find forsikring
sild_oresund_september

September er Øresunds top-sildemåned

Torskefiskeriet har ført en blafrende tilværelse med skiftevis mange eller få fisk. I begyndelsen af september var situationen "få fisk". Således er sildefiskeriet, der nu er kommet godt i gang, en velkommen aflastning, når det gælder om at få en ret fisk med hjem.

Den 1. september havde Lars Pryds et par pladser ledige, og dem besatte Bjarne Glybeck og jeg selv – begge fra Gilleleje. Dagen i forvejen havde Nadias skipper varslet "blandet fiskeri" – dog ikke efter fladfisk – men med mulighed for makrel, hornfisk, torsk og sild.

Det blev sidstnævnte fiskeart, der i høj grad kom til at dominere dagens fangst. I strålende solskin og næsten havblik blev sildene væltet ind over rælingen. For det meste store, fede høstsild, som begejstrede hjemmerøgere og -saltere. Bjarne tilhører den første kategori, og han gik derfor med ildhu op i at fange så mange sild som muligt. For mit eget vedkommende var lokkemaden makrellerne, hvorfor jeg dagen lang fiskede med flåd og sildehapper. Fra min plads oppe i stævnen kunne jeg både flådfiske og indimellem pirkefiske efter sild, så Bjarne fik lidt hjælp med sildene undervejs.

Sild overalt

Skipper startede midt i Øresund nord for færgerne, hvor der var "mulliarder" af sild – alle store, flotte fisk. Den nordløbende strøm sendte os langsomt nordpå, hvor der blev længere mellem sildene, men tilbage på pladsen startede sildebonanzaet igen.

Skipper havde jo lovet "blandet fiskeri" så omkring middag forsøgte han lidt torskefiskeri på lavere vand ved svenskekysten. Torskene var der, men alle var undermålere. Sild var der også, men i mindre størrelser.

Herefter sejlede vi nordpå for at lede efter makreller, men her var ingen hjemme. De ihærdige sildefiskere kunne dog fortsat liste sild ind over rælingen.

Næste stop var den gamle plads nord for færgerne, hvor en 6-700 grams makrel endelig blev lokket af mit sildestykke og kom om bord.

Fisketuren varede til kl. 15.00, og en time forinden forsøgte skipper makrelfiskeriet foran Kronborg. Her var der også sild, men, viste det sig, ikke en eneste makrel. Dagens fangst var tre flådmakreller, et par torsk over mindstemålet på 35 cm og masser af sild. Hornfiskene glimrede ved deres fravær, men skal nok dukke op, når de på tilbagevejen fra Østersøen passerer gennem Øresund. "Hjemturen" starter sædvanligvis i første halvdel af september.

Sildene var som nævnt rigtig store, men skipper var ikke imponeret. "Det er de sædvanligvis i september. Oktober plejer at være domineret af storme, som splitter stimerne, hvorefter det mest er småsild, der fanges. De bedste sild skal fanges NU", erklærer skipper Lars Pryds, der undrer sig over, at lystfiskerne stadig foretrækker det sene efterårs sildefiskeri.

I de kommende uger bliver der også satset på fiskeri efter de flade. Lars Pryds har allerede taget hul på hvarfiskeriet.

 

 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse