find forsikring
find forsikring
glidende_stopknude

Glidende stopknude

Stopknudens altoverskyggende bedste anvendelsesområde er ved fiskeri med glideflåd og med nylonline som hovedline. Medefiskeri på havet, langs molerne, i havnene eller til fiskeri med agnfisk efter gedde, aborre og sandart på søerne samt fiskeri over put and take-søens dybere områder er gode eksempler på områder, hvor teknikken excellerer.

Jeg husker tydeligt det besvær, jeg personligt havde med de små gummi-flådstop, de såkaldte ”bussemænd”. De er absolut brugbare, men i min verden ikke til fiskeri med glideflåd. Kort efter så jeg lyset og bruger i dag ikke andet end stopknuden, hvis jeg skal flådfiske på mere end to meters dybde.

Generelt – Fiskeri med glideflåd
Som tidligere nævnt er stopknuden alfa og omega at kende, når der skal fiskes med glideflåd. Det gælder uanset, om flåddet skal benyttes til geddefiskeri på søerne, medefiskeri efter makrel på havet eller ved flådfiskeri efter put and take-søens ørreder. Knuden bindes det sted på linen, hvor man ønsker at stoppe flåddet.

Er diameteren på hullet gennem flåddet så stor, at selv en stor stopknude ville kunne løbe uhindret igennem, kan man med fordel benytte en lille perle med et hul med en diameter svarende til linens tykkelse.

Knuden kan man med fordel binde selv, men man kan også, især i udlandet, købe sig til færdigbundne knuder, der er monteret på et lille rør. Herefter skal man bare føre hovedlinen igennem røret og krænge en af knuderne af røret og ud på linen og stramme knuden op. Nemt og ligetil, men man er begrænset i forhold til valg af knudemateriale, diameter og ønsket tafslængde.

Andre anvendelser
En stopknude kan også fungere som et bagstop, og her har jeg især to situationer i tankerne. Et bombardaflåd kan fiskes enten glidende eller fikseret på linen. Men det kunne også tænkes, at man ønskede sig en smule frigang gennem bombardaflåddet, hvorefter linens passage blev stoppet med en tydelig indikation på flåddet og i stangen som resultat.

En anden situation, hvor brugen af en stopknude er velkendt og fungerer, er som bagstop for loddet/belastningen ved bundmedefiskeri. Mange karpefiskere kender teknikken, og den er vel en af forløberne til diverse selvkrogningsrigs, der findes inden for karpefiskeriet. Hovedlinen løber igennem øjet på et lod, og et stykke oppe ad linen placeres stopknuden. På den måde kan fisken tage et vist stykke line, inden stopknuden rammer loddet. Er loddet tungt nok, vil krogen finde fæste i munden. Samme teknik kan bruges ved bundmedefiskeri i put and take-søen efter ørreder.

Hen ad vejen er det naturligt, at man udvikler sit fiskeri, og det var under bundmedefiskeri efter rimter, at jeg opdagede endnu en anvendelse for denne glidende knude.

Fisker man med paternostertackle, kan man binde et lidt længere stykke nylon af tyndere diameter end hovedlinen på hovedlinen. Det giver en knude med to lange endestykker. Klipper man den ene af helt tæt på knuden, kan man bruge den tilbageværende ende til lodtafs. Resultatet er en glidende lodtafs, hvilket igen betyder, at man har mulighed for at fisket taklet som både for- og bagpaternostertackle. For- og bagpaternoster er et udtryk for to forskellige paternostertackler. På det ene er lodtafsen længere end krogtafsen, og på den anden udgave er det lige omvendt. Det kan have stor betydning, ikke mindst ved bundmedefiskeri i strømvand, hvor jeg ofte bruger teknikken til at finde frem til den rette præsentation af agnen.
Man kan også bruge knuden til at binde en krogtafs på hovedlinen. Det kan være en ophænger eller som lodtafs på et paternostertackle. Binder man en krogtafs på, skal man være opmærksom på, at den vil flytte sig, når der kommer belastning på. Altså, når en fisk kroges, vil belastningen medføre, at krogtafsen flytter sig ned mod endegrejet eller loddet. Benytter man den teknik, skal man være ekstra opmærksom på knuderne og forsøge at beskytte dem bedst muligt. Det kan gøres ved at sætte et gummiflådstop over knuden til loddet/endegrejet og lave et par ekstra omviklinger på stopknuden.

Binder man en meget fin og slank stopknude, kan den også være en glimrende markør til brug, når der gentagne gange skal kastes til det samme spot. Vil man eksempelvis sikre sig, at man fisker over den plads, hvor man har fodret, kan man markere kastelængden med en stopknude. På den måde ved man efterfølgende præcist, hvor langt der skal kastes.

Materiale til stopknude
Gennem tiden har jeg set adskillige forskellige materialer blive brugt til at binde stopknuder. Tyk sytråd og husholdningselastik er ofte beskrevet som gode emner, men i mine øjne er der kun to materialer, der virker. I denne sammenhæng betyder ”virker”, at knuden skal kunne fikseres på linen og blive siddende der, hvor man ønsker den, og samtidig skal den være relativt nem at flytte op eller ned ad linen, såfremt man ønsker at ændre fiskedybden.

Mit absolutte førstevalg til stopknuder er materialet Power Gum. Det er måske ikke et produkt, der er alment kendt af lystfiskere, men det er vidt udbredt blandt karpe- og specimenfiskere. Det er et sejt og holdbart, elastisk materiale med en glat overflade, hvilket betyder, at knuden let passerer gennem lineøjerne.

Knuder af Power Gum er meget nemme at flytte op og ned ad linen. Ikke mindst hvis linen fugtes inden. Power Gum kan købes i de fleste forretninger, der forhandler grej til mede-, karpe- og specimenfiskere.
Tit ser man Power Gum fra kendte karpe- og medemærker såsom Drennan, E-S-P, Kevin Nash, FOX, JRC med flere. Jeg har brugt varianterne fra E-S-P og FOX og har ikke bemærket den store forskel. Jeg vil tro, produkterne er meget lig hinanden, men der kan være farveforskel fra mærke til mærke, og jeg vil da anbefale, at man vælger en farve, som adskiller sig fra farven på hovedlinen.

Et udmærket alternativ er almindelig nylon fiskeline i samme eller lidt tykkere diameter end hovedlinen. Benytter man nylon fiskeline, skal man være ekstra opmærksom på at fugte linen og knudestedet med en smule spyt, da friktionen fra knuden kan svække nylonlinen, når man binder knuden.
Det, der taler for at benytte nylon, er i virkeligheden, at knuden kan laves meget slank og lille. Jo mindre en stopknude er, jo mindre er sandsynligheden for, at knuden vil komme i karambolage med eksempelvis linefører og øjerne på fiskestangen.

Et andet alternativ, som jeg for nylig har fundet frem til via internettet, er vokset tandtråd. Jo mere, jeg tænker over det, desto mere tiltaler brugen af tandtråd mig. Jeg har endnu til gode at prøve det, men tråden lever op til flere af de krav, man kan stille til et stopknudemateriale. Det er meget slankt, og derudover er det vokset, hvilket kan lette bindingen og flytningen op og ned ad linen. Som en ekstra bonus køber man ofte tandtråd på små smarte dispensere, som tilmed kan skære passende stykker af tråden.

Husk at:
Fugte knuden, inden du strammer den op.
Fugte linen, inden knuden flyttes op eller ned.
Måle afstanden til knuden, så du ved hvilke dybde, du fisker i.

Video på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=Taa0-Xxe5RQ&feature=youtube_gdata_player
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse