find forsikring
caspermoelgaard_nekrolog

Nekrolog: En Thyfisker har forladt os

Casper Mølgaard blev mandag dræbt i en tragisk trafikulykke. Den kun 30-årige Thyfisker var en stor ambassadør for fiskeriet generelt og på Thy i særdeleshed, og hans og teamets fiskeoplevelser har haft mange læsere på hjemmesiden Thyfisker.dk, hvor der også gavmildt er blevet delt ud af fiskepladser, tips og trick til fiskeriet, ligesom Caspers skriverier også har kunnet læses i flere danske fiskemagasiner.

Selvom hjemmebanen var fiskevandene omkring Thy, kom Casper langt omkring i sit fiskeri og de senere år har det været en fast tradition at drage ned og tage kampen op mod tunene ved de kroatiske kyster. Netop alsidigheden kendetegnede Casper, der mestrede alt fra store gedder, gode flade og kæmpe torsk og alt det andet. Han var netop vendt hjem fra en tur til Ebro efter maller.

I sit arbejdsliv var Casper en igang- og iværksætter, og igen var alsidigheden et kendetegn for Casper. Han har arbejdet med sine store passioner som var musik, krybdyr og selvfølgelig fiskeriet. Casper var til sidst tilknyttet projektet omkring Skonnerten Jylland, hvor han arbejdede med socialt belastede unge og også her brugte Casper lystfiskeriet i sit arbejde med at få de unge på højkant.

Casper var en ægte ildsjæl, som fik alt for lidt tid til at dele sin begejstring for fiskeriet.

Æret være Caspers minde.

Christen Stenild
Fiske Avisen

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse