find forsikring
karup_aa_artikel_steen_vinkel

Dagens kode – guide til havørreder i Karup Å

Dagens kode
Mange af de justeringer vi gør i vort praktiske fiskeri, er rettet imod at finde dagens kode eller opsætning. En sammensætning, af grej, farver, steder og affiskning, som rammer dagens forhold bedst muligt.

Hvis vi går på ”hjemmebane”, starter vi selvsagt denne søgen efter dagens kode, på et højere kvalitativt niveau, da vi jo netop har flere forudsætninger på plads.

På ”udebane”, er der lige så indlysende, en væsentligt større portion usikkerheder, også af mental art, og vi har en naturlig tendens til at afprøve flere ting, men hele tiden med udgangspunkt i det velkendte. Groft sagt, usikkerhed kontra sikkerhed. 

En naturlig afledning heraf er desværre, at rutine sløver og vi overser måske et eller andet i vores rutiner eller mister koncentrationen.

Det kan være ok, på hjemmebanen, bevist eller ubevist, sammensætter en ”dagens formodentligt bedste sammensætning” af de før omtalte faktorer.
Det som mange glemmer, er ved moderat succes, at være bevist om en systematisk ændring af ”koden”. Eksempelvis, følger en fisk eller hugger den usikkert eller yderligt, er noget godt medens andet helt givet bør ændres, for at få et resolut hug.

Når det lykkes, og det gør det såmænd ofte, er man ikke i tvivl.
Jeg mener selvfølgelig ikke, at man på en hver tur til åen eller kysten, kan finde en bare tilnærmelsesvis optimal sammensætning, der gør at fiskene springer på. Der vil eksempelvis altid være forskel på den almindelige dags kode også den man kan opleve, hvis man rammer en udklækning, hvor man har identiske fluer.

Jeg mener, at man næsten altid vil kunne forøge sine muligheder, ved at være opmærksom på denne ændringstankegang. Man kan bare forestille sig en resultatløs dag ved åen, man skifter flue stil og oplever en vis interesse for fluen, hvor mange vil så umiddelbart gå endnu længere i samme retning, i stedet for at stille sig tilfreds med den nuvundne moderate interesse. Dette er nok en fejl, man kan jo altid skifte tilbage igen.

Nu skal dette ikke forstås som om fiskeriet, altid SKAL være en dybt koncentreret analytisk disciplin. Slet ikke, det er bare en mulighed og hvad kan vi så forlange mere? Har vi kun en måde at gøre tingene på, effektuerer vi bare, har vi to, kan vi vælge!

Traditionelt havørredfiskeri
Det, som de fleste forbinder med det traditionelle havørredfiskeri i Karup Å, er vådfluefiskeriet.

Dette bliver som regel udøvet, som følger. Kast til modsatte bred, afhængigt af dybde, mere eller mindre skråt nedstrøms, måske endda tværstrøms. Land fluen tæt på bredden, giv eventuelt lidt løs line, gå et lille skridt frem eller mende en gang, for at den synker passende, inden den svinger ud fra bredden, pas på, her falder hugget. Hvis fluen fiskes i ”den store bue”, så pil ved den og brug stang toppen til små bevægelser, prøv at mende midtstrøms eller andet, her bør man også passe lidt på, til sidst svinger den igen markant for strømmen. Pas på her, nøk den op langs egen bred og lad den gerne pulsere med hacklet på de rette steder, pas også godt på her.

I de her tilfælde er det klart, at det, der udløser hugget, for en væsentligt del er ændring i retning og bevægelser. Så varier dog noget mere, eksperimenter med præsentationen etcetera.

Generelt
Noget der ligeledes påvirker præsentationen er knuderne. Jeg vil ikke foreskrive en bestemt knude eller knudetype! Det vil være totalt imod dette lille skrifts hensigt. Nej, det eneste man SKAL er at vide, hvordan de mest almindelige typer knuder, påvirker gangen på det konkrete agn. Og så derefter vælge den, efter ens egen smag og temperament, mest hensigtsmæssige knude eller hægte!

Så udvider man antallet af sine valgmuligheder i stedet for bare at efterleve andres, mere eller mindre tåbelige ”du skal altid / aldrig gøre dette eller hint”.
Prøv eksempelvis at se på tidens almindelige holdninger til blinklåse. Man forsøger gerne at overgå hinanden i at tage afstand fra denne ”forbandede genstand”, der totalt skulle ødelægge gangen. Dette på trods af at Rapala går så langt, som til at anbefale forskellige modeller og størrelser til deres woblere. Men som en af klaphattene sagde, ”hvad pokker ved de om det”! Denne påstand vil jeg ikke kommentere, det er vist ikke nødvendigt.
Prøv derimod at se på påstanden om den ødelagte gang. Ja selvfølgeligt dæmper en blinklås vandstrømmene lidt, og jo mindre wobleren er, jo mere sart og delikat gang den har, des større bliver den relative påvirkning.
Så prøv da i stedet at lære, i hvilken grad og på hvilken måde, de forskellige blinklåse påvirker gangen! Så har du netop udvidet antallet af dine valgmuligheder og forøget din indsigt og forståelse, i stedet for at få den indskrænket.

Jeg kan kun anbefale det dynamiske fiskeri med hægte/blinklås, hvor man bevist skifter fra hul til lige stykke, etcetera.

Dobbeltkroge m.m.
På samme måde m.h.t. krogene på fluerne. Der er en tendens til, at eks. mindre dobbeltkroge kroger bedre end ditto enkelte.

Vær ligeledes generelt opmærksom på krogtyper og krogmateriale. Dette kan sammen med specielt lettere påklædte fluer, have en indvirkning på gangen. Igen, dette handler igen om at udvide sit spand af muligheder, for at finde et endnu mere spændende og varieret fiskeri.

Fiskeri med to fluer
Denne metode er nogen steder, stadigt det oftest forekommende, ved de danske vandløb. Ofte en større lidt mere fyldig øverst og en mindre nederst, ofte en enkelt- og en dobbeltkroget. Om man så vælger at montere den ene som ophænger i en tavs eller man binder nummer to på i krogbøjningen, er et temperament spørgsmål. Kombinationerne afspejler ligeledes forskelle i traditioner fra vandløb til vandløb.

De fordele og ulemper man normalt hører er, ”den får to chancer for ens pris” eller havørreden tror at de jager hinanden, etcetera. Ulemperne er oplagte, hvis ørreden eksempelvis hugger på den øverste og så trækker en dobbeltkroget flue rundt imellem åens bundvegetation eller endda borer i grøden med samme på slæb. Uha, uha.

Bevægelser og præsentation
Jeg var ved Gacka med Sportscentrum engang i halvfjerdserne. Den lokale fiskemester, og her mener jeg i allerhøjeste grad bogstaveligt Mester, hed Milan Stefanac (MS) og kunne ting med en fluestang, som man måtte undre sig over.

Lige meget – det var hans fluer det handler om. Selv om der var et smukt lille reklame postkort for hotellet, med årets gang i fluer, så gik Milan selv med fluer som bogstaveligt taget var bundet af iturevne ternede skjorter, og hvad han ellers lige kunne få fat på af materialer. Da jeg ville bestille et sæt af ”Gacka fluerne”, overtalte samme Milan til at slå mig til ro med et personligt kursus i ørredfangst. Selvfølgeligt slog jeg og en anden til, da vi havde meget svært ved at overliste bækørrederne i det bogstaveligt taget gin klare vand, hvor man kunne se tanglopper bevæge sig på bunden!

Vi blev stillet op, mere eller mindre tilfældigt ved åen, kast dertil, driv dertil og nyk den ind dertil, så falder hugget. Ganske rigtigt, ikke en gang men tre eller fire gange i streg.

Så tog jeg et skridt fremad, gjorde det samme, absolut uden effekt, en meter til heller ingen resultat. Da jeg vendte tilbage til nøjagtigt samme sted som jeg havde modtaget instruktionen og kopierede den igen, faldt huggende igen. Lidt senere da MS igen kom forbi, spurgte jeg hvordan dette kunne lade sig gøre. Han sagde: ”Præsentationen passer til lige netop dette sted, ikke derhenne eller dernede, her!” Tankevækkende!

På samme måde med fluerne. Jeg undrede mig over, at det ikke gjorde nogen forskel, om det var mine eller andres vel-matchende fluer, eller MS´ ternede skjortefluer – det gjorde åbenbart ingen forskel. MS udtalte med al tænkelig pondus: ”Her er præsentation alting, mønster ingenting”. Det er s… en udmelding, der vil noget, til en samling gæster, med ”matching the hatch” på hjernen.

Lidt tips
Det er oftest når blink, spinner eller flue runder eller ændrer retning/hastighed/bevægelse at hugget falder. Det kan derfor anbefales, at indlægge flere af disse. Mange gange kan man gøre det, bare ved at lægge stangen over.

Aften, nat, tidlig morgen og i dagtimerne i ruskvejr, kan havørreden ofte findes fremme i vandet, så vil den som regel også noget.

Indersiden af svingene, på det lave vand bør absolut have en chance, specielt hvis der er andet end de ”gamle” havørreder i åen. Her er wobler eller spinner, ofte at foretrække frem for flue.

Selvom anden, tredje eller fjerde fisker, der går stykket også tager havørred, er der ingen grund til ikke at bevæge sig så forsigtigt som overhovedet muligt, specielt i de lidt lysere timer.

Følger en havørred eller oplever man ”små puffen” til agnet, er det min erfaring, at det er godt men ikke godt nok. Et eller anden kan forbedres og dermed udløse hugget, find det og man er tæt på dagens ”kode”. Det kan være dybde, hastighed, farver eller gang, giv den 10 min. og varier en ting af gangen.

Personligt har jeg til en mindre havørred å, to næsten identiske flydende dybdykkende woblere, med den markante forskel, at de begge er bevist stillet til at gå lidt skævt. Den ene trækker lidt til højre og den anden til venstre side, fordi de så ved nedstøms fiskeri, kan ”sendes” ind under brinkerne i de respektive sider.

De blev oprindeligt lavet til en mindre østfynsk å, hvor havørrederne netop søgte ly under godt udhulede brinker. P.g.a. denne adfærd, var de mindre sky og kunne faktisk fiskes i alle døgnets timer. Woblerne kunne så sendes af sted nedad, på lang afstand og ned midt igennem vandløbet, da de jo selv vil trække ud til siderne og ned.

De samme woblere kunne for øvrigt også bruges effektivt opstrøms efter bækørred. Det viste en tur til et privat stykke af Nørre Å, med den garvede havørredfisker John Berentz, fra det nørre jyske. Her viste de sig endog særdeles effektive, til at ”grave grove bækker” frem fra under brinkerne.

Noget om trygbølger
Nogle andre hjemmelavede woblere satte nogle tanker i perspektiv. Jeg har igennem årene undret mig over forskellige agn, her wobleres forskellige ”evner” til at lokke forskellige fisk til at hugge. Jeg havde som noget atypisk, lavet en håndfuld Rapala kopier. Nogen som nøjagtige kopier, andre lidt bredere og igen andre lidt smallere, medens jeg holdt materiale, front-øje placering samt skeens dimensioner reelt uændret, alle sammen meget tæt på de 5 cm.

Under testfiskeriet et halvt år senere, stod jeg ved et velkendt bæk- og havørredvand, som jeg kender godt. Bækørredprofilen på lige netop det stykke, er to rigtigt gode standpladser under langt udhængene grøde, som holder bækørred mellem 35 og 40 cm, eller mindre havørred. Et par håndfulde andre pladser holder bækørred mellem 20 og lige godt 30 cm… Det hele på et nedstrøms drift på vel 12 -16 meter.

Jeg startede med den rigtige vare – en fem cm flydende og lettere justeret original Rapala. To af de mindre bækørreder var ude at følge, en af de små huggede. De første af mine egne woblere kom på, lidt smallere og lidt mere ”delikate”/spinkle i gangen, flere følgere og et hug, men ingen reaktion på de bedste standpladser og i en bue omkring dem. Stort set det samme resultat gentog sig ved Rapala kopierne. Til sidst prøvede jeg de lidt tykkere (kun et par mm), disse havde en noget mere markant og næsten hård gang. Dette bevirkede at ingen af de mindre viste sig, for første gang. Den første gode standplads gav et tilbud fra en ca. tre punds havørred og ved den anden gode plads hamrede en fire punds blank havørred på!
Når man sådan får smækket resultaterne i hovedet, må man lige tænke det igennem.

Altså, woblere i samme længde, samme farver, samme ske og justering, men med markant forskellig gang og forskellig interesse fra fiskene! På min videre tur nedstrøms, efterprøvede jeg igen og igen disse resultater. Mindre bækørreder og ingen større ørreder, på de ”originale” også de lidt bredere, som ikke tiltrak sig interesse fra en eneste mindre bækørred men derimod fra havørred!
De senere ture gav det samme resultat, og jeg begyndte at kigge på de mere gængse havørred wobleres gang. Den to-delte Rapala, Jensen Unika og Laks, ABU Snooky med flere. De har alle denne lidt større og hårdere gang, mere eller mindre.

Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at netop ”hårdheden” i trykbølgerne fra wobleren, er medvirkende til at afgøre, hvad der hugger. Samt at samme markante trykbølger, afskrækker mindre ørreder, mere end den fysiske størrelse berettiger til og at samme hårde trykbølger, signalerer trussel til eksempelvis den plads hævdende havørred og får den til hugge.

Mere om trygbølger og det visuelle
Den fremherskende forklaring på spinnerens ”mystiske” gode resultater, bliver ofte tilskrevet netop de trygbølger skeen udsender under indspinningen. Der er dog en visuel del, som man måske har lidt sværere ved at få øje på, netop de reflekser skeen sender i forskellige retninger.
For mit eget vedkommende fik jeg for alvor øje på disse reflekser, da jeg på et tidspunkt og i øvrigt for tredje gang forsøgte med ørreder i stue akvarium, over en periode på 25 år. Denne gang stod samme, i et vestvendt arbejdsværelse og på et tidspunkt, ud på efteråret med lav sol og lidt dæmpet lys, kiggede jeg op fra bogen og over mod akvariet, hvor lyset ikke var tændt. Det der havde fanget mit blik, var nogle hurtige, meget klare, regelmæssige sølvfarvede blink af solen i regnbueørreden, som stod i den stærke strøm fra de to hjørne pumper.

Da jeg et par dage senere, på ca. samme tidspunkt af dagen, gik på et stykke af Kongeåen, ved Åbølling, fangede det lave lys skeen på en sølvfarvet Refleks og udsendte reflekser på nøjagtigt samme måde, som de regelmæssige sølvglimt fra regnbuen i akvariet. Var det så simpelt? Kunne der bare trækkes paralleller på denne måde?

Hvis ja, så bør skeens frekvens være afhængig af strømmen det pågældende sted, mere strøm højere frekvens, etcetera. Ørreden har måske stået der i flere måneder og ved hvordan det skal se ud.

Dette er selvsagt ikke ”de vises ørredsten”, men bare et af mange parametre, man kan have med i de samlede overvejelser.

Standpladserne
Gode pladser kan være dybe render, under sumpede brinker og stor grøde. Fællesnævneren er oftest ly/skjul.

Om dagen befinder havørreden sig normalt på de mørke og eller dybe steder. Om aftenen/natten ofte ude i vandet, på ”indersiden” af svinget og altså på det lavere vand modsat dagstandpladsen.

Det er ligeledes sen aften/begyndende nat, at man kan se trækkende fisk. Ofte to – tre stykker indenfor kort tid, nærmest i ”flok”. Disse bliver der fisket meget efter, jeg kender dog næsten ingen som har haft held med at få dem til at hugge.

Havørreder, der har stået lang tid i åen, står oftest dybt og er mere eller mindre utilnærmelige. Det er ofte hunfisk, som nærmest kan gå i dvale, medens de omdanner fedt til rogn. Hanfisken derimod, er disponeret for en mere ”udad reagerende” adfærd, d.v.s. god gammel dags aggression. Med stor krog, spidse tænder og læderagtig hud.

Lige et par iagttagelser, som man måske bør tage med i overvejelserne. For en del år siden, arbejdede jeg sammen med en garvet el-fisker og å-mand. Han havde lagt mærke til, at der var en sammenhæng mellem åens mest anvendte gydepladser også de gydepladser der var nærheden af havørredens foretrukne standpladser. Eller rettere omvendt, de mest anvendte gydepladser lå alle i nærheden af gode standpladser og at gydepladser, med de samme forhold men uden gode standpladser i nærheden, praktisk taget aldrig blev brugt.

Logikken holder vel også, havørreden trækker så tæt på som rimeligt muligt, for at sikre sig den bedste plads.

Så hvis man ved, hvor de mest anvendte gydepladser og -grupper er, så ved man måske også, hvor der må være gode standpladser.
Generelt kan man sige, at der bør fiskes i strømkanterne og på skrænterne og hvor der er ”kiler” i vandet. En fisk, der står på lavere vand eller fremme i åen, måske i snuskvejr, skal have ekstra opmærksomhed.

Nogen siger, at fisker man når der er friske og trækkende fisk, så bør man fiske med flue om aftenen og tidlig morgen. Resten af dagen med blink, spinner, orm eller wobler i de dybere huller, hvor fisken holder pause i dagtimerne.

Af andre gode ”husråd”, vil jeg nævne:
– Ser du mindre regnbuer og bækørreder, så er der sjældent havørred lige i nærheden. Omvendt kan fraværet af samme, være en indikator på havørred i nærheden eller også har du bare trampet for meget!
– Springende havørreder vil oftest være ”nyere” i åen, hvorimod man meget sjældent ser de ”gamle” springe.
– Nye fisk i åen, skaber uro på pladserne, hele vejen op. Denne uro hos havørreden kan ofte udløse hug.
– Den store havørred, der ikke bliver fortrængt, kan stå på samme plads hele sommeren, kun afløst af natlige territoriehævdende patruljeringer.
– Mange enes om, at havørredfiskeriet kan sammenlignes med en fodboldkamp. Første halvleg går indtil natten falder helt på, så en pause også anden halvleg frem mod, at det bliver ”mere” lyst. Helt så firkantet er virkeligheden selvfølgeligt ikke, men hvis man kun fisker efter disse regler, så bliver reglerne, sandhed. Hvilke tidspunkter der giver de fleste mål (hug) varierer fra å til å, dag til dag og hen over sæsonen.

HØ rejser og hugger
Når fisken kommer, vil man ofte se en trykbølge, når fisken går op til fluen. Derefter en mindre hvirvel og så et sug – det er når havørreden vender lige under flueen, sænk stangspidsen lidt og se om linen trækkes ud eller strækkes, gør den det, kan du sætte krogen.

Lidt på samme måde ved spinnefiskeri, hvis man ser trykbølgen rejse sig ”tårnhøjt” bag wobleren, så er de flestes nerver godt spændt. Hvis de så også ser havørreden tage wobleren bagfra, vil rigtig mange komme til at give tilhug, lige der. Dette meget ofte med det samme nedslående resultat, du ”river” fisken og ser ikke mere til den det døgn.

Med dette in mente, er det nok overflødigt at understrege, at der skal is i maven, hvis man vil være rimeligt sikker på at kroge fisken.

Landing og genudsætning
Vedrørende landingen er der ikke det store nye at komme med. Så land fisken første gang, der er mulighed for det og den er parat til det. Som altid, forsøg at spotte hvordan den er kroget og land fisken i forhold til samme.
Angående genudsætning af mindre fisk, lad mig sige det igen, igen. Du skal ikke lege TV- eller videovært, og kysse eller fumle rundt med fisken og tabe den i græs eller grus, skrubbe rundt med den i et fangstnet og lignende.
Det er så simpelt at man skulle tro det var løgn: Ser du fisken hugge, og ved du, at den skal ud igen, så undlad genhug. Prøv ellers med løs line, hjælper det heller ikke, så se om du kan fjerne krogen i vandet! Overfight ikke fisken, specielt i det ofte varme sommervand, kan fightstress være dræbende. Skal du have den ud af vandet, og kan fiskens størrelse berettige til det, så prøv at løft den i krogen, der falder mange af (ud over vandet, selvfølgeligt). Skal der net til, så knudeløst, hold det i vandet hvis muligt. Hvis ikke læg fisk i net, på græs, aldrig grus. Hurtig hjælp er dobbelt, også for fisk. Sidst men ikke mindre vigtigt, giv fisken en fair chance, hold den på højkant, til den kan klare det selv.

Endnu lige et moralske opstød, sæt dog de mere farvede fisk ud, de er ikke ligefrem trofæer. De smager jo ikke som den blanke vare, vel.
Samt afliv fisken med det samme og på en ordentlig måde.

Positiv og negativ liste
+ Blæst helst fra VNV til SV, nedbør, fald i temperaturen og ”højere vandstand” gerne lidt grumset vand eller faldende barometerstand samt det ”blå” skær over åen.

– Varmere vand, solskin, østen vind, lavere vandstand, klart vand, mosekonebryg eller tættere tåge. Hurtige større skift på barometret.

Refleksioner
Jeg mener at en meget vigtig del af ”fiskeriet” er refleksionerne. Iagttagelser ved vandet der kan få en til at undres, sætte noget i perspektiv og måske dermed føre til nye vinkler på vej mod et mere spændende eller indsigtsfuldt fiskeri.

Som både havørred- og bækørredfisker, har jeg bemærket, at når jeg eksempelvis går efter bæk- og regnbueørreder med traditionelt spin, så foregår dette næsten altid opstrøms, også ved Karup Å. Under dette fiskeri sker det relativt sjældent, at jeg støder på havørred. Dette selvom der er en række sammenfald, mellem havørred- og bækørredpladser. Hvis jeg så ”vender” fiskeriet, og går tilbage over det samme stykke. Sker det ikke helt så sjældent, at jeg ”rejser” en havørred, på trods af at det er anden gang, jeg går over den.

Hvis jeg accepterer foranstående iagttagelse, hvad kan jeg så uddrage af teori om samme?
 
Sammen med en rigtigt garvet havørredfisker ved Karup Å og god fiskekammerat, siden de tidligere halvfjerdsere, Niels Munkgaard, Odense, fik vi fremhævet noget måske centralt, nemlig agnets bevægelsesretning i vandløbet.

Altså, en havørred trækker opad i vandløbet, drevet af gydeinstinktet, den er territoriehævdende og jager det væk, der ”truer” den. Det vil være nærliggende at forestille sig, at ”truslen” for denne havørred, bliver større, jo flere faktorer der virker samtidigt.

Her må det være et afgørende parameter, hvis genstanden forsvinder i en ikke ”konkurrerende” retning, altså nedstrøms og dermed færre havørredhug. 

Opsummerende, havørreden hugger for at hævde sit territorium imod trusler under gydevandringen. Det virker logisk, at truslen er klart størst, fra genstande, der bevæger sig i samme retning. At agnet så også er længere i havørredens ”vindue” kan da være en medvirkende faktor.

Der må dog stadigt være noget vi har overset. Hvad med det tidligere omtalte misforhold mellem den havørred der føler sig truet eller intimideret, og så fluen?

Havørred på 10 kg, fluen på 1gr ? med et misforhold på 10.000 til 1! Det virker jo fuldstændigt sindssygt, med mindre havørredens temperament svarer til en Pitbull på svampe og med speed psykose. Hvis dette havde været tilfældet, havde vi såmænd nok fanget nogen flere af dem. Der må derfor stadigt mangle en række afgørende aspekter.

Tendenser
Ved nogen vandløb, er der en generel tendens hen på sæsonen, at antallet af hug, følger antallet af havørreder i åen og altså den stress, der er på hver enkelt.
Der kan være en tendens til, at nogle standpladser tiltrækker ikke alene et specielt køn, men også størrelse.
Ved flere åer, er der en sammenhæng imellem typen af agn, der giver fisk også årstiden.

Fra andre vandløb, har jeg flere gange hørt og oplevet, at de foretrukne farver til havørredfiskeriet, samtidigt er farver, der går igen i gydedragten hos de herboende havørreder.

Men er der logik i dette? Tjaah for det første er reelt umuligt at udtale sig om logik hos et dyr, der er udviklet ”lavere” end padder og firben. Men når man ved, at en han hundestejle, går abesh– over en rød lego klods men er ligeglad med en, ikke gydefarvet hundestejle, så sættes farvens betydning måske i et lidt andet perspektiv, fiskens.

Mere om farver
Flemming Holm (FH) og hans voksne søn Morten (MH) fra Haderslev, kom ud for følgende. Igennem en uges fiskeri i Gels Åen i oktober for et par år siden, fangede de hver seks – syv større havørreder. Det specielle ved disse fangster var ikke størrelsen eller mængden. De er nemlig begge særdeles kompetente fiskere. Næh, de fisker på det samme stykke, samtidigt, på ”samme” måde og med samme grej, en gammel Jensen Unika wobler. Forskellen ligger i farven og resultatet; F.H. fangede udelukkende han-fisk på udelukkende gul og rød unika og M.H. fangede udelukkende hun fisk, på udelukkende gul og sort unika.

De (F.H. er sønderjyde og sanddrueligheden selv) fortæller ovenstående, der er mere end almindeligt interessant og så tæt på signifikans, som man kan komme det uden en decideret kontrolgruppe etc. Altså, også på denne baggrund, kan man næsten tillade sig at konkludere, at under nogle omstændigheder, har de to køn markant forskellige præferencer, hvad angår farver.

Dette er vel at mærke ved dagfiskeri. Man kan ikke ukritisk overføre farveteorierne fra fluefiskeri til spinnefiskeri, alene af de grunde, at der er en gennemskinnelighed af fluematerialet, som absolut ikke er der ved eksempelvis woblerfiskeri. Prøv eksempelvis at holde en ”fast” form genstand op imod det svindende lys. Så er de alle sorte.

På samme måde kan man næsten følge farveskalaen over hvor langt nede i vandet, de forskellige farver ”holder” og gå ud fra at de blå og violette farver, er de sidste der forsvinder, på samme måde hen mod skumringen.
Apropos farver, så stod jeg ved Vejle Å, engang i start firserne og testede egne woblere, efter en lang dags fiskeri. Det er et ret lige stykke, med en lille ”opstemning” på bunden som skabte et passende varieret strømforløb til afprøvningen. Da jeg havde gået stykket igennem og affisket dette grundigt tidligere, var det helt uden bagtanker for andet end testningen/justeringen af woblerne, at jeg valgte dette sted.

Det må have været en lang vinter, for jeg husker det som om jeg havde 20-25 styk, der skulle i vandet. Alle sammen med tre – fire kast hen over det samme stykke. Hen mod enden og en af de sidste to – tre stykker, var en lidt smal en, der havde fået ”hundestejle han” farver, grøn med røde sider. Første kast, op igennem det nu massivt overfiskede hul, gav et hug og en følger. Næste kast blev der en hængende og det samme i hvis nok femte kast. Absolut bemærkelsesværdigt, der burde ikke være nogen reaktioner. Efter dette prøvede jeg yderligere et par standpladser, der tidligere ingenting havde givet, nu sprang ørrederne nærmest på, også de større.

Jeg prøvede at skifte til en anderledes farvet men ellers reelt identisk wobler – ingen reaktion! Tilbage til ”hundestejlen” og fisk på i første kast i samme hul. ”I rest my case”

I denne situation, er jeg fuldstændigt sikker på, at det var farven, der var den helt afgørende faktor.

Hvis jeg beholder fokus på farven lidt endnu, og hvis jeg accepterer, at denne, i forhold til de rigtige hundestejler, er primær stimuli, så er de andre faktorer jo netop irrelevante. I dette lys kan man så se diskussionen om imitation eller provokation. Fiskeri efter hundestejler, med en rød lego klods, vil blive betragtet som provokations fiskeri, men ikke for hundestejlen selv, her vil der være tale om primær stimuli og ”ren” imitation!!!
Her er der måske en vis logik, ørreden kan være præget, af tidligere erfaringer. På samme måde som man kan have et særdeles godt fiskeri med en majflue, i en periode efter de deciderede udklækninger.

Erfa-gruppe fiskeri
Jeg oplevede for øvrigt noget tankevækkende, hos de mere fordomsfri P&T fiskere. Noget jeg vil kalde ”erfa-gruppe” fiskeri.

Jeg stod ved en ørredsø og kiggede på at en fisk blev landet. Fiskeren tager som det første efter aflivning, sin mobiltelefon og skriver en sms. Nu kunne det jo bare være til familien eller lignende. Tilfældigvis ser jeg over på den anden side af søen, en fisker der roder efter sin mobil og søreme det samme endnu længere henne af søen. Begge begynder at rode med grejet. Jeg spørger forsigtigt til ”hvad de havde gang i”, svaret lød ”justerer dybden”.

Lidt senere, griber den første fisker sig til lommen og læser noget på mobilen, derefter ruller han ind, piller Power Bait af og sætter noget andet på. På nøjagtigt samme måde som de to andre. Jeg spørger herefter hvor mange de er, svaret er fem! Det er ligeså simpelt, som det er genialt. De starter med forskellige ”koder”, ser hvem der rammer det rigtige først og de andre retter ind, nye parametre kan så afprøves, eks. dybder, farver, mønstre eller andet.

Jeg spørger til sidst, hvor lang tid de havde praktiseret dette, svaret var ”et års tid”. Desværre kunne han ikke svare på om der var en generel viden, der kunne udledes af dette fiskeri. Det kunne ellers være spændende at følge info indsamlingen efter dette fiskeri.

Man kan vel konkludere, at hugget er lig succes og at det er summen af alle de heldige/korrekte dispositioner omkring størrelse, præsentation, gang og farve. Eller en korrekt aflæsning af ”dagens kode”.

Andre parametre
Dog, intet af det foranstående, skal fratage en fisker lysten til bare at lufte sit grej, når muligheden nu er der. Det blev jeg, helt korrekt belært om af en ”kjøwenhavner”, som gik og fiskede havørred i østenvind på fjerdedagen, i klart varmt vejr, med begyndende mosekonebryg, en vandtemperatur så høj som et varmtvands bassin i en svømmehal og samtidigt så lav vandstand, som det vel var set siden Arilds tid, kort sagt totalt håbløse forhold.
Vi var et par stykker, der sad på bænken med en kølig øl i hånden og rystede på hovedet af ”staklen”. Dette bemærker samme og spørger til årsagen for denne (hoved)rystende adfærd. Da vi så, lidt i munden på hinanden, begynder at opregne alle disse afgørende faktorer imod, muligheden for fangst af havørred, kommer det ”Aaahltså det er sgu´ kun for lystens skyld, det her!” Point well taken!

Selvfølgeligt er det primært fordi vi har lyst til det, vi fisker og melder lysten sig så, vil jeg da håbe, at alle bare griber stangen og drager ud af fiskerens sti, uanset hvad og hvem der siger hvad..
At det så gerne må kaste noget af sig, er noget helt naturligt andet.

Med disse afsluttende løse line ender, vil jeg ønske alle Knæk og bræk, Petri heil, Teight lines, etcetera, gid I må få tilfredsstillende timer ved åen.
 

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse