Poul Skovbjerg Jeppesen
Af: thomask 02.08.16 20:43:42

FC Spinner – design og superhåndværk – og en giftig fanger

En beretning om en iværksætters kreative indsats og kamp med økonomi og myndigheder, for at leve- og overleve i branchen - Karsten Westermann og FC Spinner.

Brug de betroede talenter
Man skal forfølge sine ideer og chancer, hvis man ikke vil have uro i sjælen resten af livet.                                                                                                            

For nylig ringede én af mine døtre og fortalte om et tilbud, hun havde fået fra et forlag om at skrive to bøger. En spændende, men udfordrende opgave, som gav noget hovedbrud, men som hun sagde: - Hvis ikke man tager udfordringen/chancen, kan man komme til ærgre sig over det resten af livet. Netop det samme sagde Lilly, Karsten Westermanns kone, i forbindelse med Karstens hjerte-og smertebarn FC Spinneren. Det var stort sagt, set i lyset af, at de indtil nu havde investeret 2 millioner kroner i projektet – nogle arvet og andre lånt i banken – med en aktuel status, der hed en gæld på ca. 1,5 million kroner, og en daglig økonomi, der absolut ikke havde de store tal på husholdningsbudgettet.

En ny Rapala eller?                                                                                                                                                        
Jeg besøgte dem i den lille sønderjyske by, Frifelt, som ikke så ud til at have forandret sig de sidste 50 år. Bortset fra et lille skilt ud for nr. 10, der gjorde opmærksom på, at her holdt noget til, der hed FC Spinner.  Fiske Avisen har for 5 år siden skrevet om FC Spinner, da produktionen startede, og ideen med dette besøg var derfor en opfølgning for at se, hvordan det var gået en af ”vores” nyere iværksættere i branchen – om det var på vej mod et nyt Rapala-imperium, en døgnflue eller måske noget midtimellem.  Det viste sig dog også at blive en oplevelse med et usædvanligt designertalent – en fremragende, men stædig håndværker med meget hjerterum. Aftalen denne dag, sidst i august, indeholdt også et besøg ved Kongeåen, som viste sig fra sin bedste side.

Materialer og produktion
Modtagelsen blev klaret af to store hunde, en kærlig kat, Karsten og en kop kaffe – inden vi gik ind i virksomhedens hjerte på 15 m2. Bortset fra støbeprocessen stod Karsten for hele produktionen af FC’erne her, alt imens den ene store hund overvågede ham fra en ældre lænestol i et hjørne af rummet. Her tilbragte vi dagens første 4 timer – Karsten har også et godt taletalent.

Min første nysgerrighed omhandlede, hvordan det kunne lade sig gøre at bruge/investerer så mange penge i en produktion af spinnere, som jo blot består af spinnerblade, en krop med nogle småting, en gummihale og en krog. Det kan vel ikke kræve alverden. Det hurtige svar var – vareindkøb, værktøj og lagerstyring. De næste 4 timers snak, afdækkede, hvad de ord indebar. - Se dig omkring, sagde Karsten, og bortset fra et maleri med Kongeåen var næsten al væg- bord og- gulvplads udnyttet til bokse af forskellige størrelser, ophæng til halvfabrikata og meget andet. Dette afspejlede et gennemført og gennemtænkt produktionsapparat.  Dyrt, det var det. Hver af de ca. 100 små og store æsker koster ca. 300 kr. Ophænget til halv-og helfabrikata var designet af Karsten, udført af den lokale smed og var bestemt ikke billigt. Der sad 2 rundeller på bordet på en plade med kuglelejer, og de rummede alle nødvendige materialer til montering.

Disse havde Karsten selv fremstillet af meget dyre materialer – det havde taget ham 400 timer. Men så har de måske også et design, der senere kan masseproduceres og sælges, fordi de fremmer praktisk og hurtig montering. Netop dette afspejler Karstens personlighed, designerevner, håndværksmæssige kunnen og kompromisløse krav til kvalitet, orden og system. Alt, hvad han har med at gøre, skal være det bedste. Det gælder også alle indkøbte råmaterialer til FC’erne. Kroppene støber han selv i 12 støbeforme, konstrueret af 450 kg tin, indkøbt for ca. 400 kr./kg. Når støbeprocessen er i gang, bliver der støbt 8-10.000 kroppe ad gangen.


                                                                                                                         
De blyfri spinnerblade er produceret i USA og hjemkøbt i store mængder, for 3,50 kr./stk.  Perlerne er lavet af tungsten. På et tidspunkt fik han en leverance til 90.000 kr., som ikke duede. Ingen erstatning – så det var farvel til de penge. Klippemaskiner til tråd til 35.000 kr./stk. Gummihaler lavet af bedste naturgummi. Plastrør til emballage til 3-4 kr. stykket – i øvrigt også Karstens egen ide. Fra starten indkøbt for 70.000 kr.+22.000 kr. i luftfragt. Sakse og tænger indkøbt i Japan – sindssygt dyre, som Karsten selv udtrykker det.  Der kunne let føjes meget mere til…

Myndighedskrav og skurke
Bly er den helt store skurk i endegrej.  Myndighedskravene er skrappe. Måske for skrappe, spurgte jeg, fx i forhold til Norge. Men jeg blev belært af Karsten. - Det er jo ikke kun en blyklump på havbunden eller en beskeden del i en metallegering fra en spinner, der ender i en å, der betyder noget, siger Karsten. -Tænk på alle de arbejdere, der sidder i bl.a. Kina og er i daglig berøring med bly og andre farlige metaller. Så FC Spinnerne er garanteret fri for bly. Det har også fordyret produktionen i forhold til konkurrenterne, som har haft dispensation og påstået, at det ikke kunne lade sig gøre at producere spinnerblade uden bly – og netop det har givet kampe med myndigheder, der med ”hjælp” fra nogle af de store i branchen ville teste FC-troværdigheden.

Så ud over alle de andre problemstillinger har projektet givet en oplevelse af, hvad konkurrence og penge betyder, også i denne branche. Karstens samvittighed er i orden, og han kan derfor uden problemer på FC Spinners hjemmeside skrive: - Vore spinnere er blevet testet af Miljøstyrelsen og er som de eneste i DK erklæret RENE for bly.

En spinner fødes
Karsten sætter sig til arbejdsbordet og ”binder” en spinner.  En rigtig fin en af slagsen med sølvblad, som jeg får overdraget, men nok ikke nænner at ”begrave” på å-bunden eller ”parkere” i et træ ved åen – den skal nok indgå i nostalgisamlingen. Det er håndarbejde, som det er ved alle spinnerne. Processen indeholder langt flere småfunktioner, end jeg havde forestillet mig, inden plastrøret med indhold ca. 10 min. senere ligger i min hånd.  Karsten kan montere mellem 70 og 100 spinnere pr. dag. Han har haft hjælpere til produktionen, men de har svært ved lave et arbejde, som lever op til de krav, som Karsten stiller til det færdige produkt.  Årsproduktionen er ca. 11.000 stk.

Et unikt produkt, der fanger
Det er stadigt Karstens drøm at fremstille et unikt produkt. Der er næppe noget på markedet, der er så gennemtænkt og afprøvet som FC Spinneren. Og det gælder alle modeller og farver. Karsten kan berette om hver af dem i mange minutter. Især fremhæver han, at FC’eren er markedets eneste spinner med et fremskudt tyngdepunkt, så den dykker med fronten først, hvilket også gør, at den ved spin-stop reagerer med et lille dyk – som en flygtende byttefisk – og det kan udløse hugadfærd. Man behøver ikke at være i tvivl om, at det fra ende til anden et kvalitetsprodukt, der kan fange fisk. Det er der praktiske beviser nok på. I Skjern Å blev årets første laks på 8,5 kg, taget af Bo Ottesen og årets største på 12,6 kg, taget af Torben Smedegaard, og flere hundrede andre fedtfinner i åen fik samme oplevelse med en FC Spinner. Lignende statistikker kan laves fra mange andre vandløb.  Selv demonstrerede Karsten både egne og FC’ernes evner på en finaletur til Storåen 14. okt. Her er uddrag af hans beretning: - Det var min første dag ved åen. Efter bare 10 minutters fiskeri, blev der skubbet til den 16 gram hvide FC’er for første gang. Jeg havde god kontakt med de næste to, som dog hurtigt røg af. Herefter fik jeg lov til at fighte og genudsætte en smuk hunlaks på 92 cm. Nu var jeg egentlig godt tilfreds. Men 100 meter længere nede ad åen var den gal igen – en lille sølvblank laks på 40 cm kunne ikke modstå FC Spinneren. Nu kunne det vel ikke blive bedre, men jo, endnu en tabt fisk – og så igen et hug på den hvide. Den blev hængende – en helt sølvblank nystegen hunlaks på ca. 1 m – den kom ind og ud igen. Et sidste å-sving gav endnu en (kort) kontakt til en fin havørred.

Kreative brugere
Lystfiskere er jo også selv kreative omkring brugen af deres fiskegrej.  På Sydsjælland fandt man via Henrik Thrige fra ”Fiskesnøren” ud af at bruge nogle små FC-Classic og Upstreams på kysten, og det blev en stor succes, også for den lokale forhandler, som blev den største aftager i DK. Nogle af de små Classic rød/hvid og rød/gul – viste også en ”magnetisk” tiltrækning på aborrerne i Tryggevælde Å, hvor de fiskes som jig – hoppende hen over bunden. Selv har jeg i øvrigt haft succes med en tungere Classic-spinner i Mariager Fjord.

Markedsføring og eksport
Sådan markedsføres FC Spinneren, på  hjemmesiden : - Alle vore modeller er teknisk beregnet og designet igen og igen til perfektion, uanset model eller farve, og alle spinnere er gennemtestede af os selv, foruden en stribe testfiskere i Danmark samt i det meste af Skandinavien. FC Spinneren har fanget hundredtusindvis af laks, havørredder og andre fiskearter, herunder fjeldørredder, gedder, sandart m.fl. og har for længst bevist sine imponerende fangstegenskaber.

Design og perfektion har sammen med erfaring og reklame fra fiskende danskere også gjort spinneren kendt og flittigt brugt hos alle vore nordiske naboer. Selv har jeg og bekendte haft succes i Norge med sorte spinnere (Shy Guy), afpasset i størrelse efter strømforhold. Jørgen Emiliussen, som er fast skribent her i avisen, har også været en flittig bruger af FC Spinnerne.

Karsten anbefaler at fiske FC´erne langsomt med små ryk og tæt over bunden. Video fra turen kan findes på FC Spinnerens hjemmeside. Min egen favorit har i år været en sort/gul 16 g Upstream, som i år har leveret et tocifret antal laks og en del havørreder.  

Karsten er hele tiden i gang med at videreudvikle sortimentet, og på hjemmesiden gør han rede for de forskellige modellers kvaliteter.

Kreativ leg og nye produkter?
Produktionen af FC Spinnerne er nu mest rutinearbejde, men Karsten må have plads til at ”lege” med nye ideer. Han har gang i udviklingen af flere spændende stykker endegrej, som han dog ikke på nuværende tidspunkt ønsker at offentliggøre. Et par eksempler på hans eget grej er: Fangstnet, der giver associationer til et fint gammelt poleret mahognibord – håndværk i topklasse. Fiskestænger i luksusudførelse, bl.a. en ny Hardy fluestang, som blev ombygget til en spinnestang med finesser, som er blevet udviklet over et utal af timer. På håndtaget ses mange rudeformede indlæg, som hver især har krævet en hel dags arbejde.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                        
Kongeåen
Efter 4 timers besøg  hos Karsten i værkstedet var jeg godt pumpet med informationer, men fortsat fyldt med forventninger til 2.del af dagens program – at komme ud til Kongeåen og afprøve produktet. Det havde jeg i øvrigt gjort i alle de år, FC´erne eksisterede, med mange både laks og havørreder til følge.  Så vi skulle faktisk bare ud at fiske i Kongeåen, og optimismen var stor.

Det var sidst i august. Forinden var der kommet en masse vand, og i storebror Skjern Å høvlede de laks ind. Kursen blev sat mod 1. station. Det flade marskland, hvor vi blev modtaget af smukke sejlende rørhøge, stære, der varmede op til ”sort sol”, får på digerne og sortbrogede køer på store flade marker.  Åen så dyb og fin ud og strømmede ret pænt.
Min sort/gule FC Upstream med messingblad blev sat til at gøre arbejdet. Den blev monteret på et Karsten-forfang med en perle som vægtbelastning, så den kunne feje over sandbunden i vandret stil. Efter bare 15 minutters fiskeri var der kontakt til en pæn fisk, som præsenterede sig i overfladen som en velproportioneret havørred på et par kilo, inden den desværre sagde farvel!
Vi flyttede til en anden plads ikke langt derfra. Jeg var gæst og blev konsekvent jaget foran og fik også derfor den næste chance – et solidt hug, og lidt senere kunne en 75 cm hanlaks landes. Masser af små røde pletter afslørede, at den havde været lusevært for mange af slagsen. Næste station var højere oppe ad åen, hvor vandløbet er af en karakter, som en typisk dansk å med stryg og sving. Her gik vi hver sin vej. Pludselig lød er et brøl fra Karsten. Hans flødefarvede Upstream sølvspinner havde tydelig kontakt med en stor fisk. Men efter få sekunder lød et endnu højere brøl, og stangen fik en noget uvenlig kontakt med græsmarken bag. Fisken blev, hvor den hørte hjemme. Efter 4 timers snak og 4 timers fiskeri var det nok for den dag.

Motorvejen som refleksionsrum
Herefter gik turen 160 km nordpå med hovedet fyldt med af indtryk, forundring og refleksioner over, hvor forskellige evner mennesker er udstyret med. Karsten må nok betegnes som den mest kreative person, jeg kender, tilmed også en fantastisk håndværker – men de kompromisløse kvalitetskrav har også sammen med måske ikke så heldige økonomiske dispositioner gjort det sværere at forfølge de drømme, som kreativiteten inviterer til.  Men FC Spinneren blev søsat og sejler endnu.  Det er et fint produkt, som har leveret masser af gode oplevelser til mange fiskere. Prisen ligger over konkurrenternes, men i forhold til materialer og det ”arbejde”, der ligger bag, kan man ikke kalde produktet dyrt. Spinnerne kan både købes hos forhandlere og direkte via hjemmesiden

Fremtid
Karsten kan ikke lade være med at udvikle nyt og har meget i gang, men om det lykkes at få økonomi til at sætte det i produktion, må fremtiden vise. Det har foreløbig været 5 dyre og hårde år. Glæden ligger til gengæld i de mange kontakter til forhandlere og glade brugere – og det får Karsten til at kæmpe videre med en fortsat stor tro på fremtiden.
 

 

Kommentar