De fleste tænker sol, sommer og afslapning, når Gran Canaria dukker op på den indre lystavle, måske kombineret med tun og marlin, hvis blot der flyder en smule saltvand i blodet. Men den spanske ferie ø byder på langt mere end det. Fiske Avisen har fulgt en gruppe af landets absolut dygtigste havfiskere i jagten efter nye arter i vandene omkring Gran Canaria.
Lørdag den 20. november mødtes vi fire mand høj i Billund Lufthavn kl. 05.30. Jeg var den eneste københavner (fra Sjælland). De tre andre var fra Jylland, nemlig turbådsskipper Per Jensen (turleder), Jarno Strange og Christian Christiansen.
Per var idémanden bag turen. Han er på Gran Canaria flere gange om året og har snuset en del til fiskeriet dernede samt fundet mange andre arter end dem, der normalt bliver fisket efter dernede (tun og marlin).
Så målet med turen var simpelthen at fange så mange og store arter som overhovedet muligt i de seks døgn, vi havde lejet båden. Dog havde vi nogle favoritter, som vi meget gerne ville have krogen i. For mit eget vedkommende har min drøm altid været at fange en stor makohaj, hvilket også stod højt på de andres ønskeliste. Udover det havde Per fortalt om oilfish, som han havde fanget nogle stykker af sidste år, og som han var meget begejstret for, så de skulle naturligvis også prøves. Desuden havde hverken Jarno eller Christian fanget rokker før, så dem skulle de naturligvis også have på listen, da de normalt er rimelig nemme at fange på Gran Canaria.
Flyveturen gik glat og efter planen, og vi blev hentet i lufthavnen af vores skipper Ivan, som kørte os direkte til Morgan og båden Blue Marlin, som skulle være vores hjem de næste seks døgn. En stor dejlig big game båd med alt i udstyr. Alt fra almindelige spinnestænger til de helt grove 130 lbs. stænger med tilhørende hjul. Vi havde dog taget det lette udstyr med hjemmefra, da vi alle har det bedst med at benytte vores eget grej. Og skipper lurede da også lidt, da han så Trinidad-, Accurate- og Stella-hjul i diverse størrelser med tilhørende fletline samt diverse endeagn vælte frem af vores kufferter (vores motto er: Vi må aldrig gå ned på grejet!).
Om aftenen gik vi en tur i byen, fik en god bøf og et par øl, nød stemningen, temperaturen (25 grader) og miljøet.
Turens første… og største!
En god nattesøvn senere lagde Ivan kursen ud mod eventyret. Vi satte fem-seks stænger med Rapala Magnum i forskellige størrelser og farver efter wahoo, barracuda eller hvad der ellers måtte kigge forbi. Wahoo´en står på min arts-ønskeseddel, da jeg tidligere har mistet en i Mexico og en på Kap Verde, så jeg ville bestemt ikke have noget imod en revanche.
Vi havde dårligt nok trollet en time, før Christians stang gav lyd fra sig. Han fik hurtigt fat i kæppen og var i gang med sin første wahoo, da den tog et godt langt udløb på ca. 75 meter. Derefter kunne han pumpe fisken ind mod båden. Den fulgte tvært med ind, dog afbrudt af flere lynhurtige, kortere udløb.
Efter små 10 minutter kom en rigtig flot wahoo til syne i det klare vand. Per stod klar med gaffen. Han er normalt meget sikker med krogen, men gaffede galt på den slanke fisk. Den svarede igen med et sindssygt udløb 30-40 meter lodret ned. Christian fik dog hurtigt fisken under kontrol igen, og næste gang den kom til båden, svigtede Per ikke – turens første fisk var en realitet – 20,50 kg! Sikken en start, og humøret var højt.
Medefiskeri efter amber jack
Kort tid senere ankom vi til det rev, som vi skulle bundmede på. Det lå på ca. 100 meter vand. Vi brugte simple paternoster-forfang med 300-400 gram bly. Som agn brugte vi sardinfileter, som Ivan havde haft liggende i en kraftig saltlage, som gjorde, at de blev faste og nemme at agne med.
Ivan havde fortalt, at der var en hel del ”lemonfish” på revene. Ikke en fisk, jeg syntes at kende til. Jeg fandt lidt senere ud af, at det er et andet navn for amber jack, som jeg tidligere har fanget bl.a. på Kap Verde.
Den første fisk, jeg fik, var dog en anden art. En såkaldt ”comber”. Ret hurtigt omdøbte vi arten til torsk, da den var lige så talrig og irriterende, som torsk er under vragfiskeri i Nordsøen. Senere fik vi også nogle utrolig flotte red snapper og flere forskellige arter muræner.
Efter et par timer med mange af disse småfisk fik Per endelig et godt hug. Og efter en god fight på det lette grej kom Pers første amber jack (lemonfish) til overfladen – 6,50 kg fin fisk!
Om aftenen ankrede vi op på et andet rev med henblik på natfiskeri efter oilfish. Oilfish er en dybvandsfisk, som om dagen lever på 500-800 meters dybde. Om natten trækker de op ad skrænterne, og i helt mørke nætter helt op på revet, som lå 100 meter under os. Fiskeriet foregår med så store agn som muligt, som sænkes til bunden. Herefter trækkes agnen i et roligt tempo 20-30 meter op, hvorefter den sænkes ned igen for at starte forfra.
Desværre havde vi næsten fuldmåne, hvilket ifølge Ivan er meget skidt. Han er den eneste på Gran Canaria, som laver ture efter denne specielle art. På trods af en koncentreret indsats måtte vi sande, at han havde ret – ingen oilfish kom op på revet. Til gengæld blev vi forstyrret af hundredvis af små pighajer, som til tider åd agnen hurtigere, end vi kunne sætte ny på. Ud på natten opgav vi både på grund af hajerne, men også fordi vi begyndte at mangle agn. Da vi havde hentet is, agn og proviant i havn, fortsatte vi fiskeriet på nogle forskellige rev med masser af forskellige småfisk og muræner.
Selvgjort er….
Om aftenen blæste det ret kraftigt op, så vi måtte opgive at prøve efter oilfish om natten. I stedet lagde vi os for anker i en bugt med henblik på at fiske rokker. Både Per og jeg havde tidligere fanget rokker på op til 100 kilo, men Jarno og Christian havde ikke prøvet at fange dem før og var selvfølgelig meget opsatte på, at nu skulle det være.
Dårligt var agnene ved bunden, før Jarno havde hug. Et godt, tungt sug forplantede sig i hans hjemmebyggede 50-punds stang, som han havde bygget netop til denne tur til fiskeriet efter hajer og rokker. Per og jeg havde fortalt Jarno, hvor fast en stor rokke kan stå, men han skulle nok vise os, hvordan man løfter sådan en plade!
Jarno er ikke en lille mand, og han lagde kræfter i. Rokken svarede igen med et tungt dyk mod bunden, og KVAS!!! Jarnos fine stang måtte give fortabt og knækkede lige foran første øje – kort efter faldt rokken af.
Vi fiskede videre, mens vi flittigt fortalte Jarno, hvad vi mente om hans hjemmebyg, som han havde snakket MEGET om, og om hvor stærk den stang var.
Per havde taget en let stang i brug på 10 fod og et fastspolehjul i ret tvivlsom kvalitet, som han dog havde sat et par hundrede meter kraftig fletline på. Sættet havde han tænkt skulle bruges til småfisk, som der måske var nogle af her, da vi lå lige på kanten af et rev. Selvfølgelig gik det galt, og en rokke tog hans agn. Det var heldigvis ikke en voldsom stor rokke, og Per havde en underholdende fight i et kvarters tid, før vi havde den om bord – 18 kg. (round stingrey).
Vi fortsatte fiskeriet, som gav nogle fine sorte muræner. En art, som vi ikke havde fanget på det dybe vand. Rokkerne så vi ikke mere til, og efter nogle timer gik Per i seng. Derefter Christian, og til sidst måtte selv Jarno overgive sig til søvnen. Så stod jeg selv med alle stængerne. Jeg skiftede agn på dem alle. Pers lille stang var stadig ude. I et øjebliks sindssyge (eller træthed) fik den også ny agn på, og selvfølgelig var det den, der kom bid på. En tung tung rokke havde taget agnen, og selv med en ret hård bremse (på det hjul) tog rokken stille og roligt line. Jarno var vågnet ved larmen, og nu stod vi der i mørket og så den ene meter line efter den anden forsvinde fra det lille hjul. Ingen af os troede på, at den fisk kunne landes på det grej, og Per fik nogle knap så pæne kommentarer med på vejen for at tage sådan noget l…! med på turen, hvilket også tydeligt kan høres på den video, Jarno optog imens.
Rokken havde taget omkring 180 meter line, og hjulet var faktisk blevet ret varmt. Til gengæld kunne jeg stramme bremsen mere, jo varmere det blev. Så trækket var efterhånden helt fornuftigt. Jeg havde begge hænder helt oppe på klingen, og på den måde kunne jeg med små korte løft vinde en halv meter line ind ad gangen. For første gang fik vi et lille håb om, at vi rent faktisk kunne få rokken ind.
Jeg gruede dog for, når rokken kom ind under båden, og presset på den blev lodret, om den så ville suge sig til bunden, som rokker har for vane. For så ville det være umuligt at flytte den på det lette grej. Rokken måtte være blevet træt efter de lange udløb, for da jeg forsatte det hårde pres, da den kom under båden, kom den tungt til overfladen.
Sikken et dyr! Jarno tog forfanget og tog mål af bredden, 110-120 cm, hvilket svarer til en vægt – alt efter tykkelsen – til et sted mellem 80-100 kg. Vel nok min andenstørste rokke – og så på et sæt grej, jeg dårlig nok kunne finde på at fange gedder på. Det skal lige siges, at da Per om morgenen skulle løsne bremsen, måtte han bruge en tang.
Da det blev lyst, ville vi satse på hajer. Ivan kendte et sted på nordsiden af øen, hvor der var et udløb fra et slagteri. Skuffende nok skete der intet på trods af, vi havde rubby-dubby-sæk og stænger i vandet konstant. Men sådan er fiskeri. Vi sluttede af med lidt rev-fiskeri. Strømmen var desværre for hård på dette rev til fiskeri på 120 meter, men vi fangede dog et par fine red snappere.
Oilfish i natten
Vi sejlede sydpå igen til det rev, hvor vi fiskede oilfish den første nat. For i nat skulle der ifølge Ivan være helt mørkt i omkring to timer, før månen ville komme fri af klipperne.
Vi fik ankret op på pladsen, og vi startede med at mede på bunden. Vi fangede nogle muræner og ”torsk”, og først da det var næsten mørkt, og den første pighaj blev fanget, skiftede vi over til lidt kraftigere grej til oilfish. Vi fiskede med hele sardiner (20-25 cm lange), som for mit vedkommende blev monteret i en kort tavs efter en kraftig bom for at forhindre kludder, en stor enkeltkrog igennem hovedet på sardinen og en 5/0 trekrog i siden på den. Ned til bunden med 400 gram bly, hvorefter tacklet blev spundet langsomt 20-30 meter op, og så ned til bunden igen for at starte forfra.
Pludselig fik jeg et kanonhårdt hug 10 meter over bunden, efterfulgt af et hurtigt 15-20 meter udløb, hvorefter jeg fik styr på fisken. De andre fik hurtigt trukket deres tackler op og af vejen. Per havde på forhånd fortalt, hvor hårdt oilfish fightede. Men denne var ikke så vild, syntes jeg. Efter den havde taget udløbet, kunne jeg roligt pumpe fisken mod overfladen, så jeg regnede ikke med, at den var særlig stor. Og jeg spurgte sågar Ivan, om det kunne være en anden art. Han svarede ”- Bare vent!” Jeg nåede ikke at spørge mere, for nu så fisken lyset fra båden. Og så kan det nok være, at helvede brød løs!
Først et vanvittigt udløb lodret ned. Fik presset den mod overfladen igen. Så lynhurtigt udløb ind under båden, og jeg måtte slække af for ikke at brække stangen. Så gik den i overfladen og eksploderede i et mega plask, så både Per, der stod klar med gaffen, og jeg fik et bad. Fisken forsatte med flere udløb under båden, nedad og udad. Til sidst faldt der dog så meget ro på den, at Per forsøgte at gaffe den sølvblanke fisk. Ivans gaf var ikke særlig spids, og Per fik da også kun strejfet den. Så blev den sur igen, dog ikke så voldsomt som før. Per fik sat gaffen i den, hvorefter den gik helt amok. Med besvær fik Per løftet den vildt sprællende fisk over rælingen, hvor den landede på dækket, hvor den baskede vildt omkring, lidt på samme sitrende måde, som tun gør. Dækket lignede en slagtehal bagefter med blod overalt. I det selvsamme øjeblik, den ramte dækket, blev den blanke fisk sort. Deraf navnet oilfish.
Sikken et dyr! Langstrakt og smalt og med store skæl (minder lidt om tarpon). Skællene var skarpe som barberblade, så det var ikke muligt at holde den uden tykke handsker, medmindre man havde et ønske om en ødelagt hånd. Den havde et ekstremt stort gab med store spidse tænder. Munden på den var faktisk så stor, at den uden problemer kunne have en herrehåndbold i munden.
Min første oilfish vejede 24 kg!
Vi fortsatte hurtigt fiskeriet, og Christian var næste mand på oilfish-listen. Efter en god fight landede vi en fisk på 14 kg. Jarno var næste mand på listen med en på 14 kg. Derefter fik Per en på 15 kg. Fire oilfish – en til hver! Det var perfekt, og vi havde det dejligt. Så fik jeg min nummer to, en pusling på syv kg. Per sluttede ballet af med endnu en flot fisk på 14 kg. Indimellem mistede vi nogle stykker, men konstant var der en, der fightede fisk.
Per fightede sin fisk nummer to, da månen kom op over bjergene. Og i samme øjeblik døde fiskeriet fuldstændigt, og de irriterende pighajer kom igen kort efter. Efter vejning og fotografering gik Per og Christian i seng, og Jarno og jeg fortsatte med at mede på bunden. Vi håbede på at fange en havål, som der også skulle være på denne plads. Men pighajerne blev ved med at forstyrre. Dog mistede Jarno en tung fisk, som fightede i stil med en stor lange (måske var det en havål?). Jeg var træt af at fange små hajer hele tiden og gik til køjs.
Rokkesats
Næste dag satsede vi på rokker, da Christian og Jarno selvfølgelig skulle have sådan en på listen. Men det går sjældent, som man gerne vil have. Fiskeriet blev til at starte med ødelagt af triggerfish, som åd agnen hurtigere, end vi kunne sætte ny på. Ankertovet blev forlænget, så vi kom ud på ren sandbund. Det første rigtige hug fik jeg. En kort fight, og vi kunne lande en sortrokke, hvilket er en ny art for mig.
Så skete der intet i flere timer, og vi talte om at skifte plads. I det samme fik Christian endelig bid på sin rokkestang. En fin fight og en rokke … Næh, det var en havengel! Denne spøjst udseende hajart er ret sjælden hernede. 9,5 kilo vejede den fine fisk, og Christian havde et øjeblik glemt alt om rokker.
Der skete ikke mere de næste timer, og Ivan sagde, at det ville blæse kraftigt op. Så vi måtte desværre opgive at fiske oilfish den nat, men i stedet blive i havn. Surt!
Næste dag havde vi planlagt at fiske rokker igen, men Ivan slukkede for de forventninger, da der var lovet storm de næste dage, og vi skulle ikke regne med at komme på vandet mere. I stedet fordrev vi tiden med en dagstur i bjergene.
Lørdag pakkede vi sammen, forlod de 25-30 grader i Morgan og vendte snuden hjemad mod de -5 grader og snestorm i Billund. Men med et løfte om at vende tilbage snarest muligt.
