mattrup_aa_foto_horsens_kommune

Ørreder får frit spil i Mattrup Å

Timingen kunne ikke være bedre, da Horsens Kommune 30. september sendte rislende vand ud i det nygravede åløb ved Mattrup Gods.

For lige nu begynder ørreder over hele landet at søge op i åerne for at gyde.

Tidligere stødte mange fisk på en uoverstigelig forhindring, når de nåede den stejle og flere hundrede år gamle opstemning af Møllesøen ved Mattrup Gods. Men nu har Horsens Kommune med støtte fra Naturstyrelsens midler til vandløbsrestaurering fjernet spærringen ved Møllesøen, så der er fri passage for fiskene.

– Det er nogle kæmpe forbedringer af vores vandløb, som den nye tilskudsordning til vandløbs-restaurering har været med til at skubbe i gang. Mattrup Å er det første vandløbsrestaurerings-projekt, der bliver færdigt, men både Horsens Kommune og Ikast-Brande Kommune arbejder andre steder i åsystemet på at fjerne spærringer, der vil gavne de vandrende fisk meget, siger kontorchef Henrik Kundby fra Naturstyrelsen.

Der er afsat i alt 78 millioner kroner om året til vandløbsrestaurering.

Rindende vand erstatter dynd
Der også sket andre markante forbedringer af Mattrup Å i form af gydegrus, hvor ørrederne kan lægge æg, og større sten, der giver fisk og smådyr mulighed for at finde læ for strømmen i åen.

– Når fiskene lagde æg, var det tidligere næsten dømt til at slå fejl. Vandet løb alt for langsomt, der var masser af sand og næsten ingen ilt til fiskeæggene i vandløbsbunden. Men nu venter der langt bedre forhold med både sten og gydegrus, og vandet er igen i bevægelse, fordi vi har genskabt en naturlig hældning på åen, siger biolog Simon Marsbøl fra Horsens Kommune.

Før i tiden strandede mange småfisk i Møllesøen, når de om foråret var på vej ned af åen og ud i fjorden. De mistede orienteringen i søens stillestående vand og endte som føde for søens sultne gedder.

Mattrup Møllesø findes stadig, men nu er den adskilt fra åen, så fiskene ikke skal svømme gennem søen.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse