skagenhavfiskefestival2011

Skagen Havfiskefestival

Lørdag den 4. juni og søndag, den 5. juni slår Skagen Havfiskeklub og Dansk Havfiske Forbund dørene op for Danmarksmesterskaberne i havfiskeri.

Arrangementet har udgangspunkt fra Skagen, og herfra vil fiskeriet foregå på Hertas Flak eller nogle af de mange vrag, der ligger i farvandet ud for Skagen. Dybderne, der vil blive fisket på, ligger fra omkring 20 til ca. 100 m.

Den mest almindelige agn til dette fiskeri er pirke og ophængerfluer i alle størrelser og farver. Der er desuden mulighed for at benytte naturlig agn, da en række af de fisk, der fiskes efter, hellere vil have den slags end ”kunstige fisk og sprutter” af metal og silicone.

Der konkurreres på point således, at der gives 10 point pr. art og 1 point pr. fisk. Derefter gives 2 point pr. kilo fisk, man har fanget, og endelig får den dygtigste / heldigste fisker på båden tildelt ekstra 100 point. De øvrige deltagere på båden får en procentvis ekstra pointtildeling.

Alle fisk skal medbringes til indvejningen i renset stand. Er der formodning om, at en fisk er en potentiel rekordfisk, så medbringes den urenset. Eneste undtagelse fra disse regler er berggylte, der straks efter fangsten skal genudsættes. Fisken registreres dog af skipper, og man har således et bevis på, at man har fanget en sådan.

Arrangørerne regner med et præmiebord på omkring 50.000,- kr., og der skulle således være pæne præmier til alle grupperne.

Yderligere information om tilmelding og regler i øvrigt kan findes på Skagen Havfiskeklubs hjemmeside www.skagen-havfiskeklub.dk

 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse