find forsikring
billede-2

Kolde brakvandsaborrer

Det er vinter, og når der ikke er is på vandet, er en af mine favoritbeskæftigelser fiskeriet efterbrakvandsaborrer. Jeg vil i denne artikel dele mine erfaringer med aborrefiskeriet, som jeg håber, at du, der også jagter de sortstribede, kan bruge. Da jeg er biolog med speciale i brakvandsaborrer, vil jeg prøve at gøre det på en måde, der fletter fiskeriet efter Christensen brakvandsaborrer sammen med min biologiske viden om fisken.

Jeg er 26 og læser en kandidat i biologi på Københavns Universitet. Igennem de sidste 3 år har jeg lavet flere forskningsprojekter om brakvandsaborrer, som er blevet udgivet i både danske og internationale medier.
Det hele startede med et projekt om aborrerne i St. Vejle Å. Her blev der sat elektroniske mærker på store, gydemodne fisk. De skulle vise, hvad aborrerne lavede om vinteren, før de gik på leg, samt hvor de lagde deres æg. Sidenhen har jeg lavet DNA analyser af brakvandsaborrer og lavet eksperimenter om salttolerancen hos æg og voksne fisk.

Jeg er også lystfisker og har omkring 90 fiskedage på et år. En del af dem går efter aborrer, som jeg ynder at fiske i den nedre del af flere åer, når brakvandsfiskene trækker sammen for at overvintre. Jeg er langt fra den bedste aborrefisker herhjemme, men jeg er fascineret af de sortstribede. Fiskeriet efter dem har lært mig en masse, men det har også rejst mange spørgsmål, som jeg har forsøgt at finde svar på via mine studier.

Hvor kommer fiskene fra?
I sommerhalvåret spiser aborrerne sig store og tykke i brakvandsfjorde og bugter, som er områder, hvor ferskvand fra åer møder havvand. Her kan der være en del salt i vandet, som er en fordel for fiskenes stofskifte om sommeren. Om vinteren tåler aborrerne ikke saltvandet særlig godt, og de overvintre derfor omkring å-udløb, hvor vandet er mere ferskt.
Fiskene trækker mod åerne i løbet af efteråret og opholder sig her til foråret, hvor de efter gydningen trækker tilbage til brakvandsområderne igen. Der er mange aborrer i Køge Bugt, Præstø Fjord, Stege Bugt, Karrebæk Fjord og Guldborgsund, som er temmelig store brakvandsområder. Når aborrerne trækker sammen i de tilstødende åer, kan de derfor stå meget tæt, og fiskeriet kan være rigtig vildt, hvis man rammer dagen.

Fiskenes aktivitetsmønstre
Når vandet bliver meget koldt, falder fiskenes aktivitet. Det kunne man bl.a. se i St. Vejle Å studiet: Når vandet var under 5 grader, stod fiskene bare bumstille. Da temperaturen steg, begyndte de at bevæge sig rundt i åen, havnen og de tilstødende strandsøer.

Jeg lavede i efteråret 2012 et lille, uvidenskabeligt eksperiment, hvor jeg talte fisketimer sammen, antallet af fisk jeg fangede, temperaturen og luftrykket på den pågældende dag, jeg fiskede. På i alt 16 fiskedage kom der 141 aborrer på land, hvoraf 30 af dem var over kiloet. Det viste med al tydelighed, at temperaturen var en vigtig faktor for fiskeriet: Ved faldende temperaturer var der længere mellem fiskene. Luftrykket havde også lidt at sige, og jeg fangede generelt mere ved højtryk, men det havde dog ikke så udpræget en effekt som temperaturen.

Når det bliver rigtig koldt, er det ikke det samme, som at det bliver umuligt at fange gode aborrer. Det er snarere et spørgsmål om at finde de tidspunkter på dagen, hvor fiskene hugger. Jeg har på nogle af de koldere vinterdage oplevet at have en hel dag uden det store resultat, for så omkring solnedgang at få en time eller to med helt formidabelt fiskeri og flere flotte fisk på land.


På en meget kold dag i marts 2013 huggede fiskene først en time før solnedgang. Denne fisk på 1,375 kg og 43 cm tog en levende, bundfisket skalle og var en ud af i alt 9 fisk. Foto: Marcus Krag

Tips til aborrefiskeriet
Fiskeri efter aborrer bliver ofte forbundet med agn som jigs og spinnere. Mine egne erfaringer fra fiskeriet efter brakvandsaborrer er dog, at spinnefiskeriet er meget ustabilt og oftest udkonkurreres af fiskeri med levende agn. Jeg har fanget mange aborrer over kiloet, inklusiv min PR på 1,875 kg, på levende agn. Når jeg skriver levende agn, tænker jeg på rejer og småfisk. Orm har jeg aldrig rigtig haft den store succes med.

Vinterfiskeriet efter brakvandsaborrerne kan svinge meget i forhold til vind og vejr. Jeg synes, det er meget svært at sige, hvordan de forskellige forhold påvirker fiskeriet, udover at temperaturen har stor indflydelse. På grund af de meget omskiftelige vejrforhold, vi har om vinteren, er det ikke bare nok at vente på, at andre fortæller dig om godt fiskeri. Rygterne kan meget vel have været uger undervejs, og fiskeriet kan meget vel have skiftet.
Du må selv ud jævnligt og undersøge nærmere, om der er fisk inde, og om de er i hugget. Selvom fiskene er i området, kan det være meget forskelligt, hvor stimerne står. Derfor kan det ikke betale sig at være for stædig omkring, hvilke pladser man vil fiske. Fisk i stedet systematisk et område af og ryk videre, hvis ikke du får fisk på land.

Levende agn
Fiskeri med levende agn kræver en smule ekstra grej end spinnefiskeri, da man skal bruge en god transportabel agntønde, en luftpumpe til at holde agnen i live og desuden også redskaber til at fange agnen med. Jeg bruger oftest småfisk omkring de 10 cm, som jeg fanger med kastenet. Kastenettet er effektivt, men det kræver selvfølgelig, at man kender stedet, hvor småfiskene står.

Flere af mine gode agnsteder minder meget om hinanden: Åer og kanaler med forbindelse til søer eller moser, hvor småfiskene samles i vinterhalvåret. De fleste agnsteder har jeg fundet ved at cykle en tur i området, hvor jeg har boet eller arbejdet. Det kan tage sin tid at skaffe agn, men de ekstra anstrengelser er ofte det hele værd, idet agn, som nævnt, typisk udfisker de andre metoder.

Det er dog ikke helt ligegyldigt, hvilke småfisk man bruger. Jeg kan ikke huske at have fanget en brakvandsaborre på en lille aborre. Små brasener har det med at dø ret hurtigt, mens skaller generelt er leveringsdygtige agn. Levende rejer er også gode agn, måske faktisk de bedste. De er dog lidt mere besværlige at skaffe, da de skal findes på kysten med rejehov eller rejeruse.

Rejer fisker altid godt, men først på sæsonen kan de virke lidt for effektivt, og man kan i længden blive træt af at skulle afkroge mindre aborrer, der ikke kunne stå for fristelsen. Sent på sæsonen, når det bliver rigtig koldt, kan rejer være det eneste, en vinterkold aborre kan overskue at spise, og agnen har på det tidspunkt en kæmpe fordel.
Fiskemetoder med levende agn

Agn kan fiskes på flåd eller bundmedes, og alt efter omstændighederne har de to metoder hver deres fordel. Flåd afsøger effektivt strømmende vand for fisk, men er vandet mere stillestående, kan det ofte godt betale sig at bundmede. Fordelen ved at bundmede er, at man kan fiske agnen lige foran snuden på aborren, hvilket tit er det, der skal til for at få den i hugget. Bundmeder man, kan det være en fordel at fiske agnen ”semi-aktivt”. Med semi-aktivt mener jeg, at man kaster agnen ud på det foretrukne sted, lader den ligge et stykke tid, spoler en meter eller to ind, lader den ligge et stykke tid, spoler ind igen osv. På den måde kan man fiske opsøgende, og man ser ofte små ryk i stangtoppen, når agnen lander foran en stime større fisk, da den vil gå i panik og forsøge at komme væk.

Hvor tunge tackler, man bruger, er en smagssag. Generelt fisker jeg med 10 g flåd, men blæser det meget, kan det være nødvendigt at skifte til 20 g for at få mere kastevægt. Til bundmede bruger jeg så lille vægt som muligt, hvilket typisk er 10-20 g. For mig gør det ikke noget, at agnen kan flytte vægten lidt, da jeg alligevel fisker den semi-aktivt. Jeg tror desuden, at agnen gør mere væsen af sig, hvis ikke den er boltet fast til bunden. Jeg bruger generelt lange stænger mellem 11 og 13 fod; de kaster godt, og man får hurtigere trukket linen fri af vandet ved modhug. Til bundmede bruger jeg desuden en stang med blød og evt. farvet top, som bruges til at indikere hug.
Jeg fisker med mindst 60 cm forfang, som jeg fortrækker er 0,20 mm eller tyndere. Nogle vil mene, at disse forfang er for tynde, hvis man får en ørred eller gedde på krogen. Jeg har da også mistet flere store ørreder og gedder på knækkede forfang, men min erfaring er, at de tyndere liner fanger flere aborrer. Er der mange gedder og ørreder i området, skifter jeg naturligvis til et tykkere forfang, både for at spare kroge, men også for at beskytte fiskene. Mine foretrukne kroge er Wide Gape Specimen i str. 6 eller 8, som er brede, lette, og snildt holder til aborrefiskeriet. Når jeg bundmeder, har jeg enten vægten på en 20 cm tavs, som jeg splejser på over forfanget eller på en glidebom, der bliver stoppet af en svirvel mellem hovedlinen og forfanget.


Bundmede med levende agn. Foto: Lasse Højrup

Spinnefiskeri 
Fiskemetoder er selvfølgelig langt hen ad vejen et spørgsmål om præferencer og så selvfølgelig egenskaber inden for de forskellige metoder. Jeg har fanget et håndfuld aborrer over 1,5 kg på jigs, men er generelt ikke en særlig god spinnefisker. Dog har jeg stor respekt for de fiskere, der mestrer metoden. Mine erfaring er, at fiskeimitationer med livlige haler er bedst. De lidt større jigs fisker godt tidlig på sæsonen, når vandtemperaturen stadig er over 10 grader. Hovederne kan sagtens være 7 gram eller derover, alt efter hvor langt man vil kaste. Når vandet bliver koldere, skal man typisk ned i størrelse på jigs, og jighovedet skal helst ikke veje mere end 4 gram for at få agnen til at gå langsomt nok til at lokke et hug ud af aborrerne. Det forringer ens kastelængde betydeligt, og har man evnen, virker drop-shot metoden til at være det bedste jig-rig i de kolde perioder. Med drop-shot rigget fisker man stationært og bevæger jiggen lodret i vandet med små nyk med stangtoppen. De perioder, jeg har oplevet bedst jigfiskeri, har været efter årsskiftet, lige når isen er gået.

Med hensyn til jigfiskeri synes jeg, at der er en grim tendens til, at folk ikke kender metodens besøgstid. Alt for ofte har jeg set jigfiskere lande den ene rygkrogede aborre efter den anden. Oplever man at rygkroge fisk, synes jeg, man er forpligtet til at prøve at undgå dette ved enten at gå ned i størrelsen på jighovedet, fiske drop-shot eller alternativt bruge det såkaldte Ishøj-rig. Ishøj-rigget er i princippet et paternostertackle, hvor tavsen til blyet er kort, mens tavsen til krogen er noget længere. Fisker man med Ishøj-rigget, når fisk, der står i linens bane, ofte at komme væk, før selve krogen kommer, og undgår således at blive rygkroget. Hvis ingen af delene virker, er en kop kaffe på 7-eleven nok det bedste alternativ. Grunden til fejlkrogning er typisk, at fiskene står rigtig tæt, samt at vandet er så koldt, at de ikke rører på sig. I disse tilfælde er fiskeri med agn langt den mest skånsomme metode for aborrerne, da man yderst sjældent oplever at fejlkroge fisk.


1,5+ aborre på jig. Fisken huggede på en lille, gul fiskeimitation med et hoved på 3,5 g. Foto: Anders Madsen.

Overfiskeri kan ødelægge bestandene
Vi har muligvis Europas bedste aborrefiskeri langs de østdanske kyster og åer, og folk kommer langvejs fra for at få del i fiskeriet. Kigger man tilbage igennem de sidste 40 års fiskehistorie efter brakvandsaborrer, har der været flere områder, hvor fiskeriet har været helt formidabelt. Bl.a. har Tryggevælde Å været et hot-spot for store aborrer op igennem 80’erne og 90’erne. Flintinge Å på Lolland har også leveret vildt fiskeri i 90’erne, men kendetegnet fra Tryggevælde og Flintinge Å er, at der stort set ikke fanges fisk over kiloet mere. Det kan ske, at der dukker en forvildet storaborre op, men den faste bestand af store trækfisk er forsvundet. Man ved fra biologiske undersøgelser, at størrelsen af aborrebestande naturligt kan svinge en del, men tal fra brakvand viser også, at bestandene er meget sårbare over for højt fiskepres. Med fiskepres menes der hjemtagning af fisk.

Garn- så vel som lystfiskeri på trækkende brakvandsaborrer foregår egentligt der, hvor bestandene er mest sårbare: fiskene er gydeklare, og hele den reproducerende bestand er samlet for at sikre den næste generation af aborrer. Bestandene ”homer” med al sandsynlighed ligesom ørrederne, hvilket vil sige, at fiskenes trækadfærd kan være tilpasset lokale forhold. Hvis ikke fiskeriet forvaltes på en bæredygtig måde, kan det have fatale konsekvenser. Jeg vil mene, at hjemtagning af gydemodne fisk af garn- så vel som lystfiskere kan have været en medvirkende årsag til, at bestandene i Tryggevælde og Flintinge Å nu er forsvundet.

Forvaltning
Det er ikke kun for lystfiskere, at store aborrer har værdi. De er toprovdyr i fødekæden og skaber sunde vandmiljøer ved at holde mængden af småfisk nede. Catch-and-release på rovfisk som aborrer er derfor ikke kun god skik blandt lystfiskere; det bidrager i teorien faktisk også til at opretholde sunde vandmiljøer. Generelt har vi i Danmark ikke de store erfaringer med at forvalte fiskeriet på aborrer. Dog antyder de forsvundne brakvandsbestande, at det kan betale sig at gøre det.


Billede 4: Catch and release: Foto: Lasse Højrup

Mindstemål
Et kendt middel, der bruges i forvaltningen, er mindstemålet. I Danmark er dette 20 cm for aborrer. Mindstemål er sat efter, at der skal være mulighed for, at nogle fisk kan have nået at gyde første gang, før de bliver fanget. Dermed har man i teorien sikret sig en reproducerende bestand. Der er en del snak blandt biologer, om mindstemålet i brakvand skal hæves. Nogle steder i brakvand vokser aborrerne hurtigere end i ferskvand og er derfor potentielt større, når de gyder første gang. Generelt er det dog sådan, at jo større mindstemål, man har, desto mere stabil genpulje får man i bestanden. Så et større mindstemål ville i princippet gavne alle bestande.

Bag-limits og maksimal mål
En anden mulighed for forvaltning er de såkaldte ”bag-limits”, altså en begrænset hjemtagning. Mindstemål og bag-limits ignorerer dog desværre det faktum, at de allerstørste fisk gyder langt flere æg end de mindre fisk, og desuden også bidrager til en mere stabil genpulje i bestanden. I Tryggevælde Å havde man indført begrænset hjemtagning på 2 fisk pr. mand pr. dag, men i en rapport fra 1985 står der, at folk gemte deres fisk i keep-net og udvalgte de to største ved fiskeriets afslutning.

Hvis man skal acceptere hjemtagning, er den mest fornuftige løsning nok, at man kombinerer mindstemål, bag-limits og maksimalt mål. Sådanne regler kan måske virke noget kompliceret for en uerfaren fisker. Hvis man vil bevare fiskeriet på en bestand, som er under hårdt fiskepres, kan den nemmeste løsning således være at indføre ubetinget catch-and-release. Dette er f.eks., hvad Ishøj Sportsfiskerklub har gjort for at bevare bestanden, der trækker ind i St. Vejle Å.

Garnfiskere, der fanger brakvandsaborrer, fisker ofte udelukkende på de vintertrækkende fisk. Begrænsninger af deres fiskeri kunne være fredningstider, fredningsbælter eller maksimum mål. Dette ville uden tvivl også gavne bestandene langs de østdanske kyster.

Nye græsgange
Fiskeriet efter de kolde brakvandsaborrer ved de mest kendte vande kan i perioder være så populært, at folk møder op en halv time før solopgang for at sikre sig yndlingspladsen. Der findes uden tvivl flere gode områder at fiske aborrer i, end hvad der i al almindelighed kendes til, så hvis man holder af at have råderum, når man fisker, kan det være nødvendigt at gå lidt på opdagelse. Man kan nogle gange være så heldig at høre rygter om hemmelige fiskesteder, men en anden tilgang kunne være at gå på opdagelse efter gydesteder.
Aborren gyder nemlig typisk ikke langt fra deres vinterpladser, og æggene er nemme at se. De ligger som lange hvide bånd, der er viklet ind i vandplanter og nedfaldne grene på bunden. Æg, der lægges i rørskoven, kan være meget tydelige og indikerer, at aborrerne er, eller har været, i området. Steder, der kan være værd at undersøge, er vindbeskyttede brakvandsvige, hvor der er masser af rørskov tæt på dybere vand. Aborren gyder i april og maj, og de potentielle områder kan undersøges under ørredfiskeri i waders eller fra båd.


Aborreæg fra Ishøj Havn. Æggene ligner til forveksling toiletpapir, smidt i rørskoven, så vær sikker, før du undersøger sagen nærmere! Foto: Henrik Carl

En anden mulighed er at opsøge fiskene i selve brakvandsområderne om sommeren med båd. Det er dog et større projekt, men man hører fra tid til anden om rigtig store sommerfisk fra brakvandsområderne. Hvorom alting er, så er brakvandsaborrer nogle fantastisk spændende fisk og har for mig været genstand for mange gode fiskestunder. Jeg håber, at min artikel har givet lidt mere indsigt i, hvem de sortstribede er, og at I får held med jeres bestræbelser og fanger et ordenligt hyr af en aborre.

Knæk og bræk.

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse