Carsten Skøtt, troutbum.dk.
Af: Redaktør 15.02.12 20:53:00

Bombarda, Gulp og havørred på kysten

Det blev værre, da samme fisker få minutter senere havde havørred nummer to til afkrogning. To havørreder på mindre tid, end det tager at drikke en kop lunken kaffe!

Min nysgerrighed var vakt, så jeg gik ned til fiskeren, der på tysk forklarede om sit fiskeri med bombarda og børsteormsfluer.

I et par år havde jeg herefter altid bombarda med på kysttur, og min samling af kystfluer voksede støt og indeholdt altid forskellige børsteormsfluer. Inkarneret bombardafisker var jeg stadig ikke. Teknikken ved bombardafiskeri kræver, at man øver sig, og jeg har nok ikke givet det den tid, der kræves for at få kastet ind under huden. Ofte brugte jeg lige så lang tid på at rede linekludder ud som på at fiske, og det trak motivationen lidt ned.

Gulp!
I sommeren 2009 havde jeg så en afgørende oplevelse med bombarda, der for alvor ændrede på min motivation for at mestre dette fiskeri. Min fiskemakker lånte mig en Gulp tobis, som han ikke selv havde erfaring med på dette tidspunkt, men som en forhandler havde lovprist nok til, at han var blevet interesseret i at forsøge. Og skæbnen ville det hverken værre eller bedre, end at jeg den dag fangede en meget fin havørred og en lille torsk på netop bombarda og Gulp.

Interessen var vakt. 14 dage senere fik jeg så i første kast en skøn havørred på 3½ kg - et kig i min fangstjournal fortæller, at jeg stort set ikke har fisket med andet end bombarda og Gulp siden.

Ideen med at kombinere det bedste fra flere verdener i samme agn tiltaler mig, og jeg kunne straks se potentialet i den bløde kunstagn med de – for fisk – så lokkende duftstoffer. Gulp’en kan fiskes langsomt eller hurtigt, den kan fiskes højt eller lavt, den kan fiskes som en streg i vandet eller med en lokkende og vimsende gang, den kan variere i farve, form og størrelse ganske som blink og woblere – men for mig er den ekstra dimension afgørende. Nemlig den, at duften kan lokke en nysgerrig havørred til det sidste afgørende nap.

Jeg har ofte oplevet, at samme fisk har forsøgt med forsigtige nap flere gange på samme kast, eller at en fisk, der har været kroget og er faldet af, overfalder Gulp’en igen, tilsyneladende ikke klog af skade. Sandsynligvis er det her ikke nogen ulempe, at agnen er blød og har smag af ”mad”, så havørreden ikke afskrækkes på samme måde, som den må blive det af at bide i en hård og smagløs jern- eller polyesteragn. Samtidig er Gulp lettere at opbevare og holder bedre på krogen end for eksempel orm, der jo også har duft og smag og kan være giftig på kysten.

Ifølge den logik vil en flue have samme liden afskrækkelse, men den mangler jo så duften. Til gengæld kan det være på sin plads at fiske med flue(r) på forfanget på dage og årstider, hvor fiskene selektivt udvælger sig netop små fødeemner.

Teknik og grej
Da jeg først havde fået den ide ind i hovedet, at Gulp muligvis ville kunne fiske mere effektivt end flue eller bink/wobler, så måtte det jo afprøves. Det betød blandt andet, at jeg endnu en gang befandt mig på et stadie af bombardafiskeri, hvor jeg følte mig som en nybegynder.

At fiske med den tungere Gulp i stedet for flue fordrer en anderledes teknik, og talrige gange på de efterfølgende fisketure har jeg stået og kigget længselsfuldt på fiskevandet, mens jeg har brugt tiden på at rede linekludder ud. Især oplevede jeg, at forfanget efter et stykke tid fik en tendens til at vikle sig op om hovedlinen. Det problem er mindre, hvis hovedlinen er af nylon – så kan man ofte blot trække i forfanget til det snor sig selv ud - men med fletline som hovedline kan det altså godt tage sin tid en gang imellem.
Med lidt træning – og ikke mindst den vigtige motivation – er det efterhånden lykkedes mig at opøve en tilfredsstillende teknik. En af de faktorer, jeg har fundet ud af, er vigtig, er at fiske med den rigtige stangtype.
Efter at have prøvet lidt forskellige stænger har jeg nu to foretrukne, som jeg bruger under forskellige forhold. Den ene er en Fenwick Silver Wing 12’6’’, som er rigtig god til lange forfang og lange kast. Den er dog også tung at gå med og at kaste med, så på en heldagstur eller flere dages sammenhængende fiskeri kan jeg mærke det i skuldrene. Derfor bruger jeg mest denne stang til fiskeri, hvor jeg ønsker optimal kastelængde og de tungeste bombardaflåd (40 g).

Min mest benyttede stang er nu en Fenwick Ironfeather Momentum 10’. Med den kan jeg opnå ganske rimelige kastelængder, og samtidig er den kortere stang lettere at gå med i lang tid uden at skulle til kiropraktor bagefter.

Der er mange andre stænger, der er velegnede til fiskeri med bombarda, så det er bare med at prøve sig frem, hvis man har lyst til at udforske denne fiskeform. Min erfaring siger mig, at hvis man oplever meget linekludder og klumsede kast, er det ikke nødvendigvis, fordi man selv er dårlig. Det kan sagtens være, at man får en aha-oplevelse ved blot at skifte sin stang ud med en, der bedre egner sig til netop denne fiskeform.

Forfang
Som med alt andet, der vedrører lystfiskeri, er der mange meninger om længden på forfanget. En regel, jeg har hørt, siger, at forfanget skal være samme længde som stangen. En anden, at det skal være 1½ gange stanglængden. Selv har jeg ikke nogen fasttømret mening om den sag.

Nu fisker jeg jo hovedsageligt med Gulp efter bombardaen, så i mit tilfælde vælger jeg en forfangslængde på højst samme længde som stangen plus ”lidt”. Bliver forfanget længere, kan jeg ikke styre Gulp’en i kastet, og det ender som regel med noget rod. Et kortere forfang er dog også ofte på sin plads; Gulp’en er betydelig mere vindfølsom end flue/orm, så når det blæser kraftigt, korter jeg forfanget ned for at minimere linekludder med forfanget. Også når det er mørkt, korter jeg af samme grund gerne forfanget ned.
Jeg har fanget havørred både på kort forfang og på langt forfang, og jeg har mange gange oplevet en havørred, der gik målrettet efter selve bombardaflåddet, så jeg tror egentlig ikke, at en kort afstand til flåddet skræmmer fisken. Men hvem ved, måske er det på en dag med klar sigt i vandet og sky fisk netop afgørende for, om man får fisk på land, så det kan på den anden side næppe heller skade. Altså er mit forfang som regel så langt, som jeg føler, at jeg under de gældende forhold kan kaste godt med. I mit tilfælde er det så ikke ret meget mere end en stanglængde – også fordi jeg en enkelt gang har oplevet at stå med en fisk ”i snor” på et meget langt forfang og mærket, hvor svært (umuligt) det var at nette den, når jeg ikke kunne få den tættere ind på kroppen.

Som forfang bruger jeg 0,27 mm fluorocarbon. Flere af mine fiskekammerater bruger nylon som forfang og fanger stadig fisk, så selvfølgelig er nylon udmærket til dette formål. Men fluorocarbon er mindre synligt i vandet end nylon, og igen er betragtningen, at det vel næppe kan skade at få den lille ekstra detalje med. Samtidig er fluorocarbon lidt mere stift, og det er lettere at udrede vindknuder, uden at linen tager skade.
Når jeg vælger at bruge fletline som hovedline, har det to årsager og en enkelt undtagelse. Jeg kan ganske simpelt ikke lade være med at forsøge at få længst mulige kast, når jeg fisker, så den første årsag er den forøgede kastelængde, som jeg føler, jeg opnår med fletline. Den anden årsag er kontakten til agnen. Fletline er modsat nylonline uelastisk, så jeg mærker meget tydeligt, hvad der sker for enden af min line.

Det oplever jeg som en fordel, både når jeg registrerer hug eller forsigtige nap, og når jeg mærker, at forfanget har snoet sig om hovedlinen. Så er det bare hurtigt ind, rede ud og ud med agnen igen. Undtagelsen er, at jeg bruger nylonline, når vandet er meget koldt, og der eventuelt er frost i luften. Jeg har en ide om, at fletline suger lidt vand, og at det derfor er vanskeligt at bruge i frostvejr med meget linekludder og underlige ”påspolinger” til følge. Her har nylonline for mig at se absolut sin berettigelse.

Når jeg en sjælden gang fisker med flue på forfanget, vælger jeg ofte at fiske med to fluer. Det giver vanskeligere kast og kan resultere i for megen linekludder under ugunstige vindforhold. Men alt andet lige kan det næppe være en ulempe at præsentere fiskene for to forskellige fluer, når forholdene ellers er til det – det kan for eksempel være en stor flue nederst og en mindre flue forrest. Med to fluer på forfanget fravælger jeg en glideknude og vælger i stedet en fast knude. Jeg lægger den ekstra line langs forfanget og binder en kællingeknude med begge liner, hvor jeg går tre gange igennem den store løkke. Hvis knuden har et navn, kender jeg det ikke.

Flåddet
Selve bombardaflåddet fås i flere varianter: Flydende, synkende og langsomt synkende, og dertil i mange vægte fra typisk 10 til 40 gram. Selv bruger jeg aldrig flydende flåd, men synkende ved høj vandstand og langsomt synkende ved normal og lav vandstand. Til mit fiskeri med Gulp kaster jeg bedst med de tungere bombardaflåd fra 25 – 40 gram, afhængig af vejrforholdende, men til fiskeri med flue eller orm vil flåd på 20 eller 25 gram ofte være passende. På en lang fiskedag kan man sagtens mærke de ekstra gram, der får relativ større betydning, når de hænger for enden af en mere end 2 meter lang pind. Så der kan godt være fornuft i at vælge et flåd, der er så let, som forholdende tillader.

Kasteteknik
Nu da udstyret er på plads, er der egentlig ikke andet at gøre end at komme ud at fiske. For det der med kasteteknikken, det læres absolut bedst ved praktisk øvelse. Det er dog godt på forhånd at være klar over, at kastet skal være væsentligt mere blødt, end man vil vælge, når man fisker med blink. Der skal altså ikke kastes med et kraftigt svirp, som vil få hovedline og forfang til at klaske sammen i luften. Kastet skal nærmest udføres i et langt, jævnt træk, hvor man fører fluen, ormen eller Gulp’en i en rundgang lige over vandet på en måde, der holder forfanget strakt, inden man med et behersket svirp sender bombardarigget mod de fjerne vidder. Hvor meget svirp, man kan tillade sig uden at forkludre kastet, kan ikke være andet end en øvelsessag og er stærkt afhængig af den stang, du fisker med.

Kastesteknikken kan også finpudses ved at justere længden af line uden for topøjet inden kast. Igen er der ingen opskrift, det hele afhænger af personlig kastestil, agn, stang osv.

Bombasticks, der er et plastrør, man skyder ind imellem bombardaflåd og forfang, kan også for nogen være dét, der gør forskellen mellem forfangskludder eller ej. Ideen bag bombastick’en er, at forfanget bliver holdt ude fra hovedlinen under kastet, og det virker som regel. Men det er ikke sikkert, det er nødvendigt for dig.

Som den sidste del af kastet bremser jeg linen, lige inden bombardaflåddet rammer vandet. Jeg gør det ved at lægge en hånd på spolen, så linen ikke kan løbe af, og håber derved at strække forfanget ud bag bombardaflåddet, der således får en pludselig opbremsning og lander der, hvor det var, da jeg stoppede linen. Timing er vigtig her, og det gør det selvfølgelig lidt vanskeligt at udøve ved natfiskeri. Derfor starter jeg helst med at fiske et stykke tid, inden det bliver mørkt, så jeg ligesom har rytmen i hænderne og en god fornemmelse af, hvornår jeg skal bremse linen. Men igen, det kan være en personlig sag, om man skal stoppe linen eller ej. En af mine faste fiskekammerater, der ofte fisker med orm, gør det ikke, og han oplever ikke mere kludder end jeg. Det er altså endnu en af de ting, man må prøve sig frem med, men det er godt at vide, at det er en mulighed.

Som det fremgår, er kystfiskeriet efter havørred for mig blevet lig med bombardafiskeri med Gulp. Ikke fordi det er den eneste eller den bedste måde at fiske på, men fordi jeg tror på det, og fordi jeg føler, at jeg stadig har meget at lære. For eksempel forsøger jeg til stadighed at udvikle kastet, så jeg får lange kast uden linekludder. Jeg prøver mig frem med to kroge i Gulp’en for at optimere antallet af krogede fisk, og jeg tester fiskeri med en ophængerflue foran Gulp’en.

Af og til overvejer jeg at lufte nogle af mine blink og woblere, om ikke af andre så af nostalgiske grunde, men indtil videre er det blevet ved tanken. Jeg har nemlig mægtig svært ved at fiske på anden måde end den, som jeg føler, er mest effektiv.

Kommentar