makrelfestival_2016

Masser af store makrel til Makrel Festival 2016

Tredje udgave af Makrel Festival og DM i Makrelfiskeri blev afviklet i Odden Havn hen over den forgangne weekend, og det blev endnu et festligt arrangement med højt humør, masser af oplevelser og smagsindtryk, samt – ikke mindst – mængder af sprælske makreller til de fremmødte konkurrencefiskere.

Danmarksmesteren i Makrelfiskeri blev kåret søndag i et bugnende fuldt festtelt, hvor lystfiskere, familier, venner, lokale, turister og en masse andre var stuvet sammen til den helt store finale. Mange valgte at stå lige uden for teltet og nyde det gode vejre, mens de så arrangør og konferencier, Gordon P. Henriksen, overrække de mange flotte præmier fra Penn og Garmin. 

Vinderen blev Lasse Landberg fra Helsingør med et pragteksempel af en makrel på 1291 gram.

Vinder i ynglingekategorien (op til 12 år) blev Nicolai Jørgensen med en makrel på 934 gr.

Vinder af juniorkategorien (op til 18) blev Mathias Jessen med en makrel på 944 gr. Og vinderne af teamkonkurrencen blev Team Strømfus, der satte sig på den eftertragtede titel med en samlet fangst på 8541 gr. i alt, fordelt på deres ti største10 makreller. 

Snitstørrelsen på makrellerne var generelt særdeles god og det samme var mængden af hugvillige fisk, og det er dejligt at se at Sj. Odde kan levere dette fantastiske makrelfiskeri. Enkelte teams valgte at stoppe fiskeriet tidligt lørdag efter at have fanget langt over 100 makreller! Det synes de vist måtte være rigeligt. Flere af fiskene blev bl.a. givet til naturkokkene, der uddelte makrelsmagsprøver til gæsterne i havnen. 

Sponsorerne Garmin og Penn havde leveret en stribe flotte præmier, og igen i år var der stor opmærksomhed og mediebevågenhed om arrangementet, bl.a. fra Lokalmedier, P4, Jyllands-Posten, Modhug Tv samt de store tyske magasiner Angelwoche og Kutter und Küste. Du vil snart kunne se Modhug-indslaget på nettet, og du kan se FISKEguiden fra sidste års Makrel Festival på www.fiskeguiden.info

Bookingplatformen Fishtrip.dk registrerede 178 deltagere i selve konkurrencen og omkring yderligere tusind eller mere der besøgte havnen i løbet af weekendens aktiviteter. 
Alle boderne meldte igen i år om masser af entusiastiske besøgende, og især Claus Henriksen fra Dragsholms små makrelhappere var et stort hit. Nete Malmholt fra Visit Odsherred glæder sig over den store interesse ikke blot for fiskeriet i området, men også for livet på Sjællands Odde og Odden Havn. 

Borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov, var også på scenen søndag eftermiddag og udtrykte stor tilfredshed og glæde over det tilbagevendende arrangement og den fokus det skaber på Odsherred og Odden. Han fortalte også om lidt af det vandplejearbejde som kommunen arbejder med, bl.a. i samarbejde med Odsherred Sportsfiskerforbund, Grusbanden og Fishing Zealand. Man fornemmede klart en stolthed over at Odsherred Kommune var med til at starte Fishing Zealand sammen med Vordingborg Kommune og Danmarks Sportsfiskerforbund, og at projektet nu er vokset til 12 kommuner og vækker national og international anerkendelse. 

Afslutningsvis kunne Gordon P. Henriksen fortælle, at der til næste år vil blive holdt en endnu større Makrel Festival, hvor den nye store auktionshal vil danne rammerne for præmieoverrækkelse, spisning, musik, boder og en masse andre aktiviteter. Auktionshallen er næsten klar og vil blive indviet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 6 sept. Det kommer til at give nogle rigtige fine muligheder for Makrel Festival i fremtiden, og I kan allerede nu godt reservere 18-20. august i jeres kalendre til Makrel Festival 2017.
Du kan se flere billeder fra weekenden på Makrel Festivals facebookside, samt en komplet resultatliste. 
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse