fluegedde

Brakke fluegedder

De svenske kystgedder lokker fortsat mange danskere – flue- såvel som spinnefiskere – over på den anden side af sundet.


Fluen lander med et mindre plask bag den store sten. Stangen sættes op i armhulen, og fluen flåes ind med begge hænder få centimeter under overfladen. I det samme, fluen passerer stenen, eksploderer overfladen i kaskader af vand, men fluen fortsætter uberørt.

Et nyt kast bliver lagt ud. Fluen bliver strippet i maksimalt tempo, og da den igen passerer den store sten, brydes overfladen endnu en gang i et voldsomt plask, og et kraftfuldt sug i stangen indikerer liv i den anden ende. Krogen sættes, og efter et par udløb og utallige rulninger i overfladen er fisken flad, og en gedde på et par kilo kan landes og genudsættes.

Imens jeg betragter fisken svømme tilbage i sit rette element, brydes idyllen af et glædeshyl, og ud af øjenkrogen ser jeg Henrik stå med fuldt flexet stang, der bøjer helt ned i korken og peger ud mod en kæmpe hvirvel i overfladen.  Fisken flår hurtigt 15 meter line af hjulet, og på trods af den næsten spændte bremse forsætter den ufortrødent ud mellem stenene. Hver gang vi føler, at fisken er bare lidt under kontrol, tager den yderligere et par meter og stiller sig tungt, som var det en sten.

Efter ca. 10 minutters fight, hvor hårdt blev sat mod hårdt, kan vi ude mellem de yderste sten lande en utrolig stærk, men nu træt gedde på den gode side af fem kilo.

Opsøg geddepladserne
Gedderne er at finde langs det meste af den svenske sydkyst i lavvandede vige, på kyststræk med spredte sten og ved vegetationsbælterne på den åbne kyst. Selv ompladserne er mange, kan fiskene til tider være svære at finde, og er forholdene langtfra optimale, kan det føles håbløst. Et skridt på vejen ville selvfølgelig være at få nogle pladser af nogle lokale geddefreaks, men ikke alle er lige villige til at dele deres hot spots med en fiskegal turist. En klar fordel vil derfor være at indkøbe et par eksemplarer af “De gröna Kartan”. Her kan selv de mindste grusveje, små pynter og vige findes, hvilket kan spare dig for mange kilometer resultatløs vandring i søgen efter
nye fiskepladser.

En god ide er tillige at besøge den lokale grejpusher. Her har man som regel fingeren på pulsen og ved hvilke pladser, der virker det pågældende  tidspunkt.

De fysiske rammer

Skal der jagtes gedder langs den svenske sydkyst, er det vigtigt at være opmærksom på kystens fysiske forhold. Vores erfaringer er, at sandbund med megen vegation og flere spredte større sten er gode pladser at opsøge gedderne på. Både de fritliggende samt de tæt stående sten er altid værd at bruge et par kast på. Ofte står gedden på lur blandt disse og venter på at klappe kæberne sammen om en friskt fisket flue. Affisk derfor altid vandet grundigt, inden du vader forsigtigt frem.

Ikke kun blandt stenene er gedderne at finde. Tangbælterne på den åbne kyst huser ofte mange gedder, og til tider kan det virke som om, de står finne ved finne blandt den lavere vegetation ved bunden.

Står solen højt på himlen, og ligger overfladen blik på det spritklare vand, kan gedderne virke svære at få i tale. Forhold som overskyet, krusninger
eller bølger og uklart vand er klart at foretrække, og er blot et af disse til stede, er chancen for succes væsentligt større.

Ifølge de lokale følger fiskeriets stabilitet også vejrets stabilitet. Specielt vejrskifte med nedadgående temperaturer kan lægge en dæmper på fiskeriet.

Selv om temperaturen kommer under frysepunktet, kan man have godt fiskeri, når blot temperaturen har ligget stabilt et stykke tid.

Grejet og fluerne
Til fiskeriet efter kystens gedder kan man uden problemer bruge sit almindelige geddeflugrej. En 9’ stang #7 til 8 passer perfekt til de ofte lidt blæsende forhold. Dog kan man næsten altid finde læ i en af de små vige, som ligger langs det meste af sydkysten.

Både skydehoveder og hele WFliner kan anvendes. En WF line designet til at håndtere store fluer kan være en fordel. Specielt når der fiskes mellem
stenene, hvor præcisionskast er en del af fiskeriet. En flydende line eller et flydende skydehoved egner sig klart bedst til denne form for fiskeri.

Fiskeriet foregår som regel på vand med en vanddybde fra 30 cm til 1,5 meter. Fluen skal derfor oftest holdes højt i vandet for at undgå, at man sætter den i vegetationen eller i en af de mange sten.

Når stenpartierne affiskes, kan man med stor fordel anvende en flue med grødesikring. Fluer bundet upside down på en bend back krog sørger
for at holde krogspidsen fri og sylespids selv efter flere dages fiskeri.
Vores erfaring er, at flashfluer i farverne grøn/chartreuse, lilla/koksgrå, sort og brun er vejen til succes. Kombinationen af disse farver og en hurtig indtagning kan være virkelig giftig under de fleste forhold.

På de nedenstående links kan du finde nyttig information om alt fra pladser til leje af bolig:
www.scandicAngler.com
www.gagnekulla.net/pikefly/hem.passagen.se/pikehunt/index.htm
www.sportsfiskecentrum.com
www.dancenter.dk
www.scanmaps.dk

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse