mb01031413553

Geddefiskeri med levende agn

Det er en tåget og stille december morgen. En god kammerat og jeg ligger på søen og affisker hele vandsøjlen. Fiskene (Gedde) er nogenlunde i stødet, og der er jævnlige kontakter til fisk. Vi fisker ’delehug’ eller ’karrusel’, som vi kalder det. Klaus har lige landet en fin 6 kilos gedde, da den midterste paravane stille og roligt begynder at bukke sammen uden at tage så meget som en meter line. Paravanen fisker midtvandet af med en mellemstor 4-500 grams rimte. Jeg giver tilslag til fisken og mærker med det samme vægten af en stor fisk, som står stille dernede i dybet. Kort efter eksploderer fisken i et brutalt langt udløb, kombineret med nogle betydelige hovedrusk – så store, at det føles som år mellem hvert rusk. ”Det er en STOR fisk”, får jeg fremstammet flere gange, og da gedden første gang viser sig i vandoverfladen, breder der sig en febrilsk og dybt koncentreret stemning i båden. Først da gedden ligger i sikkert i netposen, kan vi begge bryde ud i en larmende lyksalighedsrus. Sikke en kæmp! Gedden er i perfekt stand uden den mindste skramme og måler 118 cm og vejer imponerende 14,2 kg. Drømmefiskeri i eventyrindsvøbte omgivelser! Så er livet ikke bedre, og resten af dagen forløber med et stort smil på læben. Sikke en dag, og sikke en gedde!

geddefiskeri

Der er noget magisk ved senefterårs morgnerne med deres klare og kolde luft, hvor man bare ved, at næste fisk kunne være et monster af dimensioner. Ligeledes virker det som om, at geddefiskeri med levende agn er det optimale skridt, hvis man vil helt tæt på de helt store gedder. Derfor gennemgår jeg i det følgende min approach og mit setup til at overliste vores elskede madam Grum.

Følgende gennemgang af mit setup (når jeg dyrker geddefiskeri), refleksioner og erfaringer er kun én måde at gøre tingene på. Der er lige så mange andre metoder og fremgangsmåder, som sikkert virker lige så godt. Derfor er denne artikels indhold tænkt som en inspirationskilde, et sparringsindspark til allerede erfarne eller en hjælpende hånd til den nystartede agnfiskere. Den resterende del af artiklen bygger derfor udelukkende på mine erfaringer, som gennem de sidste mange sæsoner har kastet mange og en del store gedder af sig. Så sent som sæsonen efteråret 2013/ foråret 2014 sejlede jeg til 19 gedder over 10 kg med 7 fisk over 12 kg, hvoraf jeg selv var så heldig at stå for 11 af disse fisk – så teknikken virker!

Levende agn – hvorfor?

Først og fremmest er det åbenlyst, at man sagtens kan fange fisk, og også mange fisk, med andre metoder, f.eks. woblere eller gummidyr. Disse typer agn har fordelen af muligheden for at affiske et vand med en markant højere hastighed, end det er tilfældet ved fiskeri med levende agn.
Groft set er der 4 elementer som ’trigger’ en gedde til at hugge: sult, bevægelse, lugt og provokation. Her er det oftest den sidstnævnte faktor, som er den primære hugfaktor for kunstagn til trods for, at der til stadighed kommer flere og flere kunstagnnyheder på markedet, som også har relativt naturtro bevægelsesmønstre. Så hvorfor overhovedet fiske med levende agn, når der findes så mange tilsyneladende effektive alternativer, til denne tidskrævende form for fiskeri?

Fordelen ved levende agn er, at man her fisker med den ægte vare. Derfor vil agnfisken reagere naturligt på geddens tilstedeværelse, lugte og bevæge sig som gedden er ’programmeret’ til at reagere på. Ligeledes vil byttet, når gedden har hugget agnen, også føles rigtigt i munden på gedden, hvorfor en gedde, der hugger på levende agn også er mindre tilbøjelig til at ’spytte’ agnen med det samme. Derfor er det min påstand, at gedder generelt set, under alle forhold, er lettere at lokke til at hugge på en levende skalle end på en kunstagn. Det er ligeledes også sværere for en krogsky gedde at gennemskue bedraget, hvis der fiskes med levende agn.

Det kan til tider være relativt svært at finde agnfisk i den rigtige størrelse og mængde, og hvis man har mulighed for at opbevare et større antal i specialtilpassede tanke (hyttefade red.), er dette derfor klart at foretrække. Det er dog vigtigt for at få det bedste fiskeri, at fiskene er maksimalt friske. Transport til og fra søen bør derfor foregå i vel ventilerede tønder. Power Bubbles 12V pumper (fås bl.a. hos Jagt og Fiskerimagasinet og Hunters House i København) klarer jobbet fint. Prøv at undgå for mange agnfisk i hver tønde – som udgangspunkt maks. 50-50 vand og fisk, men skal fiskene transporteret over længere afstande, bør man have færre fisk i hver tønde (1/3 fisk og 2/3 vand).

Fisketeknik ved geddefiskeri

Jeg fisker som udgangspunkt med ret mange stænger, typisk mellem 8 til 10 stænger, fordelt ud på hhv. 2 eller 3 paravanesæt, 2 bundstænger samt 2 flådstænger. Grunden til det store antal stænger skal findes i fordelen ved at kunne afdække så meget af vandet som muligt under det opsøgende fiskeri. Når fiskene er fundet, er det anbefalelsesværdigt at nedskalere antallet af stænger. Antallet af anvendte stænger er ligeledes direkte korreleret til størrelsen af vandet. Jo mindre vand, jo færre stænger kan det fysisk lade sig gøre at fiske med. Jeg vil opfordre, specielt nystartede, til ikke at fokuserer så meget på antallet af stænger, men mere at blive bekendt med metoden samt at lære vandene, man fisker, grundigt at kende. At fiske effektivt med få stænger er uden tvivl mange stænger, fisket ineffektivt, overlegent.

Bag båden
Flådstængerne fisker i bådens ’bagvand’, hver i forskellig afstand fra båden, således at man undgår karambolage de to setups imellem. Fordelen ved flådstængerne er, at de fisker i stort set præcis den dybde, de stilles i, og de udviser stort set ingen modstand, når gedden hugger. Derfor kan bremsesystemet på hjulet også stilles markant finere, og selv det mindste hug kan registreres. En af flådstængerne kan også skiftes ud med en friline, kun tynget en smule ned, af den påførte belastning.

På siden af båden
Paravanestængernes forfang følger samme princip, som gør sig gældende ved flådstængerne. Den eneste forskel er her, at opdriften og indikationen ved flåddet er udskiftet med en paravane. Nogle bruger et decideret flådsetup, hvor en paravane er monteret foran selve dette. Flåddet er i min optik her overflødigt.

Paravanerne sættes én efter én, med den bagerste af stængerne (den først satte), som værende den af paravanerne, der fisker yderst – altså længst væk fra båden. For at minimere graden af linebue vinkler jeg denne stangholder således, at stangen er vinklet ca. 45 grader bagud og står så tæt på lodret som muligt. Jo mere line, der er ude af vandet, des mindre sandsynlighed for linekludder med de andre paravaner, større indikation i stangspidsen og bedre spredning.Paravanerne monteres med en klemme på hovedlinen.

Det er paravanens klemme, der bestemmer dybden/ afstanden til forfanget. Paravanen er ligeledes monteret med en quicklock eller hægte på den bagerste og nederste del af paravanens ’sværd’. Det er denne, der sørger for, at paravanen ikke falder af ved tilslag og dermed udløsning af klemmen. Hvis man fisker med baitrunnerhjul, kan baitrunneren stilles således, at paravanen stille og roligt trækker ud til siden, medens næste stang klargøres og søsættes. Typisk fiskes den bagerste paravane fra 50-70 meter fra båden. Den midterste stang vinkles 90 grader på bådrælingen og står ca. halvt så vinklet vertikalt som den bagerste paravane. Typisk fisker denne paravane mellem 40-50 meter fra båden. Den forreste og inderste paravane vinkles ca. 45 grader fremefter og løftes ikke meget. Typisk fisker denne paravane mellem 10-20 meter fra båden. Jo kortere afstand til båden, des mindre linebue, og des højere fart har paravanen. Derfor vil den paravane, der fisker tættest på båden, typisk være i niveau med båden. Paravane 2 og 3 vil herefter falde gradvist agterud. Paravanerne vil typisk ligge i en linje i en 45 graders vinkel fra båden og bagud.

Paravanestængerne sættes således, at det meste af vandsøjlen affiskes, dvs. bundnært, midtvand og overflade. Typisk fiskes de bundnære stænger med mellem 40-80 grams belastning. Midterstængerne har mellem 10-30 grams belastning og overfladestængerne mellem 0-10 grams belastning.

Typisk fiskes hele vandsøjlen af på hver side af båden, indtil dagens mønster er fundet. Herefter reguleres de andre stænger, således at de fisker i den optimale dybde. Deciderede fiskemønstre, baseret på vejrforhold osv., er svære at komme med. Typisk er der tendenser, der gør sig gældende for hvert enkelt vand, sågar enkelte områder af et vand osv. Grumset vand vil dog typisk være lig med dybere fiskedybder, idet geddernes sigt er forringet, og omvendt i god sigt. Der kan dog, og er det ofte, være afvigelser.

gedde fangstnet

Under båden
Bundstængerne sættes efter, at alle paravaner er sat, da disse stænger ellers kan fange forfangene fra paravane setupperne under sætningen. Bundstangssetuppet består af en såkaldt ’ledger stem’ (Fox), i daglig tale kaldet en buttom bouncer. Dette er bogstaveligt talt en bom med hægte til bly i den ene ende, efterfulgt af en bom sektion, hvor den anden ende er monteret med et ’sunkfloat’ eller skumbold med et stort øje ovenfor. Denne ’buttom bouncer’ har det formål at holde agnfisken fri af den værste grøde samt sørge for, at agnfisken fisker lige i øjenhøjde på gedder, der står på eller tæt ved bunden. Typisk vægt på blyet ligger mellem 100 og 200 gram.  Stængerne skal løbende justeres i dybden, så de fisker lige over eller ’hoppende’ hen over bunden. De kan dog også fiskes oppe i vandet til store V’er lige under båden. Krogtaften til disse stænger er typisk kortere for at undgår kludder og få mere direkte og kontante hug.

Grejvalg ved geddefiskeri

Stængernes længde er en personlig sag, men stænger omkring de 10 fod er klart at anbefale, således at man både får agnen væk fra båden, samt kan løfte ret meget line af hjulene forholdsvis hurtigt ved tilslag til fisk. Jeg bruger ret kraftige stænger med en testkurve på 3 lbs med en udpræget topaktion. Den bløde topaktion er en fordel, idet man så stadig har god indikation i stangspidsen. Kraftige og stive stænger er en fordel ved brug af store agn, da man her skal bruge ret meget kraft for at sætte krogene/rive krogene fri af agnfisken. Om man er til fastspolehjul eller multiplikator hjul er lidt en religionssag.

Fletline syntes jeg er en fordel, da denne er mere slidstærk og giver bedre føling med agnen. Jeg bruger selv 0,30 mm Sufix Matrix Pro, der er en slid- og brudstærk line.

Til mit fiskeri er paravanerne typisk så lette og giver så lidt modstand i vandet som muligt. Derfor bruger jeg udelukkende mærket ’Ghost’ i medium størrelsen. Andre mærke, der kan anvendes, er Black Beast, Great Light, Savage Gear osv.

Frontmonteret elmotor med indbygget I-pilot system, der selv holder retning og hastighed, indtil andet udstikkes, er en enorm hjælp. Dette giver mængder af overskud, til at fokusere på stænger, ekkolod og plotter. Ekkoloddet har en væsentlig betydning her som i så mange andre typer for fiskeri. Det bruges til at lokalisere byttefisk og finde mikrofeatures på bunden som f.eks. områder med hård bund.

En ‘Plotter’ (GPS-modul med baggrundskort) er nok sammen med den frontmonterede elmotor de vigtigste to elementer, hvis man vil have succes. Plotteren, hvis den er udstyret med Topokort over søen, gør det muligt at finde makrofeatures. Dvs. Områder, som på forhånd ser interessante ud. Derudover gør en ‘plotter’ det også muligt at planlægge det kommende fiskeri, da man hele tiden kan styre båden mod interessante områder samt kan markere områder af interesse, så der kan vendes tilbage til disse senere.

kæmpe gedde

’Business’ enden
Krogtafterne, der fiskes med ved geddefiskeri, uanset type af stang, er de samme. Til mit fiskeri er disse udelukkende konstrueret af fluorocarbon i 0,75 mm. Der findes mange producenter af fornuftig fluorocarbon, og jeg har selv haft god succes med materialer fra Savage Gear, WFT og Sufix.

Længderne af krogtafterne varieres efter forholdene, men ligger typisk mellem 2-5 meter. Jo mere klart, vandet er, og jo mere sollys og mere vindstille, der er, des længere forfang. Årsagen hertil skal findes i geddernes øgede sigt. Krogstørrelsen og antal af kroge er direkte korreleret til størrelsen af agnfisk, der anvendes samt den specifikke sø, der fiskes på. Ved store agnfisk og i søer, hvor fiskene typisk har store hoveder, eller steder med potentielt kæmpe gedder, fisker jeg typisk med str. 2 eller str. 4, alt afhængigt af agnfiskens størrelse og krogfabrikat. Jo større agnfisk, jo større kroge kan man slippe af sted med at anvende. En større krog har en større krogbøgning og dermed en mere frit eksponeret krog til at ’gribe fat’ i gedden med. En stor agnfisk kan også uden problemer ’bære’ en større krog, uden at det påvirker agnfiskens gang.

Store gedder har typisk store hoveder og dermed større mundhule. Det er min erfaring, at en mere eksponeret krog har større sandsynlighed for at komme i kontakt med mundhulen. Ulempen ved kraftigere kroge er den typisk kraftigere wire, disse er bukket af. Dette gør krogene mindre skarpe, og sværere at penetrere geddens seje gummer med. Fordelene ved den mere eksponerede krog og disse kraftigere kroges længere holdbarhed er nok til, at jeg foretrækker de kraftigere kroge mange af de steder, jeg fisker. Min allround foretrukne krog er Owners ST-36 BC str. 4 med et spænd fra str. 2 til str. 6. Mustads Ultapoint 36300 har jeg testet i foråret med super resultater. En solid krog, hvor tykkelsen af den brugte krogwire, ikke synes at påvirke krogningsraten. Derudover er krogen solid, rettes ikke ud eller knækker, som desværre lidt er tilfældet med Owners kroge.

’Knot-a-knot knuden’
Krogene monteres til fluorocarbon forfanget med den såkaldte ’knot-a-knot’ knude, kendt fra blandt andet karpefiskeriet. Afhængigt af agnfiskens størrelse monteres 3 eller 4 trekroge pr. krogtaft. For at spare på de relativt dyre trekroge kan man med fordel udskifte den forreste trekrog med en ’styrekrog’. Dvs. en større enkeltkrog. Da gedderne typisk hugger bagfra eller fra siden, kompromitteres der ikke synderligt med krogningsraten ved at bruge en sådan styrekrog. Linen vikles om krogskaftet og låses i krogens øje. En super stærk, nem og pålidelig måde at påmontere krogene.

Diverse ’lir’ på tacklerne og foran disse kan visse dage være alt overlegent. Dog kan der også være dage, hvor helt ’nøgne’ forfang fanger bedst. Derfor plejer jeg at fiske den ene side af båden med lir på tacklerne og den anden side uden. Når melodien er fundet, kan der skiftes forfang.

Spinnerblade, smileblades, Spin n Glow’s, spin drifteres, rasleperler fungerer alle godt. Husk en oval perle mellem forreste trekrog og spinneaggregatet for at sikre god bevægelse. Et gummistop kan med fordel glides på fluorocarbonlinen før det ovale bead, således at afstanden mellem ‘lir’ og agnfisk kan justeres.
Owners soft glow beads i green glow, monteret på selve krogskafterne, virker som hugpunkter og lyser kraftigt op uden på nogen måde at hæmme agnfiskens gang. Dette setup har jeg fanget mange gedder på, og det er ofte de tackler, monteret netop sådan, der fanger flest fisk.

’Monteringen af agnfisken’
Agnfisken monteres til krogtaften med forreste krog sat i enten fiskens næsebor eller i det bløde mundstykke, lige under næseborene. Der er stort set lige så mange metoder at agne en agnfisk på, som der er predatorfiskere. Jeg monterer agnfiskene på samme måde uanset hvilken type stang, der agnes op, dog med den forskel at agnfisk, der skal fiskes på højre side af båden, agnes på agnfiskens venstre side og omvendt. Dette gøres for at sørge for, at agnfiskene virker som ’paravaner’ og hellere søger udad end ind mod båden. De resterende 2, eller 3 trekroge monteres hen langs fiskens sidelinje. Dette finder jeg at være den mest optimale position – specielt til store agnfisk.

En stor agnfisk bliver sjældent slugt i én omgang, men grebet af gedden i munden, således at agnfiskens længdeakse ligger på tværs af geddens mund. Gedden skal derfor typisk vende fisken en halv omgang mere for at kunne sluge fisken – med mindre fisken kommer direkte bagfra, hvilket ikke sker så ofte, når man fisker højt i vandet. Her er det min erfaring, at fisken kommer nedefra, dog i forskellige vinkler i forhold til fisken. Ved at have krogene positioneret langs sidelinjen af fisken sørger man for, at der er størst mulig sandsynlighed for, at geddens munddele og de eksponerede kroge møder hinanden – i modsætning til agnsætninger, hvor de fleste kroge er monteret dorsalt eller ventralt (bug eller ryg red.) på fisken. Som resultat af det ovenstående er det vigtigt, at man med det samme giver tilslag for at sætte krogene, imens de er optimalt eksponeret i forhold til geddens munddele. Herved undgås også dybe krogninger og raspede forfang.

Mindre gedder vil typisk kroge sig selv, når de tager agnfisken og mærker modstand. Dette skyldes deres flugtinstinkt, hvor gedden typisk vil forsøge at flygte og dermed vende bredsiden til bådens fremdrift, hvilket resulterer i en direkte krogning. Dette er, efter min erfaring, sjældent tilfældet ved de helt store gedder. Det virker her som om, deres størrelse har resulteret i en markant dæmpning af deres flugtinstinkter, da de med deres betragtelige størrelse ikke har nogle naturlige fjender.

Det er min erfaring, at disse store gedder typisk griber agnfisken og følger med med agnfisken i munden i bådens fremdrift, resulterende i en langsomt sammenbøjende stang og meget roligt afgivning af line fra hjulet – eller måske nærmest ingen afgivning af line. Her giver jeg kontante modhug – to, tre styk, i træk – hurtigt efter hinanden, både for at rive agnfisken fri af krogtacklet og for at sætte krogene i storgeddens munddele. Munddele, som typisk er ekstra forhærdede og svære at penetrere.

Hvor finder man gedderne?
Først og fremmest er det vigtigt at sige, at det ikke kun er agnfisk i kæmpestørrelse, der kan fange fisk. Selv småskaller kan rent faktisk fange store gedder. Det, der afgør, hvad der er mest optimalt, er som udgangspunkt fødegrundlaget for gedderne i den sø, man påtænker at fiske, samt hvornår på året man fisker. Hvis der er mange agnfisk i 15-20 cm klassen, vil gedderne typisk være prædisponeret for at fouragere på byttefisk i denne størrelse. Derimod skal det siges, at gedder er opportunistiske og vil til enhver tid tage det bytte, der er lettest af få fat i med mindst mulig energiforbrug.

Gedder kan være prædisponeret for én bestemt type byttefisk og størrelse. Gedder vil dog helt sikkert ikke sige nej tak til en anden type og størrelse, hvis denne er et tiltrækkeligt fordelagtigt energiudbyttemæssigt alternativ. Med andre ord kan man fange fisk på de fleste typer agnfisk. Vil man ’løfte’ gedderne i vandsøjlen (specielt de store) op efter ens agnfisk, er der dog visse ting man kan gøre.

stor gedde geddefiskeri

Fisk højt i vandet. En stor skalle, fisket højt i vandet, giver en større silhuet for fisk, der ’står’ dybt i vandsøjlen.  En større agnfisk er lig med færre nødvendige fødesøgningsaktiviteter for en gedde og dermed maksimalt energiudbytte pr. energiforbrug. Derfor kan det være lettere at ’løfte’ en større gedde op i vandet til en stor agnfisk. Derudover vil der for de mindre gedder (under 3-4kg) være for mange risici forbundet med at rejse sig i vandsøjlen, da de her eksponerer sig selv for en markant større risiko for selv at ende som føde. Med andre ord kan man sortere de mindre fisk fra (i nogen grad, der er altid afvigelser) ved at fiske højt i vandsøjlen.

Fisk over dybt vand efter gedder – om sommeren. Store gedder er afhængige af at have et relativt lavt stofskifte for til stadighed at øge deres biomasse. Stofskiftet er reguleret af vandtemperaturen for koldblodede dyr som fisk. Store gedder kan som udgangspunkt godt findes på lavere vand under høje temperaturer, men kun i kortere tid. Længere tids ophold i varmere vandlag resulterer i nødsaget større fødeindtag og dermed større aktivitet (større energiforbrug), da byttefiskene oftest står meget spredt sommeren igennem. Derfor kan ophold på lavere og varmere vand for større gedder (over 7-8 kg) resultere i markante vægttab. Man skal derfor som hovedregel fiske dybt sommeren igennem, hvis man vil optimere sine muligheder for at fange en storgedde. Opstår der sommerspringlag med iltfattigt, koldt vand i den nederste del af vandsøjlen, kan man være ude for, at stort set alle fiskene skal fanges i og lige omkring selve springlaget.

Hold øje med vandtemperaturen.
Når vandtemperaturen begynder at falde drastisk i takt med efterårets indtræden og grødens retræte, samler byttefiskene sig typisk i større stimer omkring skrænter og mellemdybt vand. Når vandtemperaturen er faldet nok (typisk til mellem 6-9 grader), vil byttefiskvandringer langs skrænterne imod å ind- og udløb foregå både morgen og aften. Dette skyldes, at byttefiskene føler sig mere trygge på det lave vand i åen, og den mindre føde og det oftest koldere vand her er den pris, byttefiskene gerne betaler for at undgå at blive spist. Bliver vandet meget koldt, muligvis underafkølet, vil vandringen mod disse områder vende, og byttefiskene vil søge ud i søen mod de dybeste områder, hvor det varmeste vand er at finde. Der er ingen er ingen faktisk facitliste i naturen og der findes derfor afvigelser fra disse tendenser. Som udgangspunkt er det en god ide at koncentrere sit fiskeri efteråret igennem omkring skrænterne til lavt vand, og specielt fiske i områder, hvor det er sandsynligt, at byttefiskene vil vandre morgen og aften. Hvis byttefiskene er der, så er rovfiskene det også. Når disse byttefiskvandringer foregår, kan man også ofte se en markant øget aktivitet af rovfiskene, og de vil typisk her stå højere i vandet. I takt med at vandet bliver køligere, vil rovfiskene søge mod dybere vand, her vil vandtemperaturen vinteren igennem være relativt stabil. Da vands massefylde er størst ved 4 grader, vil 4 grader varmt vand være tungest. Derfor vil det varmeste og mest iltrige vand være at finde i de dybeste områder af søen. Så snart overfladetemperaturen er under 4 grader, afsøger jeg derfor de dybeste områder, før jeg begynder at afsøge lavere vand. Gedder kan til tider opholde sig på ganske lavt vand om vinteren, oftest i forbindelse med perioder med stille solrigt vejr. Har man viden om områder i søen med udsivning af grundvand, er dette også et yderst interessant område, når vandet er koldt. Grundvand er 8 grader varmt og vil virke som en magnet på både byttefisk og rovfisk.

Find byttefiskene.
Finder man disse, så står der med sikkerhed rovfisk i området. Meget massive byttefiskstimer kan være forårsaget af kraftig prædation fra områdets rovfisk. Giv byttefiskene et waypoint og undersøg området omkring byttefiskene for store V’er. Typisk er rovfisk i nærheden af byttefiskstimer meget hugvillige og derfor lette at overliste. Det er ikke altid en fordel at fiske lige oveni byttefiskene. Her vil ens agnfisk hurtigt drukne i mængden og ikke i samme grad fremstå som et let bytte. Fisk i stedet rundt om byttefiskene.

Afsøg større afstande
ved at sejle og fiske, spred stængerne ud og forsøg at dække et så stort område som muligt for at lokalisere fiskene. Fanger man én fisk, kan det betale sig at gennemfiske dette område grundigt. Aktivitet fra en eller to fisk omkring båden kan rent faktisk aktivere flere fisk i lokalområdet og gøre dem mere opsøgende og mere hugvillige.

Led efter områder med hård bund og strukturer på bunden. Det behøver ikke være store dybdeforskelle. Forskelle på 0,5 til 1 meter eller mindre kan være ensbetydende med ’store’ koncentrationer af fisk. Det samme gør sig gældende med dybe huller, skrænter, plateauer eller knolde. Samlinger og udposninger på dybdekurver kan ligeledes også vise sig som et ‘hotspot’. Disse områder kan alle holde beplantning og skjul og dermed byttefisk. Hvis der er byttefisk, er det helt sikkert også et sted, rovfiskene vil opsøge aktivt (bla. gedder).

fanget gedde

Hold øje med stængerne! Der er ikke først hug, når linen bliver flået af hjulet. Små hop fra paravanen, stangbøj, der er ude at symmetri med bølgegangen, agnfisk, der pludselig bliver meget livlige er alle tegn på, at der er rovfisk meget tæt på ens agn. Små undervandskameraer monteret på mine liner i dette forår har bekræftet mig i, at man har mange flere kontakter til gedder, end man overhovedet kan forestille sig. Derudover fisker man over mange flere gedder, end man regner med. Jeg har på disse optagelser set utallige gedder, som følger efter uden interesse i at hugge, eller simpelthen fisk, der slet ikke ænser ens agn. Derfor skal man være 100 % på, når man fisker. Har man den mindste mistanke om kontakt til gedder, skal man tage affære.

Hugprovokation. Hvis man har mistanke om, at der er gedder, der følger efter, men ikke hugger, er der visse ting, man kan gøre for at lokke dem til at hugge. Det kan være at ændre hastigheden, man sejler med eller variere hastigheden løbende. Det kan være ofte at ændre kurs, så ens agn kommer til at gå uregelmæssigt. Kun fantasien sætter grænser, men mange fisk kan fanges, hvis man er 100 % på, og tager affære i stedet for at sidde og ’sumpe’. Det samme gør sig gældende mht. check af agnen. Har man den mindste mistanke om, at noget er galt, og har der ikke været livstegn eller hug i en længere periode, så er der helt sikker noget galt. Check agnen ofte, og har man rigeligt med agn, så skift ofte til frisk agn for at fiske optimalt så meget af tiden som muligt. Jeg checker så vidt muligt agnene hvert kvarter, hvis der ikke er tydelige aktivitetstegn.

Strategisk planlægning og nytænkning.
Brug din sunde fornuft og lad være med at ’robotfiske’. Robotfiskere er en term, jeg bruger om folk, der sætter grejerne og derefter sejler ud i området, hvor alle de andre ligger, for her må der jo være godt. Du ved, der er fisk, for ellers ville de andre ikke ligge der, men du ved jo ikke, om fiskeriet er bedre andre steder, hvilket det med stor sandsynlighed er! Du får intet ud af at ligge og fiske på fisk, som allerede har set masser af agn og allerede trykker sig pga. den tunge trafik i området. Søg nye områder, udfordre dine egne evner og lær noget nyt. Ofte vil du, hvis du er mobil og prøver nyt, blive belønnet. Lad være med at robotfiske og undersøg løbende området, du fisker i, for mikrofeatures, læg en plan og strategi med fiskeriet – hvor vil du fiske henne i løbet af dagen, og hvordan kommer du fra område til område – ved at affiske nye potentielt spændende områder undervejs. På denne måde lærer du hurtigere søens luner at kende og skaber dig et bibliotek af erfaringer, som andre ikke har.

Et godt eksempel på, at det at gå ’nye veje’, kan være yderst givtigt, har jeg fra foråret 2014, hvor en god kammerat og jeg fiskede på en større sjællandsk sø. Vi startede dagen i et område, der få dage forinden havde været gavmildt mod mig. Fiskeriet var ikke fantastisk godt, og i takt med, at der kom flere både til området, valgte jeg at søge efter nye interessante områder. En beslutning, vi sent vil fortryde, for efter lidt søgen, fandt jeg et 2-3 fodboldbaner stort område med små variationer i bundstrukturen, men med overvejende hård bund. Her stod der absurd mange store fisk. Dette resulterede bl.a. i en 122 cm og 14,5 kilos storgedde til kammeraten, Benjamin.

Dagen efter fortsatte fiskeriet i samme område med absurd mange og store fisk, og da dagen var omme, havde vi haft 5 10+ kg gedder i båden, og mange over de 8 kg. Derudover var der mindst én potentiel 10 kg plus gedde, der blev genudsat uden at blive vejet, målt og foreviget pga. travlhed og alle tre vejeslynger okkuperet med store fisk. Dette er ligeledes et godt eksempel på, at hvis man finder det gode fiskeri, er det etisk uforsvarligt og faktisk også fysisk umuligt at styre 10 stænger.

Knæk og bræk derude

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse