find forsikring
kurt-due

Naturen og miljøet kræver handling og ikke tomme ord

Danmarks Naturfredningsforening med på Jagt & Outdoor 2012 i Odense for sammen med jægere og lystfiskere at sikre den rigtige diversitet i naturen.

 
Jægere og lystfiskere investerer årligt millionbeløb i vildtpleje og forbedring af de danske vandløb. Udbyttet af de investeringer kunne forbedres væsentligt, hvis miljø og interesseorganisationerne intensiverede samarbejdet. At sikre en god natur og et godt miljø til glæde for alle kræver handling og initiativ. Det må aldrig blive de tomme ord og indholdsløse skåltaler, der får overtaget, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Odense, Kurt Due Johansen.

Danmarks Naturfredningsforening er for første gang repræsenteret på landets største fagmesse og landsudstilling ”Jagt & Outdoor 2012” i Odense Congress Center til april. Deltagelsen sker bl.a. for at være med til at nedbryde de mange vrangforestillinger jægere, lystfiskere og naturfredningsfolk har om hinanden.

Lad os ryge en fredspibe
-Vi er enige om 90 pct. af de tiltag, der sikrer fornuftige udfoldelsesmuligheder. De sidste 10 pct. må vi løse via samarbejde. Lad os sætte os ned og ryge en fredspibe. Det vil skabe resultater og sikre den rigtige diversitet i naturen.

Kurt Due Johansen fremhæver eng-arealerne, som et område, der kræver hurtig handling.

-Køerne er væk fra marker og enge. Det giver uønskede plantearter gode vækstbetingelser. Gør vi ikke noget, bliver engarealerne til krat og skov, og vi kan vinke farvel til mange fuglearter. Det kan ændres, hvis vi i samarbejde med jægerne finder frem til, hvordan engene skal plejes og med hvilke planter. Samarbejdet kan føre til, at engenes tusindårige betydning fastholdes til glæde for bl.a. viben og orkideen majgøgeurt.

En god investering
Fokus på natur og miljø har også bred samfundsmæssig betydning. Det viser resultaterne af det FN belønnede Havørred Fyn-projekt. De fynske kommuner har igennem Havørred Fyn årligt investeret tre mio. kr. i forbedring af vandløb og udsætning af fiskeyngel. Det er sket samtidig med en turismemarkedsføring for en halv mio.kr. af Fyn som stedet for havørredfiskeri. Det har givet 64.000 overnatninger, skabt næsten 30 fuldtidsjobs og en omsætning på ca. 40 mio. kr. samt et kommunalt skatteprovenu, der næsten svarer til investeringen på 3,5 mio. kr. Ene og alene, fordi man har fokuseret på en givet målgruppe.  Havørred Fyn-projektet søges nu kopieret i andre dele af landet.

Sjælden trofæ-samling
Bag Jagt & Outdoor 2012 udstillingen står udover Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Naturstyrelsen, Foreningen af Danske Buejægere, Danmarks Våbenhandler Forening, Dansk Knivforening og Nordisk Safari Klub.

Safariklubben, der markerer sit 40 års jubilæum på udstillingen, og Børge Hinsch Fonden præsenterer i år en tropfæ-samling på mellem 100 og 150 dyrearter, hvoraf flere for første gang præsenteres herhjemme. Det er bl.a. muliggjort, fordi klubben har arvet en stor og værdifuld trofæ-samling.

Aktiviteterne på Jagt & Outdoor 2012 omfatter også DM i Fluebinding, arbejdende smedjer, hvor publikum kan se, hvordan man fremstiller knive og, i en kastepool, er det muligt at prøve sine færdigheder med fiskestand og line. Arrangørerne undersøger i øjeblikket muligheden for i en af hallerne at etablere en elektronisk lerdueskydningsbane.

-Her to måneder før åbningen af udstillingen, er der naturligvis stadig mange ting, der skal falde endeligt på plads, og jeg vil godt love at vi når det hele. Det der glæder mig mest lige nu er opbakningen fra de mange udstillere. Derfor tør jeg godt fastslå, at der venter alle naturelskere en helt speciel oplevelse, siger messe- og eventchef Krista Kristensen.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse