find forsikring
anders_wolff_900_g_skrubbe

Grand Slam 2013

I år havde vi 3 nye havfiskere med på turen. Alle medlemmer af Skagen Havfiskeklub, og ingen af dem havde deltaget i konkurrencer før, så det skulle blive spændende at se, hvordan det ville gå.  Min søn Oliver var også blevet lokket med, så det skulle nok blive en spændende weekend.

Vi havde lejet 3 hytter på Helsingør Campingplads, som ligger med udsigt over Øresund og kun 500 meter fra Nordhavnen, hvor vi skulle sejle fra, så det var dejligt nemt og bekvemt. Hytterne var med plads til 4 personer og med et lille køkken og bad.

Fredag: Efter et par mindre omveje til bl.a. Kolding og Hillerød havnede vi langt om længe på campingpladsen i Helsingør godt trætte. Men der var heldigvis tændt op for varmen i hytterne, og de andre fra klubben sad fornuftigt nok og hyggede sig med en kold øl og lystfiskersnak. Vi livede hurtigt op igen og fik hurtigt pakket vores sager ud og installeret os i vores hytte. Det endte med lystfiskersnak den halve nat, men heldigvis kunne vi sove længe, da vi først skulle være på havnen ved middagstid, hvor konkurrencen startede.

Lørdag formiddag gik turen først til Trykkerdammen Bådudlejning, hvor vi havde bestilt orm til begge dages fiskeri. Trykkerdammen ligger ret ned til Øresund med den flotteste udsigt ud over sundet. Vi blev godt modtaget af ejeren, og mens der blev pakket orm, blev der shoppet lidt ekstra grej i form af forfang, perler m.m. Som om man ikke havde rigeligt af grej med i forvejen!

Grand Slam-konkurrencen startede først kl. 13, så vi var i god tid og trillede tilbage til hytterne, hvor vi fik gjort vores grej klar og kom i fisketøjet. Vi luntede stille og roligt over mod Nordhavnen, alle med grej som om vi skulle fiske i en hel uge.

Da vi kom til Nordhavnen, mødte vi straks alle de gamle fiskevenner fra tidligere fiskekonkurrencer. Det er altid sjovt at se, hvem man skal på båd med og dyste imod. Ventetiden blev fordrevet med godmodige drillerier, da Sværd, som vi skulle med, ikke var kommet til kaj endnu. Så vi måtte pænt vente ind til den kom til kaj.

Som altid var der lodtrækning om pladserne, og jeg var super heldig at trække et af de sidste numre ud af 30. Men pyt, jeg havde Oliver ved siden af mig, så det skulle nok blive skægt. Vejret var heldigvis ok. Ingen vind og heller ingen strøm viste det sig.

Vi nåede ikke at sejle langt ud på Øresund, før klokken lød. Vi stod midtskibs i bagbord side, og vi havde agnet vores tackler op med friske børsteorm. Linerne stod stort set lige ned på grund af den meget ringe afdrift. Men dem, der fiskede lidt aktivt, fik lokket et par fine fladfisk i form af rødspætte, skrubbe og ising. Der gik lidt tid, før vi fik hul på bylden, og vi landede hver vores fisk. Skrubbe og rødspætte. Det var en fed fornemmelse at se, at Oliver rent faktisk hyggede sig med denne form for fiskeri, også selvom børsteormene ikke var super sjove at sætte på, fordi de bed. Men jeg kunne da trøste ham med, at der også er folk på min alder, der skal bruge både tang og handsker for at sætte børsteorme på krogen.

Læs hele Anders Wolffs artikel i Fiske Avisens december-udgave, hvor du også får slutstillingen i årets ambassadeur-cup. Køb Fiske Avisen hos din grejhandler, bladkiosk eller i abonnement her på siden.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse