Arkiv
Af: Redaktør 15.10.14 11:03:00

Fisk & Fakta – Smerte rimer på hjerte!

Det gør ondt at få en krog i fingeren. Det kan alle lystfiskere skrive under på. Før eller siden går det galt, og så gør det ondt. Det er ingen uenige om. Men det er efterhånden en gammel traver inden for såvel fiskeribiologien og dyrefysiologien som etologien og etikken: Om fisk nu også kan føle smerte?
Det er et emne, der gennem årene har optaget mange mennesker og mange miljøorganisationer – typisk parter med stærkt modstridende interesser.

Lystfiskerne vil naturligvis gerne nedtone den mulige problemstilling. Og dyreværnsforeningerne vil lige så gerne optrappe problematikken. Det er der intet nyt i, men der er desværre heller ikke meget nyt at tilføre debatten. Videnskaben er ikke kommet ret meget nærmere det at tale med fiskene, så man kan spørge dem selv, om det nu også gør ondt.

Dette hindrer imidlertid ikke nye forskere i regelmæssigt at gå ind i debatten, men der tegner sig stadig det samme tydelige billede: Debattørerne bruger de tilgængelige videnskabelige facts til at understøtte det, de nu engang selv mener. På godt og ondt og i mangel af bedre. På den måde ligner debatten meget den almindelige politiske debat: - Viel Geschrei und wenig Wolle, som de siger nede sydpå!

Uheldigvis kan denne debat på sigt føre til, at vi må opleve indskrænkninger i vor udøvelse af lystfiskeriet med stang og line. Uheldigvis, for debatten er sjældent baseret på facts, men næsten altid på følelser. Ofte forholder det sig desværre sådan, at folk udtaler sig om noget, de reelt ingen viden har om. Nok en mening, men en mening baseret på Disney-syndromet. En mening styret af antropomorfisme, som er et fint og gammelt græsk ord for at tillægge dyr menneskelige egenskaber.

Disney-syndromet
Som biolog ved man, at det er en farlig boldgade at komme ind på. Når Bambi er på glatis og kigger på seeren med store dådyrøjne. Når sælerne i sælariet spiser fisk af hånden, mens de kigger på publikum med deres kuglerunde øjne. Når isbjørnen Siku går på TV og bliver alles kæledægge. Når fisk begynder at tænke. Og så videre. Alt sammen godt nok og sjovt nok, men desværre også medvirkende til at fjerne fokus fra den virkelige verden. De fleste mennesker vil jo ganske naturligt hellere leve i en beskyttet Disney-verden, hvor dyrene er yndige, kloge, behagelige og gode mod hinanden.

Men som biolog ved man bedre end de fleste, at sådan forholder det sig ikke. At dyr og fugle i den virkelige verden er akkurat lige så onde og brutale, som vi mennesker kan være det. Når det gælder overlevelse, føde og formering, er enhver sig selv nærmest. Når egernet gnasker nødder på foderbrættet og ser aldeles bedårende ud, ja, så er det nemt at glemme eller fortrænge, at selvsamme egern minutter forinden måske har plyndret en fuglerede og vakt stor sorg og opstandelse i den lille fuglefamilie.

Og nu gjorde jeg det så selv – lod mig fange af antropomorfismen. Jeg sagde “sorg” om fuglene, hvis reder netop er blevet plyndret af det dårende dejlige egern. Og sorg er næppe noget, man kender til i dyreverdenen – i hvert fald ikke på det plan. Sorg er forbeholdt individer med en vis bevidsthed om deres egen situation. Individer, som kan føle smerte på både sjæl og krop.
Det er uhyre svært at have ondt at sig selv, hvis ikke man er bevidst om sin egen situation. Og det er dyr bare ikke. Dyr bliver ikke kede af det. Dyr græder ikke. De er bare.

Hjerte rimer på smerte

Problemstillingen er eksakt den samme, når diskussionen drejer sig om fisk og smerte. Når en fisk spræller på krogen, så er det jo i Disney-verdenen, fordi den føler ubehag. Ja, måske ligefrem smerte, som vi kender det fra os selv.

Men her bliver vi altså nødt til at kigge på de facts, der er tilgængelige. For kan fisk overhovedet føle smerte? Har de overhovedet det sanseapparat, der skal til? Og her kan moderne hjerneforskning heldigvis bidrage med facts, der kan sætte i hvert fald nogle af tingene på plads.

Det er nemlig et fysiologisk og anatomisk faktum, at fisk som dyregruppe mangler den del af storhjernen, der hos os mennesker og pattedyr er sædet for smerteoplevelsen. Blokerer man denne del hos mennesket, vil man være i stand til at lægge hånden på en varm kogeplade uden at føle smerte. Også selv om man er ved fuld bevidsthed.

Og selv om det ind imellem godt kunne være rart med en lidt højere smertetærskel end den, vi har til daglig, så er det altså ikke altid lige formålstjenligt. Der er jo en grund til, at vi føler smerte, nemlig at vi så gør noget for at undgå det. At vi dermed er sikret en bedre chance for overlevelse.

Men tilbage til de få, benhårde facts, vi har om hjerner og smerteopfattelse. Det første, en anatom eller fysiolog her kan konstatere, er, at fisk mangler den del af storhjernen, som er sædet for vor smerteopfattelse og -oplevelse.
Egentlig kunne man stoppe diskussionen her og slå fast, at fisk ikke kan føle smerte i menneskelig forstand. Det har de helt enkelt ikke hjerne til! Men man kan jo ikke helt afvise, at smerteoplevelsen kan have andre kanaler hos fisk, der jo unægtelig er skruet anderledes sammen end os selv.

Mærk smerten
Det har fået videnskabsfolk verden over til at undersøge, om der nu ikke kunne opleves bare en lille smule smerte hos fisk – hvis man generer dem rigtigt, meget og længe nok? For kan man nu dokumentere, at fisk rent faktisk kan føle smerte, ja, så har dyreværnsforeninger jo et rigtig godt argument for at forbyde Catch & Release – fangst og genudsætning af fisk. For det vil jo i så fald være at påføre de stakkels fisk smerte med vilje ...

Vi lystfiskere argumenterer modsat, at der er masser af tilfælde, hvor netop fangede og genudsatte fisk straks efter er gået til biddet igen – tilsyneladende upåvirket af udtrætning, afkrogning og genudsætning. Vi fremfører også gerne amerikanske undersøgelser, hvoraf blandt meget andet fremgår, at en enkelt bass er fanget, mærket og genudsat hele 17 gange i den samme sø. Måske en mindre begavet fisk med en højere smertetærskel end normalt?

Anyway, et hold britiske forskere er gået til sagen med endog meget stor iver og ildhu. De har nemlig sprøjtet irriterende stoffer som bigift og eddikesyre ind i følsomme læber på tamfisk i laboratoriet. Forskerne registrerede ikke overraskende, at fiskene reagerede tydeligt på de indsprøjtede stoffer. Præcis som en kroget fisk naturligvis reagerer på at blive kroget ved at sprælle for enden af linen. Nogle mere end andre.

Men igen: Er det så et eksempel på, at fiskene føler smerte? Eller lader de sig blot irritere, som vi andre gør det efter et myggestik? Begge reagerer vi naturligvis, da vi jo kan registrere påvirkningerne, så vi efterfølgende kan handle på dem. Herfra og så til at kalde det smerte er der dog et meget langt stykke. Men hvis man absolut vil opfatte det som smerte i menneskelig forstand, kan ingen jo hindre nogen i det. Vi ved bare, at det er det ikke.

For intet er jo ændret på den fysiologiske kendsgerning, at fisk mangler den del af storhjernen, der hos os er sædet for smerteoplevelsen.
Måske de sikkert velmenende dyreværnsforeninger i stedet burde koncentrere deres anstrengelser om onde forskere, der tilsyneladende helt bevidst søger at påføre de stakkels fisk konkrete smerter?

Det er jo dem, der er de virkelige skurke i dette spil. Dem, hvis konklusioner er både tynde, interessante og perspektivrige. Bruger man nemlig denne argumentation, så har edderkoppen, der spinder indviklede spind, jo tilsvarende en intelligens på højde med en bygningsingeniør. For hvordan kan den ellers gøre det?

Der er forskel på fisk
Det kan være næsten rørende at se, hvordan en engageret fluefisker eller medefisker håndterer deres fisk efter fangsten. Ikke mindst medefiskeren gør et stort nummer ud af at behandle fiskene godt, når de skal måles og vejes. Og specielt karpefiskeren er den rene frelsende engel, når hans elskede karper skal en tur i vejeposen.

Men det kan virkelig undre mig, når man ser selvsamme fisker – med den største overbevisning og helt uden tøven – jage en stor trekrog ind i ryggen på en lille, sagesløs skalle og lade den svømme blødende rundt. Alt dette er tilsyneladende helt i orden, når det gælder om at ekstrahere de største, grummeste og mest snu gammelgedder fra fiskevandet. Så er skallen bare en skidtfisk, man gerne må påføre de værste lidelser – hvis den altså kan registrere smerten fra trekrogen i ryggen. Der er åbenbart forskel på fisk – og fiskere.

Well, jeg skal ikke gøre mig hellig, for jeg gør det selv ind imellem – ofrer en lille skalle for at fange en stor gedde. Men jeg er fuldt ud klar over dobbeltmoralen, som lyser ud af dette. Som gør den alsidige medefisker til fiskernes Doctor Jekyll og Mister Hyde. Som gør det endog meget svært at forklare ikke-fiskere, hvad det nu lige er, man har gang i. Og som med største sikkerhed vil føre til et forbud mod brugen af levende agn, som vi allerede har oplevet det i andre lande.

Det ville givet gavne vor egen sag, hvis vi selv tog affære – inden EU får øje på vore gerninger. Præcis som det ville have gavnet jægerne, hvis de i sin tid selv var gået i front med at indføre et alternativ til de skadelige blyhagl, i stedet for langt senere at få trukket et regulært forbud ned over hovedet.

Nyttige links
Vil du vide mere om, hvad der rører sig i hovedet på lystfisker-hadende dyreværnsgrupper, så klik ind på denne hjemmeside: http://www.fishinghurts.com/
Hvis du vil høre, hvad Linda McCartney (afdød hustru til Paul McCartney fra The Beatles) mente om samme, så se dette klip: http://www.youtube.com/watch?v=c7UQQmG42WM&feature=related
Så ved du, hvad vi er oppe imod ...

Kommentar