find forsikring
karup_fra_filmen

Orientering om Å-turisme projektet ved Karup Å.

Som en del af lokal egnsudvikling, er der et Å-turisme projekt i sin vorden langs Karup å. Projektet er støttet af Lodsejerforeningen for Skive-Karup Å, Herning Kommune og Haderup lokalråd samt Fårbæk borgerforening.

Forankringen af projektet ligger i en ny lokal styregruppe, der lige er blevet dannet og idéen kommer fra en kreds af lokale lystfiskere ved åen. Desværre har vi erfaret, at en masse løse rygter og myter om projektet er ved at blive dannet. Derfor vil vi gerne informere bedre om projektet, så man fremover kan forholde sig til det på det bedst mulige oplyste grundlag, oplyser gruppen i dag via et facebook-opslag.

I det nedenstående har vi i første omgang forsøgt at besvare nogle af de mange spørgsmål, man vil kunne stille om projektet. Vi vil fremadrettet løbende følge op med yderligere information. Skulle man have lyst til at få mere at vide om projektet, er man meget velkommen til at kontakte byrådsmedlem fra Herning Kommune, Dann Karlsen, der er i spidsen for styregruppen, formand for Lodsejerforeningen for Skive-Karup Å Schneider Philipsen, eller formand for Aulum-Haderup sportsfiskerforening Jens Hvam (Kontaktoplysninger findes nederst på siden).

Hvorfor et Å-turisme projekt?

Å-turisme projektet er udtænkt i 2 sideløbende spor.

For det første understøtter projektet lystfiskerforeningerne langs åen. Iblandt nogle af disse foreninger mangler der medlemmer, og samtidig lider de under faldende indtægter fra dagkortsalg. En udvikling der næppe ændres af sig selv, i takt med at medlemsskaren i foreningerne bliver ældre, og de lakseførende åer tiltrækker sig stadigt mere opmærksomhed fra udefrakommende lystfiskere.

For det andet ud fra et egnsudviklingsperspektiv. Tidligere har det lokale næringsliv igennem mange år nydt godt af lystfiskertilstrømningen til Karup Å. Campingpladserne har fået flere gæster, de lokale handlende og den lokale kro har fået flere kunder, og private udlejere har haft mulighed for en ekstra indtjening fra overnattende lystfiskerturister. Denne tilstrømning af udefrakommende lystfiskere, har dog været stagnerende de seneste år.

Vi ønsker at stimulere de ovennævnte aspekter med en bevidst og ansvarsfuld markedsføring, der tager hensyn til de mange forskellige grupper, der har interesse i livet langs Karup Å.

Dette skal dog foregå bæredygtigt under stor hensyntagen til fiskebestanden af havørred i åen (kerneproduktet). Derfor er der også indlagt midler i projektet til at sikre den fortsatte udvikling af fiskebestanden i Karup Å.

Hvordan er projektet forankret?

Projektet er forankret i en bredt sammensat styregruppe, med deltagelse af lystfisker lodsejer samt borgerforenings Repræsentanter og med støtte og opbakning fra Herning Kommune. Ønsket er, at alle gode kræfter kan samles om projektet, og derfor er der også en forhåbning om, at flere kommuner og borgerforeninger vil få lyst til at deltage i projektet på sigt. Styrergruppen består af :

Dann Karlsen, Byrådsmedlem i Herning Kommune

Schneider Philipsen, formand for Lodsejer- og fiskeriforeningen for Skive-Karup Å

Jens Hvam, formand for Aulum-Haderup Sportsfiskerforening

David Straadt, lodsejer i Fårbæk

Egon Truelsen, bestyrelsesmedlem i Fårbæk Borgerforening

Aksel Lynge Andersen, formand for Lokalrådet under Haderup og Omegns Borgerforening

Mogens Petersen, sekretær for Lokalrådet under Haderup og Omegns Borgerforening

Hvordan ser projektet på guidning langs Karup Å?

Vi er i styregruppen glade og taknemmelige for, at foreningerne langs åen nu har budt ind med at tilbyde frivillig guidning langs åen. Vi ser det som et vigtigt supplerende tilbud, men mener samtidigt det er vigtigt, at de tilrejsende lystfiskere har mulighed for at kunne tilkøbe professionel hjælp til fiskeriet via certificerede guider, såfremt den enkelte lystfiskerturist måtte ønske det.

Derfor er vi også glade for, at Lodsejerforeningen langs Skive-Karup Å bakker op om den del af projektet. Skulle enkelte lodsejere ikke ønske at der udføres professionel guidning på deres jord/fiskeret, skal dette selvfølgeligt respekteres af de involverede parter.

Det er samtidigt vigtigt at pointere, at hensigten med den professionelle guidning er, at fokus rettes imod mellemstykket af Karup å, hvor fiskepresset i dag er mindst, og lystfiskerne færrest.

Hvem er målgruppen for projektet?

Målgruppen er både danske og udenlandske lystfiskere. Men det vigtigste marked bliver indledningsvist vurderet til at være det tyske. Dér findes den meget rutinerede lystfisker, som godt kan se, at Karup Å er en af de meget få vandløb i Europa, hvor drømmen om fangst af en havørred i trofæ størrelse kan indfries. Det er dog samtidig vigtigt, at vi også fortæller, at havørrederne i Karup Å til tider er meget svære fisk at fange.

Hvordan skal projektet rulles ud?

Projektet er endnu i dets startfase, så derfor kan vi ikke løfte sløret fuldt ud for markedsføringsdelen endnu. Når tiden er til det, vil vi fortælle mere indgående om de tanker vi allerede har gjort. Samtidigt kan vi garantere, at der løbende vil blive informeret om projektet, ligesom der planlægges nogle infomøder i lokalområdet, hvor der vil blive mulighed for at komme med input og stille spørgsmål.

Der er dog allerede produceret noget materiale til at markedsføre det gode havørred fiskeri i Karup Å. Et eksempel på materialet kan ses på linket her:

https://www.youtube.com/watch?v=H6Jwi3OvoWI&t=80s

Hvordan ser projektet sig i forhold til lystfiskerforeningerne langs åen?

Lystfiskerforeningerne langs Karup Å har igennem mange år gjort en kæmpe frivillig indsats for fiskeriet i åen – til glæde for foreningerne selv, og de mange tilrejsende lystfiskere, der i årenes løb har gæstet åen.

Derfor har tanken med projektet hele tiden været, at det skulle udrulles i forståelse og samarbejde med foreningerne langs åen, hvorfor bestyrelsen i Karup Å Sammenslutningen hele tiden har været fuldt ud informeret om alle kendte aspekter ved projektet.

Det er af samme grund også fortsat en kongstanke, at foreningerne skal være en del af projektet, i det omfang de selv har lyst til at deltage og bidrage. Men tanken er også, at projektet skal inkludere, og samle indsatsen fra en række andre frivillige lokale kræfter med interesse i livet langs Karup Å.

Danmark er et land med en stærk foreningstradition og det ønsker projektet kun at understøtte. Dette skal ske gennem fokus på fortsat at udvikle fiskeriet i åen bæredygtigt, men også ved at inkludere lokalsamfundene/foreningerne langs åen, og dermed sikre at flest muliges interesser tilgodeses.

For yderligere info, kontakt venligst:

Dann Karlsen, Byrådsmedlem Herning Kommune

byrdk@herning.dk

Schneider Philipsen, formand for Lodsejer- og fiskeriforeningen for Skive-Karup Å

schneider.philipsen@mail.dk

Jens Hvam, formand for Aulum-Haderup Sportsfiskerforening

jens.hvam@ahsf.dk

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse