Nicolai Ulrik Hansen
Af: Redaktør 15.08.13 10:11:00

Med Fenwick Cuppen til Mørrum

Vinderen af opholdet findes i Fiske Avisens Fenwick Cup, hvor fangeren af månedens største laks og største havørred hver især præmieres med en Fenwick spinnestang.

Ved årets afslutning trækkes der blandt månedsvinderne lod om ovenstående eksklusive præmie, som eksekveres i forsommeren, så opholdet passer med, at der for vinderen er chance for at stå ansigt til ansigt med en af Mørrumsåens legendariske, blanke opgangslaks.

Som noget særligt havde Pure Fishing Danmark i år inviteret Fiske Avisen med for at berette om stedet, opholdet, vinderen og stemningen deroppe.
Jeg havde gennem flere år hørt og set beviser på deltagernes fangster af pæne døbler fra Mørrumsåen lige neden for hytten og fået fortalt om de mange hyggelige stunder, så jeg var naturligvis ikke længe om at takke ja til invitationen. En laks kunne være forrygende, men med døbler som mit hovedmål tog jeg dermed til Sverige!

Turen gik som sædvanlig over Øresundsbroen, som på sin egen måde markerer transitionen til nye og spændende eventyr og den slagne vej til sagnomspundne fiskepladser.

Med broen bestemmer man selv, hvornår man vil af sted, og hvornår man returnerer, og det bør være noget, der tiltaler alle lystfiskere. På den måde er der masser af tid til ”det sidste kast” eller sågar en forlængelse af fisketuren i sidste øjeblik.

ABU Stugan
Ærefrygten sænkede sig som en dyne over mig, da jeg drejede ind på grunden og for første gang så hytten. Her har så mange lystfiskere og prominente gæster sat deres fødder og dermed medvirket til at forme hyttens historie, og omsider havde jeg fået æren af at skrive mig ind.

Ugens vært og guide var Steen V. Knudsen fra Pure Fishing, som sammen med pragtfuldt solskinsvejr udgjorde velkomstkomiteen, hvorimod de øvrige gæster naturligvis var undskyldt, da de var på fisketur.

Hytten er i sig selv ganske ordinær, men alligevel emmer stedet af charme, nostalgi, historie og hyggelige stunder, og det bør vel være kernen i enhver fiskehytte. På væggene hænger fotos af det svenske kongepar, som jeg løst skød på at kunne dateres tilbage til en gang i 1970´erne, side om side med andre fotos og kort over å-strækkene.

En af de mest opsigtvækkende ting i mine øjne er den mere end 20 kilo store udstoppede hanlaks, der hænger på væggen lige inden for døren, og som man ser hver gang, man ankommer eller forlader hytten. Fisken er fanget på et stræk tæt ved hytten, og som en konstant reminder om stedets potentiale hænger den til skue og inspiration for alle gæster.

Jeg blev hurtigt installeret i hyttens kælder, og derefter var det ned for at besigtige den mægtige Mørrumså. Steen viste mig døbelpladserne ved den bro, som krydser åen lige neden for hytten. Men da døblerne glimrede med deres fravær, fik vi i stedet en hyggelig snak om stedet, fiskeriet og de øvrige gæster.

Steen og jeg gik en lille tur opstrøms, og her mødte vi årets vinder i Fenwick Cuppen, nemlig Thorkild Sørensen. Thorkild har mange års erfaring med havørredfiskeriet i Gels Å, og det er en erfaring, der er sparet op gennem mange år ved åen, hvilket Thorkilds valg af fiskehjul afslører. På hans Fenwick Ironfeather stang sidder der et fint ABU Cardinal 55, og det er vel at mærke et hjul, der var populært et godt stykke tid, inden jeg begyndte at fiske, og som Thorkild har brugt lige siden.

Thorkilds tilstedeværelse kan han takke en flot 8 punds havørred for. Det var nemlig den fisk, der sikrede ham det lod, der skulle blive trukket ud som vinder af Mørrumsturen.

Thorkild følte sig en tidlig aften i juni 2012 draget til Gelsåen. Selvom han ankom noget tidligere, end han plejede, og der var høj solskin, var selvtilliden i top, da han lagde sin hjemmebundne, dobbeltkrogede lakseflue ud over åen.

Da aftenen gik over i nat, kunne Thorkild forlade åen med to fine havørreder på 4 og 8 pund, og således blev jeg endnu en varmhjertet fiskehistorie rigere, fortalt af ”Gelså-snigeren”, som Thorkild blev døbt på turen.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg efterhånden er godt ivrig efter at komme i gang, så jeg hopper i skridtstøvlerne og snupper Steens multisæt, som jeg får lov at låne. Et ABU Revo Toro multihjul på en ni fods ABU Vendetta stang, kombineret med de geniale danske FC spinnere, bliver det sættet, som i løbet af de kommende dage skal gøre mig mere tryg ved multihjul og forhåbentligt betvinge en laks.

På vej ned over engen møder jeg husets tredje gæst. Jesper Callesen vandt i foråret en konkurrence i Ørsted Fisk og Golf Put and Take og fik således en lille uges ophold og fiskeri. Jesper har brugt det meste af dagen med tohånds fluestangen uden resultat, men han har dog set turens første laks, beretter han og peger i retning af det sted, hvor ABU´s Ekeberg-stykke slutter og Sydkrafts vand starter.

Jeg fortsætter mod strækket, hvor Jesper har set laks, og kort efter slutter Jesper sig igen til mig. Jeg ser denne aften de første laks på strækket, og selvom laksene her er svære, giver det nu alligevel lidt ekstra blod på tanden, når man ser de blanke lyn lave ballade i overfladen.

Vi fisker os begge ned over de absolut sidste meter af ABU´s vand. Jesper med tohånds fluestangen og jeg med spinnestangen, men efter nogle timer lokker de to snurrende kyllinger i Webergrillen os tilbage til hytten, hvor aftenen afsluttes med et dejligt måltid og en hyggelig sludder. Og det bliver ud på de små timer, inden Steen og jeg som de sidste kan lukke og slukke.
Tirsdag var vi alle en smule mere tændte efter at have set en god håndfuld laks mandag eftermiddag og aften. Jesper og Thorkild valgte begge at fiske, hvor laksene havde vist sig dagen før, så jeg besluttede at holde mig lidt tættere ved hytten og fiske strækket af opstrøms broen ved hytten.

Steen kom flere gange ned for at lufte sit multisæt, og vi havde æren af at se en laks bryde overfladen 3-4 gange lige neden for hytten ved en samling store sten. Laksen var tydeligvis ikke til at irritere, for den plads blev nok den mest gennemfiskede plads den pågældende uge.

Hen under eftermiddagen skal Steen hente Charles Olsen fra Færøerne. Da de to andre ”drenge” er på stykket længere nedstrøms, giver det ro omkring hytten og broen. Det udnytter jeg til fulde, og bevæbnet med polbriller og toastbrød kravler jeg ud på broen.

Jeg kan ikke umiddelbart se noget. Steen har ved flere lejligheder udpeget et magisk sted, men det er meget svært at fiske dem der. Jeg fokuserer ud fra en fornemmelse på et lille stykke vand ved egen bred, hvor middagssolen kaster sit lys ned i det brunlige vand.

Jeg kaster en håndfuld 2x2 centimeter brødstykker så langt opstrøms, jeg kan, og få sekunder efter vågner åen til dåd, da to flotte døbler stiger op og tager brødstykkerne over et stykke grusbund, der tydeligt afslører deres størrelse, bevægelser og standplads.

Som en velpolstret ninja kravler jeg væk fra døblerne og skynder mig hurtigt op til hytten efter medegrejet. Nu skulle det være, og set i lyset af døblernes ædelyst kunne det næsten ikke slå fejl. Det sværeste bliver at komme i position til at nå fiskene, da de står under nogle udhængende grene. Jeg smyger mig ned ad skrænten, til jeg sidder tæt på vandet.

Herfra kan jeg på fineste vis lægge flåd og brød ud på overfladen lige opstrøms døblerne. Brødstykkerne bliver taget resolut, og der går ikke længe, inden jeg er spændt for den første døbel. De må ikke få en meter line, idet de så kan gå under broen og ”få fat” i hovedstrømmen, så de må holdes hårdt. Heldigvis lykkes alt, og kort efter glider en fisk på 1,88 kg i nettet. Fantastisk oplevelse!

Jeg får fodret fiskene tættere på mig, og de tager nu brødet blot 2 meter fra mig. Oplevelsen forstærkes yderligere, da en fisk på præcis 2,0 kg kort efter den første tager mit brødstykke og må en tur på land.

Da Steen omsider vender tilbage med færingen, får jeg hjælp til at fotografere de to døbler, som har stået i keepnettet.

Det var fantastisk at få tildelt den ære, det er, at have overlistet disse smukke fisk i sådanne historiske omgivelser. Det er få forunderligt, og jeg nyder det i fulde drag.

De andre har igen set laks på det nederste af ABU-stykkerne, men har ikke haft held til at overliste dem. Det hjalp dog tydeligvis på humøret, at der nu ses laks jævnligt.

Dagen blev afsluttet med et herremåltid bestående af bøffer og pølser, hvidløgsbrød, bagte kartofler og en smule salat, og igen blev der kastet anekdoter og røverhistorier frem og tilbage over bordet.

Om onsdagen er der skemalagt et besøg på det legendariske ABU Museum og en tur i ABU-shoppen tæt ved fabrikken i Svängsta. Personligt havde jeg set meget frem til besøget, for museet har altid været lukket, når jeg har været i byen. Jeg havde dog ingen ide om, at jeg ville stå tilbage målløs og imponeret af at være strejfet af historiens vingesus.

Vi bliver modtaget af en smilede ældre herre i skjorte og sort vest. Herren var Henning Carlsson, og han må efterhånden betegnes som en legende i ABU historie.

Allerede fra start stod det klart, at vi her havde at gøre med en yderst erfaren herre, og det var ganske enkelt en fornøjelse at opleve ham fortælle hele ABU-historien fra de helt spæde år og frem til i dag.

ABU startede som bekendt som en urfabrik, som sidenhen tilføjede fremstilling af taxametre og til sidst fiskehjul. Henning startede alle de gamle urmaskiner op og demonstrerede og fortalte hvilket formål, de enkelte maskiner havde.

Over alle maskinerne hang et stort banner med et gammel foto fra den gang, der blev produceret dele til ure. Her kunne Henning udpege sig selv siddende som 13-årig ved en af maskinerne. Henning arbejdede den gang mere end 35 timer om ugen og havde skolen ved siden af. Transporten til fabrikken blev klaret på en lejet cykel, som en stor del af hans løn betalte.

Rundturen fortsatte ind i afdelingen med fiskegrej, hvor vi så de første Record-ruller, guldhjul i alle afskygninger og meget, meget mere. Henning fortalte utrolig passioneret om historien bag fænomenet ABU, og jeg er beæret over at være blevet lukket ind hans og ABU´s livshistorie.
Turen i ABU-shoppen efterfølgende var i forhold til museet noget mere afdæmpet, selvom det da lykkedes mig at finde nogle interessante små Berkley-propeller, som jeg spår stor succes i put and take-søerne. Kommer man i øvrigt forbi shoppen, og er man interesseret i fiskeri efter gedde, aborre og sandart, vil jeg anbefale, at man kigger nærmere på endegrejet fra Sébile, som desværre ikke føres i Danmark grundet blyforbuddet. Derudover er der naturligvis masser af andre ting og især gode tilbud på udgåede stænger.

Frokosten blev indtaget ved Laxens Hus, hvor man i sandhed føler lystfiskerstemningen. Her sidder man med udsigt over den legendariske Kungsfossen, og jævnligt passerer lystfiskere i fuld stridsbeklædning frem og tilbage langs med åen. Steen inviterede efterfølgende på en tur i Laxens Hus med tilhørende museum.

Her blev svundne tiders fiskeri i den mægtige å skildret side om side med nyere lystfiskerhistorie, og det er svært ikke at blive imponeret af de snesevis af fotos og udstopninger af åens giganter, der hang til skue på væggene.
Jeg brugte eftermiddagen på at fange flere døbler og forbedre min PR en smule. Der kom tre fisk på land, og med en max. vægt på 2.360 g var jeg ret godt tilfreds med stedet og mine egne evner udi medefiskeriet.

Resten af slænget havde grebet laksestængerne og var spredt ud over strækket, uden at det dog ved dagens afslutning havde haft det ønskede resultat. Laksene var der dog stadig og kunne efterhånden ses flere og flere steder.

Aftensmaden bestod af lammekølle fra Færøerne og tak til Charles for det. Steen havde igen tryllet i køkkenet, og lammekøllen havde snurret lystigt i Weberen. Den så fantastisk ud, og den smagte faktisk bedre, end den så ud. Således blev min sidste hele dag afsluttet i hyggeligt selskab med Thorkild, færingen og Steen. Dejlig aften!

Torsdag var dagen, hvor jeg skulle forlade, hvad der kan betegnes som lystfiskernes ”Valhalla” i svensk udgave. Efter aftale med Steen ville han gerne vise mig ”Skrea”-stykket længere opstrøms. Et stykke, vi ikke valgte at fiske på, da der ifølge en automatisk fisketæller kun var gået ganske få laks igennem.

Steen viste mig flere steder og stillede til sidst bilen i ”Skreahaven”. Her ligger endnu et billedskønt stræk af Mørrumsåen, hvor kun gæster til ABU har lov til at fiske. Om end der løber meget vand af sted, virker det endnu ”stille”. Noget, som de optrækkende laks nok skal ændre på den kommende tid.
Vi slutter turen ved en af de flere vandkraftstationer, der brutalt udnytter åens vandføring. Steen er tydeligt mærket af situationen og forklarer kompetent, hvorfor de er sådan en hæmsko for åen. Vandet holdes kunstigt tilbage, og derudover opvarmes det tilbageholdte vand, således at temperaturen stiger i hele åen. Det får naturlige følger for fiskeriet, idet laksene bliver mere træge i takt med, at vandtemperaturen stiger.

Vandkraftstationerne er naturligvis til gavn for rigtig mange mennesker, men altså ikke for ørreder og laks i Mørrumsåen.

Jeg takker af, da vi returnerer, og vender bilen tilbage mod Danmark med en bunke uforglemmelige stunder i selskab med et hold lystfiskere, der hver især er deres helt egne, men som alle på fornemmeste vis repræsenterer den danske lystfiskerånd. Tak til Thorkild, Jesper, færingen og ikke mindst til Steen V. Knudsen fra Pure Fishing Danmark for et vidunderligt ophold og godt selskab.

Tak til ABU Stugan og Mørrumsåen for at lukke mig ind i den lille private verden, det er. Tak for stunderne ved vandet, hvor man kunne se laksene bryde overfladen side om side med isfuglen.

Jeg vil aldrig glemme den tur, og jeg vil tælle dagene til den dag, såfremt æren måtte blive mig tildelt, hvor jeg kan returnere til stedet, hvor tiden står stille, og alt handler om fiskeri og hygge.

Husk, at du som læser af Fiske Avisen har resten af året til at fange netop den laks eller havørred, der giver et lod i lodtrækningen om denne eksklusive præmie.

Så kom ud til stederne, hvor de store laksefisk bor, og husk så at tilmelde Fiske Avisen din fangst!

Kommentar