find forsikring
anmeldelse_bluerock_pogt

Anmeldelse og størfisketur: Blue Rock P&T

Frank Sjøgreen har været på størfiskeri i Blue Rock P&T.

Stedet består af to store søer på henholdsvis ca. 4 ha med vanddybder op mod 4-5 meter og 13 ha med vanddybder op mod 20 meter og meget varierende bundforhold, øer og laguner og snarligt (2013) også et større, kunstigt å-løb, som p.t. er under anlæggelse. Der udvindes fortsat grus og sten i den store søs sydende. Dette kan til tider plumre vandet en smule op, men det synes ikke at påvirke fiskene det mindste, og grusudvindingen forventes at ophøre i løbet af i år.

Naturen er allerede de fleste steder ved at gøre sit indtog, og der er utroligt smukt omkring søerne og gode muligheder for at finde læ. I den store sø kan man booke blokfiskeri, hvor man får en stor strækning søbred helt for sig selv, så der er rige muligheder for at opleve et unikt fiskeri, selvom søen også er en ørredsø.

Ejeren, Søren, bor et stenkast fra søen, og han kan endvidere bestilles til at forfodre på en plads mod betaling, så man har så tæt på fangstgaranti, som man næsten kan ønske sig! Der udsættes ørreder op mod 10 kilo i begge søer, og i den store sø også specimenarter som karper (også store), sandarter, maller og flere arter stører med den største på over 40 kilo! Det var netop støren, der trak TVMidt-Vest og mig til Fyn i juni og igen i september i år.

Jeg besøgte søen første gang sammen med TV Midt-Vest den 29. juni. Dagen, hvor Svendborg druknede i vand! Turen, der var målrettet efter størfiskeriet i den store sø, blev desværre ikke til noget, da naturen den dag gik amok i en grad, jeg ikke før har oplevet trods det, at jeg har fisket i al slags vejr siden 1988. Det ene skybrud efter det andet med torden lige over vores hoveder passerede, og først sidst på dagen, da det klarede op, kunne vi tage våde hjemefter uden fisk, da det simpelthen havde været direkte livsfarligt at fiske. En gård brændte eksempelvis ned tæt ved, grundet lynnedslag, og tv-bilen kørte fast i forsøget på at komme derhen. Vi fik over 35 mm regn på en halv times tid, og endnu mere vand i efterfølgende tordenskyller, hvor der ikke var tid til at tælle mellem lynene og bragene fra det vilde vejr. En fascinerende oplevelse, der jo desværre ikke gav fisk.

Den 6. september prøvede vi så igen. Denne gang var vejrudsigten meget bedre, så humøret og fiskefeberen var høj, da vi kl. 01.30 om morgenen (hvis man kan kalde det morgen) kørte fra Ikast mod Fyn. Da vi et par timer efter ankom til den lækre opholdshytte ved søerne, pakkede vi ud, hvorefter tv-holdet tog sig en lille lur, mens jeg riggede klar til dagens fiskeri.

Støren er en rovfisk, der ikke kan fordøje planteføde, så boillies med fuglefrø og andet værk duer ikke. Jeg havde derfor købt 5 kilo halibut pellets til lejligheden. Disse pellets er lavet af animalske produkter, som afgiver store mængder duft og fedtstof til vandet. Desuden havde jeg skåret en masse fileter ud af en ørred, som jeg fangede under skybruddet den 29. juni, og siden skulle også prøves. Desuden havde jeg også et par spinnestænger med til ørredfiskeri, så vi ville ikke komme til at kede os eller gå ned på grej!

Ved 5-tiden stod min fiskekammerat og journalist, Morten Stamm Mikkelsen, og fotografen, Henrik, op. Han fik lavet nogle fine morgenoptagelser i solopgangen, mens vi fik sat agn på krogene og kastet agnene ud på de syv stænger, vi fiskede med. Der skulle utroligt nok ikke gå mere end ca. 10 minutter, før vi havde det første hug! Noget pillede ved en halibut-pellet 20 meter ude, og linen blev strammet hurtigt op, dog uden resultat.

Den næste times tid missede vi vel 15 hug, som til tider var meget forsigtige og svære at se i den hårde modvind, men vi fandt stille og roligt metoden til fiskene. Det var faktisk meget vigtigt at holde fokus på en eller to stænger og være over dem som en høg ved det mindste hug. Fiskene smager nemlig kun kort på agnen og bliver uhyrligt sjældent kroget af sig selv. Når de opdager bedraget, hugger de sandsynligvis ikke igen, og så er den chance forspildt.

Da næste hug faldt, sad jeg lige ved siden af stangen og gav øjeblikkeligt tilslag. HOLD DA K…! En super massiv modstand indikerede, at en af de store stører havde taget agnen, og den solide karpestang krøllede helt i bund, mens linen hvæsede af den stramme bremse! Det her var en god fisk!

Efter et minut var linen dog pludselig slap, og jeg måtte bide mig selv i tungen for ikke at komme med et par ord, der næppe havde egnet sig til en fjernsynsudsendelse.

Vi havde dog nu fundet metoden og nærmest kastede os over stængerne, når der var bid. Vi missede fortsat mange hug, men jeg var igen den, der fik den næste faste kontakt på den modhageløse karpekrog str. 1/0. Fisken havde hugget på en pellet og på den mindste stangmontage, jeg havde med, nemlig en kraftig geddestang med et solidt fastspolehjul. Fisken, der siden viste sig at veje 3,6 kilo og var 82 cm lang, rev masser af line af hjulet gang på gang trods massiv modstand fra min side, og jeg følte mig næsten hensat til 2005, hvor jeg fiskede – og fangede – store stører i Fraser River, Canada. Det her var bare fedt!

Støren er en fabelagtig fighter og tilmed en meget solid fisk, der tåler masser af ture på land uden at skades, da den ikke har slimlag som andre hjemlige fisk, men nærmere et sandpapirsagtigt skind. Derfor tåler den også landing i et almindeligt (finmasket) fangstnet.

Fiskene skal genudsættes, og man skal selvfølgelig behandle dem skånsomt, og fiskene bør håndteres på et skånsomt underlag, så de ikke skades unødigt. Efter afkrogning, vejning og fotografering fejrede vi fangsten med et glas champagne, som bare gjorde oplevelsen total!

Jeg tog en lille times pause fra det helt intensive fiskeri og prøvede lidt ørredfiskeri, og det gav på bare en halv times tid tre flotte guldørreder på op mod 2 kilo, der huggede meget villigt på et 12 grams hvidt Stripper-blink.

De totalt gulerodsfarvede fisk var nemme at se i det klare vand, og det var en lækker oplevelse at se deres reaktion på blinket, jagten og hugget! Den ene af fiskene røg vi i øvrigt i en medbragt røgeovn, og det smagte, så fuglene fløjtede!

Morten var den næste, der havde held i sprøjten. Han var gået op til et andet spot, hvor ejeren havde forfodret dagen før, og der gik ikke længe, før han skreg efter nettet! Jeg og fotografen spænede de to hundrede meter op til ham, hvor han stod med en dybt bøjet stang og et bredt smil. Efter en tung fight kunne en 72 cm stør trækkes i nettet, og turen var reddet!

Endnu et glas champagne blev nydt i den hårde vind, og kort efter kom endnu en fisk i nettet – igen en fisk på godt 80 cm måtte ind efter en hård fight med mig, og selvom ingen af fiskene kom nær de store fisk i søen, så var vi totalt oppe at køre! At opleve et fornemt størfiskeri her midt i Danmark er bare fedt!

Endnu et hug lige efter genudsætningen gav håb om endnu en stør, men da den hårde fight udeblev, kom en spejlkarpe på under 1 kilo op. Den havde uden problemer slugt den 20 mm store pellet, monteret på et hår og fæstet til en 1/0-krog, der var monteret på en meter 1,0 mm monofil-line, der skulle forhindre brud, når linen blev slidt mod den meget rå sten- og grusbund med stejle skrænter samt størernes sandpapirhud med meget skarpe, rudimentære skæl. Karpen blev hurtigt sat ud igen.

Dagen var så småt på vej mod sin slutning, og vi havde dagen igennem haft talrige hug fra stører. Havde vi været mere over stængerne, havde vi helt sikkert fået langt flere fisk, men det ved vi til næste gang, for der bliver helt sikket flere ture til dette fiskeparadis! Næste gang skal stængerne være inden for rækkevidde konstant, og tilslag skal gives øjeblikkeligt!

Bidmelderne skal strammes op, og der skal monteres swingers, så vi også registrerer, når fiskene går mod os, hvilket vi ikke havde på denne tur.
Da vi havde en halv times tid tilbage, gik jeg hen forbi en kanal for at ville lade vandet. Tissetrangen lagde sig dog med ét, da jeg pludselig spottede en monsterstør på mindst 20 kilo, der patruljerede i den kun 2×2 meter brede og dybe kanal! Jeg nærmest skreg efter Morten og Henrik om at komme derhen med kamera og fiskestang, og vi fiskede til støren i 5-10 minutter – dog uden held. Fisken ville ikke have vores pellets, men sikke en oplevelse at slutte dagen på! Havde vi fået den enorme fisk på i den lille kanal med en del bevoksning, havde kampen nok været tabt på forhånd, men om denne oplevelse gav fiskefeber til næste tur? Ja!

Jeg kan kun opfordre til at besøge søerne ved Blue Rock Put & Take. Hvis du tager i den regulære ørredsø, er der masser af ørreder i varierende arter og størrelser, og beslutter du dig for specimensøen, så er der lagt op til et meget spændende fiskeri, der kan målrettes efter karper, stører eller andre arter.

Husk, at specielt størerne er brutalt stærke, så almindeligt spinnegrej er at bede om at miste fiskene! Der skal heftigt grej til, og husk, at der skal bruges modhageløse kroge samt afkrogningsmåtter ved krogløsning.

FAKTA
Blue Rock P&T ligger på Fyn på adressen Ravnegårdsvej 16, 5762 V. Skjerninge lidt syd for Svendborg. Søens ejer, Søren Wiggers, kan ”fanges” på tlf. 29 91 81 91 og hjemmesiden, der fortæller masser af ting om søen, fiskene og fiskeriet, kan findes på www.bluerock.dk.

Knæk og bræk derovre!

Del:
Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn
Måske du har lyst til at læse