første gang, laksen kommer tæt på ham, griber den i gællerne og trækker den langt op på den stenede bred.
Da jeg når hen til laksen, falder fluen ud af kæften på den. Det var i sidste øjeblik, den kom op på land. Min første store norske laks ligger nu med klaprende gæller og kigger skelende på mig. Bang! En stor sten i skallen på den, så er den død. Min puls går med 180, og jeg må tage mig alvorligt sammen for ikke at hyperventilere. Først efter nogle minutter er jeg klar til at begynde den farlige klatretur op over den mudrede skrænt tilbage ned til hængebroen, hvor bilen står.
Senere den aften sidder svensken, hans kone og jeg foran deres store campingvogn på Fagerlia og skåler i whisky for den fine fangst. Min laks vejer præcis 10,2 kilo og måler bare 92 centimeter! Tyk og fed som en pattegris ved juletid. Svensken fortæller mig, at han har taget 3 laks mellem 8 og 12 kilo på flue den sidste uge – på Motorvejen. Ingen andre fiskere har han set …
– Nato-laks er en slankere og mere udstrakt type laks, der har vundet fodfæste som gydefisk i Stjørdalsdelven. Da Værnes Flyveplads blev bygget i 1960’erne, blev det nederste stykke af elven forandret, og som kompensation blev der udsat et stort antal laksesmolt over en femårs periode. Disse laks har siden udgjort en stor del af elvfangsterne, og de ser ud til at klare sig godt i elvsystemet.
Speed King
Det samme scenarie udspiller sig aftenen efter. Samme tid, samme sted, samme flue, samme vejr – næsten da. Vinden, der suser ned gennem dalen fra nordvest, er råkold, og myg og knot er forsvundet. Ca. halvanden hundrede meter længere nede ad elven lægger jeg den samme flue som aftenen før tværs over strømmen og mender den lidt, så fluen får ekstra fart på, inden den svinger ud i midten af elven.
En stor laks hopper halvt ud af vandet lige der, hvor min flue befinder sig. – Wauw, når jeg lige at tænke, inden linen spændes op, og stangen hugger fremad, så det knager i korken.
Den hugger vildt på fluen og sprinter nedad elven, imens den springer vildt for at befri sig for fluen. Før jeg overhovedet har fået besindet mig, er laksen nu svømmet langt ned ad elven og tæt på hængebroen. RRRRRRR lyder det højt fra det gamle, men uopslidelige fluehjul. Som en gris, der er ved at blive slagtet.
Jeg når ikke at fatte noget som helst, førend laksen, igen vildt springende, sprinter endnu længere ned ad elven med fluelinen og det halve af baglinen hængende efter sig og går under hængebroen med mig galoperende efter med hjertet hængende ud af halsen. Den her fisk får jeg ikke, er min første tanke, da laksen endelig stopper efter nogle spring, der får skumsprøjtet til at brage igennem poolen.
En norsk familie, der har lavet bål ned ved hængebroen, får nu øje på laksen og råber højt, mens de peger. En lille dreng står og kigger måbende på mig, som nu er nået ud på en lille odde 50 meter opstrøms broen. På stangens bevægelser kan jeg mærke, at laksen står og svajer frem og tilbage i den stærke malstrøm i det dybe høl bag broen, og jeg kan mærke fluelinen er spændt til bristepunktet.
Gå tur med hunden…
Laksen er ikke til at rokke ud af stedet. Så kommer jeg i tanke om Jan Grünwalds anvisninger i hans første bog ”Laks”, hvor han beskriver, hvordan man kan få en vild laks, der er stoppet, ud af strømmen og til at gå op igen mod strømmen.
Der er ingen mennesker at se bortset fra familien ovre på den anden side af elven. Jeg vender mig nu resolut omkring og tager fluestangen på nakken, og med ryggen til laksen går jeg nu langsomt op fra, hvor jeg kom.
De første 50 meter følger laksen bare med som en lille hund i snor, men så tager p….. ved dyret. Laksen stopper brat. Vender om og stryger tilbage til hølet bagved broen. Dette gentager sig 3 gange, inden laksen bliver træt af legen og bare beslutter sig for at stå fast ned i hølet bagved broen. For hvert minut, der går, får krogen dårligere fat i kæften på laksen.
Efter en lang våbenhvile bliver jeg træt af legen, sætter hårdt mod hårdt og får nærmest tvunget laksen ind i smult vande bagved odden, så den kæntrer, og den store hale vælter rundt i overfladen. Som en sidste desperat mulighed for at slippe fri af krogen går laksen på tværs og spænder imod af alle kræfter.
Så giver laksen op og vender siden i vejret, og jeg kan kane den ind på det lave vand igen og så tæt på, at jeg kan tage fat i halen på den og få den op på det tørre. Fuldstændig udmattet og gennemblødt af sved kaster jeg stangen fra mig i stenene, smider mig nedover fisken og holder den fast med mine rystende knæ, mens et halvkvalt jubelskrig forlader mine tørre læber.
Den norske familie råber næsten ligeså højt, og da jeg har fået dræbt laksen og rejser mig op for at få pusten, står de på den modsatte side af elven og klapper af mig.
Flere biler er nu standset op på hængebroen og dytter anerkendende. Spontant tager jeg min kasket af og bukker op til mit publikum. Det er åbenbart ikke hver dag, der bliver fanget laks på Motorvejen.
Natten er sort
Senere det år er jeg igen på vej op gennem Østerdalen for sammen med Henrik og hans dreng, Anders, at fiske en uge i august måned i Stjørdalselven på de forskellige vald, der ligger som perler på en snor fra Hembre Gård og opstrøms til Renå.
Det er i begyndelsen af august måned, og rygterne går på, at store mængder af sommerlaks har entret Stjørdalselven, og der bliver taget mange fine fisk på flue.
August 2004 skulle senere blive husket som én af de varmeste måneder i mange år i Norge, så bl.a. derfor besluttede vi os for at fiske om aftenen og natten samt tidlig morgen til hen på formiddagen.
– Lige før elven lukker i slutningen af august måned, kommer der et sent træk af blandede størrelser laks op i Stjørdalselven – hvis ellers forholdene er rigtige. Disse sene opgængere har normalt travlt og stopper sjældent længe på en plads. Men de er uhyggeligt stærke og voldsomme fightere, og hvis det lykkes en fisker at kroge en sådan guldfarvet opgangslaks lige fra havet, så får han nok at se til.
Vi fanger ikke nogen laks, men mister indtil flere om natten i den store pool ved træhuset.
Først på aftenen får Anders sig en lille passiar med en ung elgtyr, der er vadet ud i vandet ovenfor hængebroen for at drikke. De to ”teenagere” står længe og kigger på hinanden, indtil Anders endelig vender sig om og kalder på sin far.
– Far!
– Ja. Hvad er der?
– Der står en stor elg og kigger på mig!
– Hvad siger du? Sikke noget vrøvl. Fang nu en laks i stedet for at stå der og drømme!
– Jamen, far! Det er altså rigtigt. Hvad skal jeg gøre?
– Hold så op Anders, ellers skifter vi nu!
– Faaaaar! Den bevæger sig!
Henrik rejser sig – nu tydeligvis irriteret over sønnikes utidige afbryden af hans pibetænding. Da Henrik farer ud af gapahuken for at lægge tryk bag sine ord, ser han en stor, ung elgtyr stå og glo på sin lille søn. Midt ude i Stjørdalselven. Elgen fornemmer åbenbart, at den nu er i undertal. Med et dampende grynt vender elgen brat omkring og tramper op i buskadset på den anden bred.
Laksefiskeri i drømmeland
Fuldmånen sender sit blide skær nedover Stjørdalselvens glitrende overflade. Jeg er vadet ud ovenfor en stor nakke og kaster nu min store, sorte rørflue langt ud, tværs over elven, mens jeg forsigtigt tager et par følende skridt nedover stykket. Nattens mørke kærtegner mine kinder som det blødeste fløjsklæde. Oppe i skoven bag elven tuder en natugle flere gange, og tiden er som gået i stå.
Lige nu eksisterer kun mørket og lyden af vandets evige rislen i elven, der reflekteres i månens kolde og alt afslørende lyshav. Et sandt drømmeland.
Anders sover i posen inde på terrassen foran det gamle træhus, godt varmet af det store bål. Henrik fisker længere nede ad elven. Af og til bilder jeg mig ind at kunne høre lyden af hans flydeline.
Pludselig skærer et vildt pift igennem mørket, og jeg kan høre lyden af store plask dernede fra.
– S…..!
– Jeg tabte 2 laks hurtigt og havde flere hug. Den første sprang mindst 1 meter op over vandet. 3 kilos i hvert fald. Må have været en større stime, der kom opover nakken dernede, fortæller Henrik mig ærgerligt senere på natten, da vi pauser den for at drikke kaffe og ryge en pibe tobak ved bålets nu hendøende gløder.
Igen en tabt laks. Jeg selv har kun haft et bid eller to, men hvad gør det, når man befinder sig ved én af verdens fineste flueelve i godt selskab og føler sig som den lykkeligste mand i verden. Små havørreder fanger vi flere af, men da havørreden er totalfredet i Stjørdalselven i disse år, får de lov til at svømme videre i stedet for at ende på bålet.
Fakta
Stjørdalselven ligger i Nord Trøndelag ca. 11 timers kørsel ret nord fra Larvik og stik øst for byen Trondheim. Elven ligger i meget smukke omgivelser med blide fjelde og skovklædte dale. Stjørdalselven er lakseførende op til byen Meråker, hvor en stor fos spærrer for laksens videre opgang.
Fra laksefiskerpensionen Hembre Gård ved den lille by Hegra og opstrøms forbi Forras og Sonas udløb i elven til Renå finder du noget af det bedste laksefluevand i hele verden. De første 35 kilometer er på Stjørdalens område, og de resterende 15 kilometer fra Renå og opstrøms er på Meråkers stykker. I alt 50 kilometer drømmelaksevand!
Hurtige stryg afløses af langsommere stykker vand, hvor strømrender og blanke fosnakker blander sig i en evig symfoni af gurglende vand, som længere nede danner mindre og større pools.
Bunden i Stjørdalselven består mest af rullesten og grus, som er let at vade på med filtstøvler. Under gruset er der et tykt lag af blåler, så man skal passe på ikke at trampe alt for meget rundt.
Hvert år bliver der fanget mellem 8 og 12 tons laks af lystfiskere, der bor på de mange forskellige campingpladser og fiskecamps langs Stjørdalselven. Og laksefiskere fra hele verden valfarter hvert år til området for at opleve den smukke natur, de venlige og meget gæstfrie trøndere og det i perioder fantastiske fiskeri.
Husk at desinficere dit grej og dine vaders inden du går i gang med fiskeriet. Også selvom du ikke har fisket i andre norske elve. Der bliver holdt nøje opsyn med, at reglerne bliver overholdt.
For flere oplysninger, priser på ophold m.v. – gå ind på Lakseboersen.no, Stjørdal Jeger- og fiskerforenings, Meråker Jeger- og fiskerforenings, Hembre Gårds, Fornes og Einangs hjemmeside m.fl.
