Steen Ulnits har taget et grundigt kig på udviklingen i kulfiberens historie, og skrevet en fremragende artikel godt krydret med anektoder og spændende facts for alle grejaficionados.
Det hele startede tilbage i 1968, hvor forskere hos Royal Air Force i Farnborough, England, opfandt kulfiberen. Det var i den kolde krigs tid, hvor man var på jagt efter et superlet og stærkt materiale, der kunne erstatte eller i hvert fald supplere det aluminium, der var altdominerende i luft- og rumfartsindustrien.
Det måtte nødvendigvis være et ikke-metal, da vægten jo har højeste prioritet, når et fly skal i luften eller en raket løftes fri af Jordens tiltrækningskraft. Man eksperimenterede derfor med mange forskellige syntetfibre, som i laboratorierne blev behandlet på endnu flere forskellige måder.
Det meste var vilde fejlskud, men efterhånden samlede interessen sig om akrylfibre, der kunne omdannes til kulfibre ved høje temperaturer. Syntetiske fibre, som populært sagt forkullede under processen. Herved opstod de første kulfibre, som vi kender dem i dag – uhyre lette og meget spændstige. Ideelle til brug i luft og rum.
Desværre var de ikke helt så lette at bruge i fiskestænger som til flyvemaskiner. Engelske Hardy, som var nærmeste nabo til Royal Air Force, var naturligt nok de første til at eksperimentere med kulfiberen, der på engelsk kaldes “carbon” – modsat amerikanernes “graphite”. Den nye kulfiber skulle kunne erstatte den langt tungere glasfiber, som dengang var altdominerende til stangbygning.
Hardy: No good at all…
Men ak. Hardy kæmpede med den nye fiber, som ganske vist var uhyre let, men som desværre også havde en ulyksalig tilbøjelighed til at knække under belastning. Pludseligt og voldsomt. Hardy arbejdede dengang tæt sammen med datidens fiskeorakel, Richard Walker, der holdt lige meget af medefiskeri og fluefiskeri. Efter mange eksperimenter erklærede Walker skråsikkert, at kulfiber overhovedet ikke egnede sig til fiskestænger!
Hardy eksperimenterede dog videre og nåede frem til, at brugbare stænger kunne fremstilles, dersom man supplerede de langsgående kulfibre med både langsgående og tværgående glasfibre. Hardy nåede endda så langt, at de udtog verdens første patent på fiskestænger, bygget af kulfiber – dog med hele 60 % glasfiber iblandet. Det kan nok være, at Hardy siden har ærgret sig over, at de ikke fik patent på rene kulfiberstænger. Da ville fiskeverdenen have set anderledes ud!
Så gik det langt bedre på den anden side af Atlanten – nær Stillehavet, hvor en mand ved navn Jim Green byggede stænger for et firma, der hed Fenwick. Det lykkedes ham at konstruere verdens første rendyrkede kulfiberstang, som blev lanceret for det ventende verdensmarked ved et sportsshow i 1973. For øvrigt i hård konkurrence med ligeledes amerikanske Shakespeare, som ret beset var lidt tidligere ude med deres kulfiberstænger.
Det blev dog Fenwick, som i 1974 kunne lancere verdens første serieproducerede fluestænger i kulfiber – under navnet “HMG”, der stod for “High Modulus Graphite”. Det var stænger, som tog verden med storm.
Læs hele artiklen i Fiske Avisens juni-udgave, som kan købes hos din grejhandler, bladkiosk eller her på siden.
