lillebaelt_fishing

Fiskeguide skal tiltrække flere lystfiskere til Lillebælt

Lillebælt Fishing er skrevet af lokale lystfiskere, som kender fiskeriet og de gode fiskepladser i området. Den er netop kommet på hylderne hos overnatningssteder, turistbureauer og relevante aktivitets-udbydere i området.


I redaktionen har der blandt andre været repræsentanter for Kolding Sportsfiskerforening og Fredericia Sportsfiskerforening.

-Vi har deltaget i udarbejdelsen af guiden, fordi vi gerne vil hjælpe nye lystfiskere med at komme i gang med kystfiskeriet, fortæller Torben Lindholst fra Kolding Lystfiskerforening. Vores medlemmer er primært interesserede i fiskeriet i Kolding Å og Harte-Donssøerne; men mange er også begyndt at få øjnene op for de fine muligheder for fiskeri, som Lillebælt tilbyder – især i de perioder, hvor åen og søerne er fredet. Kan vi tiltrække flere lystfiskere til området ved at fortælle om mulighederne, har det derudover en effekt for byens forretningsdrivende, for overnatningsstederne mv.

Dette er Erik Videriksen fra Fredericia Lystfiskerforening enig i.

-Det vil være til stor gavn for området, hvis vi kan tiltrække flere lystfiskere. Vi ser en stor interesse for sportfiskeriet i området – også fra udenlandske turister – og kan vi understøtte interessen med fiskeguiden og ved at bidrage med den viden om fiskeri, vi ligger inde med, er vi sikre på, at der er et stort potentiale.

Leder af Destination Lillebælt – Peter Saabye Simonsen – har været tovholder på fiskeguiden. Han er selv inkarneret lystfisker og er stolt af guiden.

-Guiden giver et godt overblik over mulighederne for gode fiskeoplevelser ved Lillebælt, fortæller han. Vi har kun taget de fiskepladser med, der har gode parkeringsforhold, ligesom vi eksempelvis også har undgået fuglenes yngleområder. I arbejdet har vi altså forsøgt at tænke bæredygtighed ind i vores overvejelser og på den måde virkelig tænkt over tingene ved udarbejdelsen.

Guiden er i første omgang trykt i 2.000 eksemplarer. Den er ved at blive oversat til tysk.

Folkene bag fiskeguiden håber på en rigtig god sæson – og en masse glade lystfiskere!

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse