oerredpatruljen__rolk

Ørredyngel skaber nyt liv i Trekroner Bækken

Lørdag d.25.april indviede Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen, den nyrestaurerede Trekroner Bæk ved et festligt event arrangeret af Roskilde og Omegnens Lystfiskerklub, ROLK.

ROLK har med hjælp fra klubmedlemmer og en lang række beboere i Trekroner området udlagt over 70tons gyde- og skjulesten samt udplantet over 200 træer. Det er et flerårig Fishing Zealand-støttet projekt, som ROLK i samarbejde med Roskilde Kommune og Roskilde Forsyning har taget ansvaret for. Formålet er at skabe gunstige miljømæssige forudsætninger i bækken, så planter og fisk kan etablere sig og skabe en harmonisk og smuk natur til glæde for Trekroners beboere. Samtidig skal bækken gøres til et optimalt gydested for havørreder, idet den har udløb i Manglemose Å.

Fishing Zealand’s Gordon P. Henriksen udtalte i forbindelse med arrangementet, at: ”Det er en stor glæde at se, hvordan et samarbejde på tværs af kommunale instanser – og med et stort frivilligt engagement fra lystfiskere, børn, unge og lokale beboere, kan gøre en forskel. Restaureringsarbejdet ved Trekroner Bækken er helt i Fishing Zealands ånd, og det vil ikke kun komme vandmiljøet og de lokale beboere til gavn, men også lokalturismen og –økonomien”.
Ved indvielsen af Trekroner Bækken overrakte Joy Mogensen også beviser og diplomer til nogle af de stolte, unge kandidater fra ØrredPatruljen.

ØrredPatruljen er et nyt koncept, hvor de unge gennemgår en grunduddannelse i Vandløb – Havørredens livscyklus. Det involverer også en masse praktisk vandløbsrestaurering med diverse opfølgningskurser. De får desuden et gratis medlemskab i en fiskeklub, hvor de sammen med andre unge kan dele en masse oplevelser i naturen og danne sociale netværk.

De unge bliver en værdifuld hjælp i det fremtidige arbejde med at skabe optimale forhold for den lokale fiskeyngel, samt at bevare og udvikle naturen i vandløbene. De er også med til at skabe nyt liv i klubben.
ØrredPatruljen skal udbredes til hele landet gennem skoler, institutioner og foreninger. Håbet er, at den specielle kombination mellem teori og praktisk arbejde i vandløbene vil skabe en fremtidig interesse hos de unge.

Indvielsen sluttede af med, at der blev sat ørredyngel ud i bækken fra ROLK’s eget klækkeri.

Et nyt liv og eventyr kan nu starte i Trekroner Bækken!

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse