find forsikring
guldfeber_orredsoen_simons

Guldfeber i Ørredsøen

Den i put and take-søerne så synlige ørred, guldørreden, har haft en succesfuld introduktion til de danske put and take-søer, hvor den mange steder ser ud til at blive en fast del af udsætningen fremover.

Latinske navn: Oncorhynchus mykiss

Historien om den danske guldørred

Det var dambruger Svend Pape, der omkring midten af 1980´erne kunne præsentere den første guldørred efter 17 års avlsarbejde. Der skulle dog gå adskillige år, før man så de første guldørreder i danske put and take-vande, for guldørreden blev primært brugt til konsum i starten.

Svends oprindelige mål var at fremavle en blå ørred med førsteklasses kødkvalitet, men ørreden, som blev udfaldet af dette arbejde, blev som bekendt ikke blå, men gul/orange. Svend valgte nemlig at avle videre på en guldfarvet variant, som altså ligger til grund for de guldørreder, der udsættes og fanges i danske put and take-søer i dag.

At målet oprindeligt var en blå ørred skyldtes, at Svend var opmærksom på, at man flere steder i udlandet holdt af at spise såkaldt ”blå ørred” i stil med retten ”blå karpe”, som især tidligere har været en yndet ret i det bedre borgerskab i Nordtyskland og Sønderjylland. Det blå skær kom ved tilberedningen, hvor varm eddike blev hældt over fisken, til den blev blå, hvorefter den blev kogt. Således var Svends intention med den blå ørred, at den allerede inden tilberedningen skulle have et attraktivt blåt skær.
Guldørreden er en krydsning af to ørredtyper, nemlig Donaldson og Camlops regnbueørred, men det krydsningsforhold, der giver den perfekte guldørred, kendte kun Svend på daværende tidspunkt. Sidenhen er dambrug og rettigheder afhændet, og guldørreden blev efterfølgende opdrættet på flere lokaliteter.

Guldørrederne bliver ikke helt så store som de ”almindelige” regnbueørreder, og jeg kan oplyse, at den største guldørred, fanget i Simons Put and Take, var på imponerende 6,2 kilo, hvilket er en af de absolut største guldørreder, jeg har hørt om.

Det mener jeg om guldørreden

Personligt håber jeg, guldørreder er kommet til de danske put and take-søer for at blive. Guldørreden er efter min mening en fantastisk og ikke mindst smuk skabning, som har sin berettigelse i de danske put and take-søer, hvilket jeg har flere argumenter for.

Fisken er tilsyneladende mere hårdfør og mere varmetolerant, hvilket kun kan betyde flere stærke fisk og flere aktive fisk i sommerperioden. Derudover giver de opsigtsvækkende fisk mulighed for et regulært pürsch-fiskeri, hvor der med let spinnegrej eller fluestang kan listes på jagt efter de meget synlige fisk.

Guldørrederne giver også kunderne et synligt bevis for, at der er fisk i søen, hvilket kan give et ekstra boost til selvtilliden på træge dage.

På trods af at guldørreden skulle være avlet til at have bedre kødkvalitet, er det dog ikke noget, jeg personligt kan bekræfte. Jeg spiser med glæde både guldørreder såvel som almindelige regnbueørreder. Andre har dog ytret, at guldørreden skulle smage bedre og have bedre kødkvalitet.
Fiske Avisen kigger nærmere på guldørrederne

Det er en stille, tidlig søndag morgen i starten af september, da jeg triller ind på parkeringspladsen ved Simons Put and Take ved Gundsømagle på Sjælland. Ejeren, Simon Agerholm, satser storstilet på guldørrederne, og alene i ugen op til mit besøg er der udsat 1.000 kilo af de smukke fisk.
Jeg er den første ved vandet, og selvom jeg er klar over, at der sommeren igennem er udsat store mængder guldørreder, overstiger det syn, der møder mig, på alle måder mine forventninger. Så langt mit øje rækker, kan jeg se guldørreder, der cruiser sindigt rundt, og overfladen brydes konstant af springende guldbarrer. Enkelte fisk og store stimer på op til 20 fisk trækker stille og roligt frem og tilbage langs sivkanten kun afbrudt af korte perioder, hvor stemningen i de enkelt flokke tydeligvis intensiveres, og fiskene begynder at cirkle rundt i et virvar af guld.

Jeg står og skuer lidt ud over søen for at danne mig et indtryk af, hvor det vil være optimalt at starte fiskeriet, men beslutter ikke at flytte mig, da de fleste guldørreder er inden for kasteafstand af min position lige neden for parkeringspladsen.

Vel vidende, at fiskeriet nok ikke ville være alt for nemt grundet varmen, vælger jeg et lille flydende bombardaflåd og et langt forfang af 0,18 mm fluorocarbon. På den måde kan der nemt veksles mellem flere forskellige agn såsom PowerBait, orm, flue og lignende.

Jeg lægger ud med hvide Berkley PowerBait Maggots, som monteres på en størrelse 10 krog. Det er dog svært at finde den røde tråd i guldørredernes adfærd denne dag, så der går noget tid, før jeg erfarer, at der er to teknikker, der kan få dem op i gear.

Den ene er at kaste ud i nærheden af nogle guldørreder og spinne bombarda-tacklet hjem i højt tempo. Det høje tempo gør dem nysgerrige, og når først én fisk begynder at følge agnen, kan den ofte trække flere med.
En anden mulighed er at kaste ud, så agnen rammer præcis i de cirkler, som guldørrederne ofte danner. I disse cirkler er fiskene særligt aggressive og denne aggression kan udløse et hug.

Med de nye erfaringer var resten af tiden kun et spørgsmål om at være heldig at ramme et sted med hugvillige fisk.

Med agn som Berkley PowerBait Maggots, en stor sort Zonker flue med guldhoved, en stor orange Zonker flue med guldhoved og sidst, men ikke mindst regnorm er man godt kørende. Især den store orange flue og ikke mindst regnormen var afgjort de to vindere på dagen. Den orange flue syntes at tirre guldørrederne i en særlig grad, og regnormen beviste igen sit værd i put and take-søen.

Det lykkedes mig at lande hele otte guldørreder mellem 1,5 og 2,8 kilo på det, jeg vil kalde en meget svær dag i put and take-søen. Faktisk så jeg kun en lille håndfuld blive landet af fiskere inden for synsvidde på denne dag, men jeg ved, at fiskeriet fik et gevaldigt opsving i de efterfølgende dage.
Agn

De agn, der normalt ville kunne fange fisk i et put and take-vand, vil også kunne fange guldørreder. De kan til tider virke meget træge, men man går sjældent galt i byen med små sorte eller hvide fluer, PowerBait eller regnorm, fisket bag et bombardaflåd.

Gennemløberen fanger også sin del af guldørrederne og på trods af, at jeg ikke har den største erfaring med guldørreder, har jeg dog allerede fanget dem på en håndfuld forskellige agn.

Det vigtigste er at tro på endegrejet og at fiske i den rigtige fiskedybde og gerne i vindsiden af søen.

En snak med Simon Agerholm om guldørrederne i Simons Put and Take
Simon Agerholm kigger forbi tidligt på dagen på sin daglige runde ved søen, og det giver lejlighed til at få en snak om guldørrederne, som Simon har udsat adskillige hundrede kilo af ugentligt sommeren igennem. Jeg spørger naturligvis ind til, hvorfor der satses så meget på guldørrederne, og hvorfor det primært sker i sommerhalvåret.

Simon forklarer, at udsætningerne i en put and take-sø bør være tilpasset årstiden. Når temperaturen i søen overstiger 15 grader, har det vist sig, at guldørrederne er langt mere hugvillige i det lune sommervand og desuden har klart flere aktive perioder end de traditionelle regnbueørreder, som har en tendens til at blive mere ”sommersløve” og kun hugge morgen og aften.
Desuden har guldørreden en visuel effekt, hvilket er til glæde for kunderne, der tydeligvis kan se, at der vitterligt er fisk at fange, og som med guldørrederne har et direkte mål at fiske efter, hvad enten man ønsker at fiske aktivt pürsch-fiskeri til sete fisk eller bare vil fiske i et område af søen, ”hvor der er fisk”.

Påstanden om, at guldørrederne skulle være mere varmetolerante, har jeg hørt flere steder, og Simon kan bekræfte, at det passer for guldørrederne fra det dambrug, han får fisk fra. Derudover er guldørrederne avlet fra en stamme, der har for vane at bevæge sig højt i vandsøjlen, hvor iltindholdet er højest om sommeren, og desuden er opvokset med store udsving i vandtemperatur og iltmætningsgrad.

De fakta tilsammen giver en hårdfør fisk, som bevæger sig højt i vandet, og som samtidig er meget synlig, hvilket er til glæde for både sø-ejer og ikke mindst kunderne.

Simon har også oplevet, at sommerfiskeriet til tider har været mindst lige så godt som i den resterende del af året. Han tildeler guldørrederne æren for, at storfangerrekorden to år i træk er sat på en varm sommerdag og primært har bestået af netop guldørreder.

Guldørreder landet over

Efterhånden har de populære ørreder spredt sig til adskillige put and take-søer landet over, hvilket jeg kun opfatter som et forfriskende pust i fiskeriet. Der er med garanti ikke langt til et put and take-vand, hvor du kan komme i infight med de smukke ørreder, hvilket jeg kun kan anbefale. Tjek annoncerne her i avisen og begiv dig ud i jagt på ”guldet”.

Læs mere om danske ørredarter her

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse